Politiken lancerer nyt historiemagasinLæs mere

DNA-test. Denne krokodille – en af de to 'diller' hos Zoo i København – er slet ikke nogen nilkrokodille, har det nu vist sig. Den er derimod en mere truet ørkenkrokodille/vestafrikansk krokodille.
Foto: Frank Ronsholt

DNA-test. Denne krokodille – en af de to 'diller' hos Zoo i København – er slet ikke nogen nilkrokodille, har det nu vist sig. Den er derimod en mere truet ørkenkrokodille/vestafrikansk krokodille.

Viden og tech

Københavnerkrokodiller har skiftet art

Dna-undersøgelser afslører, at to af Zoos 'nilkrokodiller' slet ikke er nilkrokodiller.

Viden og tech

I 1981 fik Zoo i København fire nye krokodiller, og i de dokumenter, der fulgte med dyrene, stod arten angivet som nilkrokodille (Crocodylus niloticus).

En glubsk fætter, der som fuldvoksen typisk måler 4,50 meter fra hoved til halespids – men kan blive godt 6 meter lang.

Tre af dyrene blev leveret af en hollandsk dyrehandler, som angiveligt havde købt dem i Tunesien – den fjerde krokodille, der senere viste sig også at være importeret af hollænderen, fik Zoo fra Paris’ Zoo.

Og så gik årene ellers, alt imens publikum i Zoo i København med aldrig svigtende fascination – iblandet gys ved synet af dyrenes markante tandsæt – så ’dillerne’ vokse til og såmænd også få unger.

Ørkenkrokodiller Der var imidlertid noget ved krokodillerne, som for det zoologisk kyndige øje ikke helt stemte: For det første blev de ’kun’ omkring 3 meter lange, og for det andet var de ikke fuldt så aggressive, som nilkrokodiller plejer at være.

Men det kunne måske hænge sammen med, at de levede i fangenskab i et relativt lille anlæg, sagde en teori, og så blev sagen ikke undersøgt nærmere.

For få dage siden skete der imidlertid noget bemærkelsesværdigt. For ved hjælp af dna-analyser af blodprøver fra Zoos to tilbageværende krokodiller fra 1981-leverancen – en han og en hun, der lever i tropeafdelingen – er det nu slået fast, at de slet ikke er nilkrokodiller.

De tilhører derimod arten Crocodylus suchus, også kendt som vestafrikansk krokodille eller ørkenkrokodille.

»Og dermed er den årelange mistanke om, at noget ikke gik op, altså blevet bekræftet«, siger Zoos kurator, Flemming Nielsen.

Fra mumier
C. suchus – der har en slående lighed med C. niloticus har i omkring 200 år levet en lidt omtumlet tilværelse i de zoologiske fortegnelser.

Arten blev navngivet i 1807 af den franske naturforsker Étienne Geoffroy Saint-Hilaire, som sammenlignede kranier fra flere tusinde år gamle mumificerede krokodiller, fundet i egyptiske grave, med kranier fra nyfangede nilkrokodiller.

Og der var, konkluderede han, så store kranieforskelle, at der måtte være tale om to selvstændige arter.



Hen ad vejen opstod der imidlertid tvivl om denne konklusion, hvorefter C. suchus i praksis ophørte med at blive betragtet som selvstændig art – og helt frem til begyndelsen af vort århundrede talte videnskaben derfor blot om ’nilkrokodiller’.

Dna-teknikker
Med de nye dna-teknikker blev det imidlertid muligt at se, om Saint-Hilaire i virkeligheden havde haft ret.

Et hold franske forskere tog hul på spørgsmålet i 2003, og senere fulgte blandt andet amerikanske kolleger med dna-analyser af såvel levende krokodiller som egyptiske krokodillemumier. Og resultaterne af dette arbejde, der blev publiceret i 2011, viste flere meget interessante ting:

For det første, at C. suchus og C. niloticus rent genetisk er to forskellige, selvstændige arter. Og for det andet, at de analyserede krokodillemumier alle repræsenterede C. suchus.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Dermed stod det samtidig klart, at de egyptiske præster, som i sin tid holdt krokodiller i forbindelse med en kult, centreret om krokodilleguden Sobek, må have været i stand til at skelne mellem de to arter.

At de så netop valgte C. suchus som kultdyr, hænger formentlig sammen med, at den er mindre – maksimalt omkring 4 meter lang – og heller ikke så glubsk som C. niloticus.

Da der forelå gennemarbejdede dna-profiler af såvel C. niloticus som C. suchus, besluttede Zoo, at nu ville man have artsbestemt de to københavnerkrokodiller – havens eneste diller. Det krævede blodprøver, men det var uproblematisk, fortæller Mads Bertelsen, der er dyrlæge i Zoo:

»Vi gav de to krokodiller noget stærkt muskelafslappende, og så kunne vi let suge blod fra en udposning på en vene, som krokodiller har i nakkeregionen. Men vi var på vagt«.

Vi gav de to krokodiller noget stærkt muskel-afslappende

Bevaringsarbejde

C. suchus, som i sin tid altså også levede i Nilregionen, findes i dag fortrinsvis i det vestlige Afrika, blandt andet i Mauretanien og Nigeria. Og den er, i modsætning til C. niloticus, et truet dyr, siger Mads Bertelsen: »Var vores krokodiller C. niloticus, ville det i princippet svare til at udstille to køer – dem er der så mange af. Nu skal vi til at tænke på, om vi ved hjælp af vores to nyopdagede C. suchus’er kan være med til at bevare denne art ved at få sat nye krokodiller i verden. Vi har ikke gjort meget for at anspore dyrene til at yngle de senere år, men det skal vi nok til nu – måske ved at manipulere med indeklimaet og foderet for at efterligne deres naturlige ynglesæson. Men det kan også være, at vi låner dyrene ud til en anden have med bedre ynglebetingelser. Bliver det løsningen, vil vi i København udstille en anden truet krokodilleart, som vi også kan være med til at bevare«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce