En af de helt centrale opgaver for den danske tech-ambassadør, Anne Marie Engtoft Larsen, bliver at få sociale medier som Facebook, YouTube og Twitter til at holde op med at favorisere de mest opsigtsvækkende nyheder og ekstreme synspunkter. Hun skal arbejde for, at sociale medier »skaber forståelse frem for splittelse«, som det hedder i den nye danske techstrategi, der blev fremlagt onsdag.
Det skal blandt andet ske ved at gå i »kritisk dialog« med branchen og skabe forståelse for, at »de må påtage sig et samfundsansvar«, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S). Men det bliver noget af en udfordring, for det er kernen i sociale mediers forretningsmodel at holde brugernes opmærksomhed fanget så længe som muligt, så de kan sælge flere reklamer.




























