OL-guldvinder: Drop maraton og løb 5 km i stedet

Kondition. Fokus bør ligge på de korte distancer fremfor de lange, mener Eskild Ebbesen.
Kondition. Fokus bør ligge på de korte distancer fremfor de lange, mener Eskild Ebbesen.
Lyt til artiklen

Med alderen skal der kæmpes ekstra for at nå det maksimale fysiske topniveau.

»Jeg kommer hurtigt op på 98 procent, men det tager lang tid at blive rigtig god. Det sidste stykke kræver års træning«, siger den tredobbelte guldvinder og roer Eskild Ebbesen, 41.

Han er et levende eksempel på, at alderen ikke er nogen undskyldning for at være i dårlig form. I 20 år har et forskerhold fulgt roeren og konstateret, at han præsterede på samme niveau i en alder af 40, som da han var i starten af 20’erne.

Alderen er ikke en undskyldning for dårlig form

»Eskild Ebbesen er en unik atlet i den forstand, at han har kunnet opretholde sit præstationsniveau i absolut verdensklasse over en periode på mere end 15 år og kunnet vedligeholde sin fysiologiske kapacitet, indtil han indstillede sin karriere som 40-årig«, siger Lars Nybo, medforfatter på undersøgelsen af Eskild Ebbesen, der er offentliggjort i Medicine & Science in Sports & Exercise.

At Eskild Ebbesen trods aldring har været i stand til at opretholde sin form over 15 år, er der en naturlig forklaring på.

»Hans maksimale pulsfrekvens er faldet med årene på linje med det, man observerer for almindelige mennesker, men via en kontinuerlig og ihærdig træningsindsats har han kompenseret for dette fald, ved at hjertets slagvolumen, som er den mængde blod, der pumpes ud per slag, er steget tilsvarende«, siger Lars Nybo.

Men et er fysiologi, noget andet er motivation, siger Eksild Ebbesen: »Udfordringen for mange er jo nok, at man med tiden mister gejsten, og der har jeg været meget opsøgende på min motivation. Det har alle årene været en stor oplevelse for mig at være til OL, og så har jeg hele tiden været sulten efter at slå nye rekorder«.

9-årig: Red Bull er ikke godt for børn

Når han har vedligeholdt formen over så lang en periode, skyldes det ifølge ham selv, at han løbende har optimeret træningen og på den måde undgået de typiske skavanker, som en gennemsnitlig 40-årig person løber ind i.

»Jeg kunne ikke bare træne mere og mere, for jeg lå hele tiden på grænsen til at blive overtrænet, men jeg kunne optimere min restitution, optimere behandlingen, når jeg fik skader. Sideløbende er vi blevet bedre til at måle på vores teknik og har fået mere viden om, hvad der er det rigtige at gøre. Det handler om hele tiden at være opsøgende«, forklarer Ebbesen.

Alligevel er han ikke i tvivl om, at hans fysiske formåen er blevet reduceret over tid.

»Hvis vi skal snakke om min præcise fysiske form, er den blevet dårligere fra mit højeste niveau, da jeg var i 20’erne. På 2.000-meter-distancen i roning er jeg for eksempel lidt langsommere i dag, men det har ikke været nok til at slå ud statistisk«, siger han.

Og ved hjælp af den rette træning har Eskild Ebbesen kunnet kæmpe med på allerhøjeste niveau trods en vedvarende skrøne om, at en stigende alder samtidig forlængere restitutionsperioden.

Klarlund: Derfor virker konditionstræning ikke lige godt på alle

»Jo bedre form jeg er i, jo bedre restituerer jeg også. Op til OL i London 2012 vil jeg mene, at jeg restituerede hurtigere end de tre andre«, fortæller Eskild Ebbesen.

Han bakkes op af Lars Nybo, der ikke mener, at man er nødsaget til at tage andre træningsmetoder i brug, i takt med at alderen stiger.

»Jeg tror ikke, der er evidens for, at du skal træne anderledes, når man er 40, end når man er 20. Der er en masse skrøner om, at man restituerer langsommere, når man er yngre, men det er der heller ikke noget bevis for.

Maraton og ironman er tosset

Sideløbende med sin karriere har Eskild Ebbesens gentagne gange gennemført både maratoner og triatloner, selv om han finder ideen om netop de to discipliner skør. Derfor opfordrer han også motionister til at fokusere på andre discipliner.

»I bund og grund synes jeg, det er en tosset trend at lave maraton og ironman. Det er flottere at gå efter de gode tider frem for bare at gennemføre de lange distancer. Det er langt flottere at løbe 5 kilometer under 20 minutter end at gennemføre en maraton«, siger han.

Store muskler forringer dit kondi-tal

Ifølge Eskild Ebbesen kan en maraton gennemføres ved en moderat træningsindsats, hvorimod man ikke kommer under 20 minutter på 5 kilometer løb, medmindre man gør en daglig indsats over en længere periode.

Samtidig understreger den tredobbelte OL-guldvinder, at det vigtigste er, at man lytter til sin krop, hvis man motionerer meget.

»Selv det letteste træningsprogram kan føre til overbelastning og skader«.

Simon Boas

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her