Judas var ingen forræder. Tvært imod. Han var den af Jesu 12 disciple, der stod frelseren nærmest og forstod hans budskab bedst. I øvrigt var det ikke for at få de 30 sølvpenge, at han angav sin herre til de romerske soldater og en aften for godt 2000 år siden i Gethsemane med et kys udleverede ham til sin skæbne. Det var, fordi Jesus selv havde bedt ham om det. Mørnet papyrus Det er ikke så lidt af en nyhed, der i 1700 år har ligget og mørnet i en stak papyrus i en hule et sted i Egypten. Om denne beskrivelse af Judas' rolle i optakten til korsfæstelsen er mere korrekt end den, der fortælles i Det nye Testamentes fire evangelier, vides ikke. Men sikkert er det, at videnskabsfolk mener at have fundet en kopi på det gamle egyptiske sprog koptisk af det såkaldte Judasevangelium, og at det rummer et længe tiltrængt skulderklap til en af verdenshistoriens mest fordømte personer, Judas Iskariot. »Herre, i et syn så jeg mig selv. Disciplene stenede mig til døde«, siger Judas ifølge evangeliet til Jesus. »Du vil blive den apostel, som bliver forbandet af alle de andre«, indrømmer Jesus, men tilføjer, at han kan komme i himlen. »Din stjernes glans vil overstråle alle de andre«, siger han. Fundet i hule I 1970'erne blev en stak papyrus indbundet i træ og læder fundet af landsbyboere i en hule nær El Minya i Egypten. I 1978 blev håndskriftet solgt til en antikvitetshandler, som ikke forstod, hvad han havde købt, og lå bl.a. i 16 år og smuldrede i en bankboks i New York, før en ny ejer i 2001 viste det til den schweiziske filolog og ekspert i koptisk, Rudolphe Kasser, og han identificerede Judasevangeliet, der ved en kulstof 14-prøve er tidsfæstet til år 220-340. I det første par århundreder efter Jesus cirkulerede talrige beskrivelser af hans liv. Da man begyndte at rydde ud, gik det bl.a. ud over de såkaldte gnostikere, som mente, at alle har en himmelsk gnist i sig, som er fanget i kroppens fængsel, men kan sættes fri. Forfatteren af Judasevangeliet har tilsyneladende ment, at Judas ved at angive Jesus til romerne netop hjalp ham til at gøre sig fri af kroppens fængsel. Det får næppe nogen stor teologisk betydning, mener professor, dr.theol. Søren Giversen, der har oversat samtlige hidtil kendte af de såkaldte apokryfe kristne tekster. »Men hvert eneste dokument, der dukker op, fortæller os mere om, hvordan det kristne budskab blev opfattet i de første århundreder«.