Det flimrer for øjnene, og man forsøger at tænke på alt andet end det faktum, at der stadig er over 500 meter hjem. Synet af éns neonfarvede løbesko, der på skift bevæger sig ind i synsfeltet, er nok til at paralysere én. Knæene gør ondt, åndedrættet er tungt, og man gisper efter vejret, mens man kan smage den salte sved i mundvigen.

»Det fysiske optimum ligger i 20-25-års alderen, og det skyldes, at man har både den højeste muskelmasse og den højeste kredsløbskapacitet«, fortæller Nikolai Baastrup Nordsborg, der lektor på Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet. Han forklarer, at kredsløbskapaciteten er et udtryk for, hvor meget blod hjertet er i stand til at pumpe ud i kroppen i minuttet.

Men alderen er fremskreden, og ideen var ellers, at fordums styrke skulle opnås. Træningen til forårets maraton er så småt begyndt, men kroppen straffer ved kasse 1, så snart hastigheden har bevæget sig over 10 kilometer i timen i længere tid af gangen.

»Den maksimale puls falder med alderen«, siger Nikolai Baastrup Nordsborg: »Hvis man kan nå en puls på 200, når man er 20 år gammel, falder den med cirka 0,7 slag per år. Samtidig reduceres hjertets maksimale kapacitet til at pumpe blod rundt i kroppen, og dermed falder kredsløbskapaciteten«.

Formen kan vedligeholdes

En fremskreden alder vil i langt de fleste tilfælde have en mærkbar effekt på formen, da kroppen langsomt vil sætte begrænsninger for éns toppræstationer.

»Fra 30-40-års alderen ser man et fald i den maksimale styrke, som skyldes, at forbindelsen mellem nervesystemet og muskelfibrene gradvis går tabt. Men de fleste mærker det først omkring de 60 år«, siger Nikolai Baastrup Nordsborg.

I 20 år fulgte en række forskere den tredobbelte OL-guldvinder i roning Eskild Ebbesen og testede hans årlige form. Resultatet var forbløffende. Det viste, at den 41-årige roer opretholdte topformen i 20 år. En usædvanlig bedrift – og så alligevel ikke. For med den rette træning ses der ofte eksempler på mennesker, der i 60-års alderen formår at levere samme resultater, som var de 40 år yngre.

»Der findes eksempler på ekstremt styrketrænede mænd i 60-års alderen, som er tæt på samme styrkeniveau som en gennemsnitlig 20-årig«, fortæller Nikolai Baastrup Nordsborg.

Han understreger dog, at det ikke betyder, at enhver kan træne sig ung, når man er 60 år, da hormonbalancen ændrer sig med alderen. For eksempel falder testosteronniveauet, hvilket forringer muligheden for at vedligeholde muskelmassen.

Den forklaring bakkes op af Kristian Overgaard, lektor på Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet.

»Langt hen ad vejen kan man vedligeholde meget af sin fysiske form ved træning. Der er selvfølgelig nogle processer, som på et eller andet tidspunkt sætter ind, og som forklarer det gradvise tab af præstationsevne med alderen, men det er svært at sige, hvor meget der skyldes aldring, og hvor meget der skyldes manglende træning«, fortæller Kristian Overgaard.

Han pointerer også, at det er de færreste, der kan være på et absolut maksimum, når de kommer op i alderen.

»Det er ikke mange, der kan blive ved op i 40’erne og 50’erne. Der er grænser for det, og det har noget med aldring at gøre, og med aldring følger blandt andet, at man ikke kan holde til så meget træning og er mere tilbøjelig til at udvikle sygdomme. Fysikken er jo uomgængelig, hvis man vil være på topniveau«.

Træning gavner altid

Alderens negative indflydelse på kroppen er altså et faktum, selv om den dårlige form kan forbedres. Blandt andet kan styrketræning være med til at afhjælpe det muskeltab, som de fleste med vil opleve med alderen.

»Når man træner, forbedrer man både sit kredsløb og sin muskulatur. Kredsløbet forbedres, fordi blodmængden øges, og hjertet bliver mere elastisk og kraftfuldt. Muskelstyrken øges, fordi forbindelsen mellem nervesystem og muskel optimeres – og samtidig bliver den enkelte muskelfiber større og stærkere«, Nikolai Baastrup Nordsborg.

»Samlet betyder træningsforbedringerne, at ældre, som har svært ved at rejse sig fra en stol og gå nogle skridt eller skære en skive brød, kan øge deres kapacitet til igen at blive selvhjulpne. Der er rapporteret imponerende ændringer i det, vi kalder muskeludholdenhed, på op mod 1.000 procent«.

fortsæt med at læse

Forskere er tættere på at løse aldringens gåde