Når man kigger på YouTube-videoen af He Jiankui, som fortæller om sit banebrydende og dybt kontroversielle eksperiment, venter man på det øjeblik, hvor den rolige og veltalende forsker i den nystrøgede lyseblå skjorte flækker sammen af grin og fortæller, at det blot er en dårlig joke, som skal få os til at tage en væsentlig diskussion. Inden det er for sent.
Det skete ikke, og heller ikke på det velbesøgte topmøde om human genredigering i Hongkong med det store presseopbud. Han fortæller sagligt om, at det er lykkedes ham med kunstig befrugtning at skabe de første genredigerede mennesker nogensinde i form af de nyfødte tvillinger Lulu og Nana. Ved at genredigere de befrugtede æg, før de blev implanteret i morens livmoder.




























