Forleden fiskede Per Juel Hansen et lille dyr op af havet, og hans kollega Niels Daugbjerg fastholdt det i sit kamera. Dyret har en farvestrålende rød algehave på toppen af sin mere farveløse cellekrop. Rundt om har det nogle store klare vinger. Det er en dinoflagellat, og i lærebøgerne står der, at der er tale om en plante. Og meget mere ved vi ikke. Nu siger Per Juel Hansen, at det også er det dyr. Et dyr med egen kolonihave, hvor den dyrker alger. Og det er lidt en nyhed. Forskellen på dyr og planter er, at mens planter bruger lys til at få energi, så spiser dyr mad. Både dyr og plante Denne elegante dinoflagellat kan begge dele. Algerne optager lys og omdanner det til energi, mens den i sin cellekrop ser ud til at have nogle mørke pletter, der kunne indeholde mad. Når Per Juul Hansen kommer hjem til Danmark, vil han skære den i skiver for at få syn for sagn. Det kræver en skarp diamantkniv for dinoflagellaten er blot en brøkdel af en millimeter stor. Dinoflagellater er ikke ukendte for mange danskere. Når der en sommernat dannes blåtlysende morild ved danske kyster, så er det dinoflagellaten Noctiluca Scintillans, der er mange af på et sted. Egen algehave I Danmark er netop den et dyr. Men finder man den i Syd Østasien (og måske også senere på Galathea-ekspeditionen), ja så er den samtidig en plante. I sit indre holder også den en veritabel kolonihave med sine helt egene alger, som ikke findes andre steder. Dvs. den både kan leve som dyr og som plante, hvilket er meget praktisk i områder, hvor mængden af næringssalte og dermed fødegrundlaget er sparsomt. Hvis der ikke er så meget mad, ja så laver den det selv. Områder som det Galatheaekspeditionens skib 'Vædderen' sejler over som nu det Indiske Ocean er netop kendetegnet ved at være fattigt på næringssalte, her langt ude i oceanet. Det er langt fra land og store havområder er så at sige indkapslet i havstrømme, der dels forhindrer tilførsel af næring udefra samtidig med at indholder bliver spist op. I dette område håber Per Juel Hansen at finde nogle spændende eksemplarer af dinoflagellater. »Mellem 3000 og 3500 arter er hovedsageligt beskrevet på udseende, men der ud over kender vi næsten ingen ting til dem. Det forsøger vi at råde bod på med dette«, siger han. Konkurerer med vandlopper En af de væsentlige forhold, der ser ud til at gøre sig gældende er, at dinoflagellagerne konkurrerer med de væsentlig større vandlopper om den samme føde. De bryder så at sige det klassiske mønster i fødekæden, idet flere af dem er i stand til at spise genstande, der er op til fem gange større end dem selv. En tommelfingerregel siger ellers, at dyr spiser ting der er 10 gange mindre end dem selv. Nogle af dem kan krænge deres celle ud over store genstande, andre igen benytter et slags sugerør til at suge maden i sig, mens endnu andre blot skal have noget at fribe fat i. En lille rift i en fisk kan være nok til at den bliver angrebet at dinoflagellaterne og således bliver spist op indefra. »For at kunne gennemskue hele fødekæden i havene, er det derfor afgørende at få et bedre kendskab til disse indtil videre ukendte organismer«, siger Per Juel Hansen.