Ørsted-satellit trues af russisk rum-affald

Lyt til artiklen

400-500 meter kan blive forskellen på om den danske Ørsted-satellit destrueres eller overlever.

Klokken 10.49 passerer tusinder af dele fra en russisk kommunikationssatellit, der for et år tilbage ramte den amerikanske Iridium-satellit i det største sammenstød i rummet nogensinde.

Det skriver Berlingske Tidende.

20.000 satellit-dele i kredsløb
I sammenstødet blev op mod 20.000 satellitdele slynget ud i kredsløb, og en overgang frygtede man, at den internationale rumstation kunne være truet.

Nu advarer Nasa om, at Ørsted-satellitten og de russiske efterladenskaber passerer hinanden inden for en afstand af 400-500 meter, »og det er meget lidt i den her sammenhæng«, siger Carsten Jørgensen, som er direktør for Termas Space Division, der varetager kommunikationen med Ørsted til Berlingske Tidende.

Nasa holder øje med rumaffaldet, som flyver rundt om Jorden med 85.000 kilometer i timen.

Ifølge de amerikanske beregninger vil resterne af den russiske satellit krydse Ørsteds bane i dag klokken 10.49.

Intet kan gøres fra Jorden
Fra Jorden er der ikke meget at gøre.

»Vi kan kun holde øje og holde vejret«, siger Carsten Jørgensen.

Satellitten og rumaffaldet krydser hinanden 700 kilometer over Beauforthavet nord for Alaska og Canada.

Ørsteds skæbne kendes først senere

Det er ikke sandsynligt, at en eventuel kollision kan registreres med det samme.

Derfor kendes Ørsteds skæbne først flere timer senere:

»Vi har planlagt kommunikations-pass med satellitten klokken 14. Hvis vi ikke hører fra den, kan vi kun håbe, at der er noget andet i vejen«, siger Carsten Jørgensen, der har arbejdet med Ørsted-satellitten fra dens spæde begyndelse.

Line Prasz

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her