Hvis man vil forstå den menneskelige evolution, kan det være en god idé at begynde med Johannes Daak fra landsbyen Akel dybt inde i urskoven på den indonesiske ø Flores. Johannes, der tilhører den etniske gruppe manggaraierne, skyder selv på, at han er 100 år, og han forklarer sin høje alder og fortsatte livskraft med, at han har holdt sig til én kvinde. Han er lille af statur, og det er noget, han har arvet fra sine forfædre, siger han. Johannes er bare 125 centimeter høj. Hans bedstefar og far var også små, og det samme er hans søn. Deres mødre havde alle 'normal' størrelse, og af en eller anden grund er det kun mændene i familien, der bliver små. Undersøger småfolk I næste måned rejser to forskere fra det indonesiske universitet Gadjah Mada til Akel og nabolandsbyen Rampassa for at tage mål af Johannes' familie og andre 'småfolk' i området. Størrelsen og proportionerne af deres lemmer og kranier skal så sammenlignes med verdens mest berømte skelet - Homo floresiensis, også kendt som hobbitten, den lille dame fra Flores eller blot Lian Bua, LB1, som forskerne skrev i deres notater, da de fandt hendes gamle knogler i en hule på Flores. Videnskabelig sensation Den 13.000 år gamle og 1,25 meter høje hominid med en hjerne, der var en tredjedel så stor som det moderne menneskes, blev fundet få kilometer fra Johannes' landsby sidste år. Fundet blev en videnskabelig sensation, da forskerne bag udgravningen offentliggjorde det i tidsskriftet Nature i oktober og hævdede, at der var tale om en ny menneskeart. De kaldte arten Homo floresiensis og forklarede, at den var en efterkommer af en af menneskets for længst uddøde forfædre, nemlig Homo erectus, der levede for mellem 1,8 millioner og 300.000 år siden. Det amerikanske tidsskrift Science udråbte fundet til et af de største i 2004. Ganske få arter Der er kun fundet fossiler af omkring 10 menneskearter og 50 underarter, så når man finder en helt ny, er det noget, der får antropologerne op af stolene. De fejrede Homo floresiensis som den mest opsigtsvækkende og betydende opdagelse i 150 år, som et gennembrud, der ændrede vores forståelse af den sene menneskelige evolutions geografi, biologi og kultur. Det var ikke blot den mindste hominid, man nogensinde havde fundet. Det australske forskerhold antydede ligefrem, at der stadig kunne leve en gruppe Homo floresiensis et sted i de tætte skove på Flores, fordi arten hører til så langt fremme på evolutionens tidslinje. Kritiske røster Men hver gang man gør et stort fund, følger der også vanskeligheder med, og i dette tilfælde er teorien om den nyfundne menneskeart kommet under voldsom og kvalificeret kritik fra akademikere i flere lande. I spidsen for denne gruppe kritikere står professor Teuka Jacob, chef for laboratoriet for bioantropologi og palæoantropologi ved Gadjah Mada-universitetet. Professoren er den eneste ud over udgravningsholdet, der har undersøgt skelettet, og han finder det muligt, at Johannes og hans familie nedstammer fra den lille dame fra Flores. En pygmæudgave Han er til gengæld overbevist om, at knoglerne ikke tilhører en ny art eller underart af slægten Homo, men derimod en pygmæudgave af nutidsmennesket Homo sapiens, der ikke er ulig Johannes fra Akel. Det konkluderer han på grundlag af sin foreløbige undersøgelse af de omstridte knogler, der nu opbevares bag lås og slå på hans universitet. Teuka Jacob hævder, at den enorme medieinteresse i oktober sidste år var et resultat af de unge forskeres hastværk og manglende grundighed. Nu er man på ingen måde uvant med strid og kiv i den antropologiske verden, men denne sag har for alvor splittet fagfolkene. Lian Bua, navnet på den kalkstenshule, hvor Homo floresiensis i oktober 2003 blev fundet 5,9 meter under bundlaget, betyder 'kold hule'. Den er mindst 10 grader koldere end den dybe dal med rismarker, som den ligger ud til. Det er også nemt at se, hvorfor det tidlige menneske brugte denne hule. Den er som skabt til jægere og samlere. Den er lys og tør, der er 20 meter til loftet; den er nem at forsvare og fuld af hemmelige rum. En stamme kunne snildt bo under drypstenene her. Tidligere udgravet »Det var her, de fandt skelettet«, siger Riccus Bandar, en bonde fra den nærliggende landsby Beotarar. Han var med til at grave og fungerer nu som hulens selvbestaltede kustode, guide og vagtmand. Han peger hen på et sted tæt på hulens venstre væg, hvor der er rodet op i jorden. »De fandt også dværgelefanter, komodovaraner og redskaber. Det er verdens smukkeste hule«. Hulen er tidligere udgravet af arkæologer, første gang i 1950'erne, og blandt indbyggerne i Beotaras findes der mange sagn og legender om den. Der tales om hunde, som er gået ind og aldrig set siden, og om en meget lille mand, der skulle være set i live derinde. Bag lås og slå 1.500 kilometer fra Flores, på øen Java, ligger professor Jacobs laboratorium. Stueetagen er et virvar af skabe og hylder, hvor materiale udgravet gennem 40 år ligger i stabler. Her finder man blandt andet hans egne omfattende fund af hominider. Men det seneste fund fra Flores er opbevaret i et pengeskab bag en solid ståldør. Som alle væsentlige fund i landet blev også knoglerne fra Flores overdraget til professorens laboratorium. Han afviser påstanden om, at han nidkært vogter over skelettet og nægter at samarbejde med sine fagfæller. Men professor Richard Roberts fra University of Wollongong i Australien, der var medforfatter til den oprindelige artikel i Nature, har en anden opfattelse: »Jacob har for vane at holde fossilerne for sig selv i lang tid. Han må ikke få lov til at beholde de her, til at bremse den undersøgelse, som han selv kræver gennemført. Jeg vil opfordre ham til at sende fossilerne tilbage«. Bare et menneske Professor Jacob er en af verdens mest erfarne palæoantropologer og en af Asiens mest anerkendte og kendte videnskabsmænd. Al hans erfaring fortæller ham, at der ikke er tale om en ny art. »Kraniet så ud til at stamme fra en primat. Da jeg tog det op, blev jeg klar over, at det var Homo sapiens. Vi foretog opmålingerne. Det kan forvirre nogle, at kraniet er femkantet. Senere så jeg bækkenet og lårbenet. Det er bare et menneske. Det er ikke erectus«. Hobitten en pygmæ Professor Jacob siger, at han bakkes op i sin vurdering af kolleger fra hele verden, og han håber at offentliggøre en artikel om fundet i tidsskriftet Science inden længe. Hans konklusion er, at hobbitten fra Flores er en pygmæudgave af det moderne menneske, Homo sapiens. »Disse pygmæer var tidligere ganske udbredt, men i dag er der kun små enklaver tilbage. Førhen var der langt større menneskelig mangfoldighed«, siger han. Richard Roberts afviser kategorisk, at han og hans forskerhold skulle have sjusket med arbejdet, og antyder, at kritikken fra Jacob og andre i virkeligheden skyldes, at fundet på Flores undergraver deres egen overordnede evolutionsteori. Professor Jacob står imidlertid fast: »Jeg vil nødig opfattes som en lyseslukker, men det er sandheden og ikke berømmelsen, vi søger«, siger han. Oversættelse: Tonny Pedersen