Der står en professor med et par legetøjsøgler i hånden på et bjerg midt mellem Nordkap og Nordpolen. Det er Jørn Hurum, verdenskendt norsk palæontolog fra Naturhistorisk Museum i Oslo, og han har netop fundet hovedet af en svaneøgle – en plesiosaurus – efter at have ledt forgæves i otte somre her på Svalbard. Så Hurum er glad, men han er også totalt udmattet efter næsten tre ugers gravearbejde i temperaturer omkring frysepunktet på de norske øer. »Vi er faktisk så udmattede, at vi ikke havde kræfter til at juble, da vi så, at der endelig var et hoved for enden af svaneøglens lange hals – selv om vi er ret sikre på, at det er årets fund«, siger Jørn Hurum. De legetøjsøgler, han står med, bruges, når turister og medier besøger udgravningerne. Man sejler fra Svalbards ’hovedstad’, Longyearbyen, ud ad fjorden, forcerer en del af Polarhavets ret kraftige bølger, trækker gummibåden op på stenstranden og kravler så op ad en stejl skråning og ind i tågen på Janusfjellet cirka 500 meter oppe. Så står der en halv snes telte, der lyser op gennem disen, og så kommer Hurum gående med et stort smil under den forede strikhue. Palæontolog, bliv ved din læst Hurum er en farverig og til tider kontroversiel figur i videnskabens verden. Han blev berømt over hele kloden, da han i 2007 fandt rester af ’verdenshistoriens kraftigste kæber’ – den 15 meter lange frygtindgydende havøgle Predator X, hvis bidekraft var 15-16 ton, fem gange så meget som den største kødædende landdinosaur, Tyrannosaurus rex. Historien om Predator X gik kloden rundt, og Hurum blev en mediedarling, også fordi han lignede lidt af en vildmand og var god til at tale i overskrifter. To år senere tog han dog munden for fuld, da han udnævnte et fossil, han havde købt, til ’the missing link’ mellem aber og mennesker. Det blev underkendt af antropologer og andre, der vidste mere om homo-slægtens udvikling. Som skomageren vendte Hurum derfor tilbage til sin læst, palæontologien. Og herfra har han siden jævnligt offentliggjort nye fund fra de små tre uger om året, det er muligt at grave i den ellers permafrosne jord på Svalbard. Han har også fundet tid til at skrive en børnebog om havøgler, som lanceres om få uger. Svalbard er et slags forhistorisk Jurassic Park, bare for havøgler i stedet for landdinosaurer.
For omkring 140 millioner år siden lå øgruppen cirka på den breddegrad, hvor Trondheim i den sydligere del af Norge ligger i dag – blot med så varmt klima og havvand, at de marine krybdyr kunne boltre sig. Når de døde, faldt de ned på havbunden, hvor de med tiden er blevet dækket af beskyttende slam, der har sørget for, at kun lidt eller slet ingen ilt er sluppet ind. Over mange millioner år er havbundens lag blevet begravet og trykket sammen og omdannet til skifer. Imens har kontinentalpladerne skubbet Svalbard nordpå og op over havoverfladen og skabt det underlige månelandskab, vi går rundt i her i dag. Selv om øgruppen nok har verdensrekord i fossiler af denne type, har det ikke været helt enkelt for Hurum & co. at finde fortiden på den gamle havbund. De har skullet grave med håndkraft i et område med kulde, kraftig nedbør, både i form af regn og sne – og isbjørne. Derfor skal vi passe på snubletråde i en meters højde, når vi bevæger os omkring teltene. Kommer der en isbjørn, bliver den skræmt væk, når det sprutter af fyrværkeri. »Og det er i hvert fald nok til at vække os, selv om vi nærmest besvimer af træthed hver aften«, siger Hurum. Det har naget Jørn Hurum i årevis, at han ikke har fundet et svaneøglehoved, dels fordi de få, der er fundet af andre, ikke er særlig velbevarede, dels fordi man her på Svalbard er stødt på rigtig mange svaneøglehalse.
