En ny kinesisk chatrobot ved navn DeepSeek ser ud til at skabe bekymring hos investorerne i chipselskabet Nvidia.
Nvidia falder mandag mere end otte procent i det amerikanske formarked. Formarkedet er et sted, hvor investorer kan handle med aktier, inden børserne åbner.
Selskabet bag DeepSeek har angiveligt udviklet teknologien med et budget, der er markant mindre end nogle af de store techgiganters.
Udviklerne hævder blandt andet, at de har brugt langt færre avancerede computerchips fra netop Nvidia til at træne DeepSeek. Det skrev blandt andet New York Times fredag.
Amerikanske Nvidia ligger og kæmper med Apple og Microsoft om at være verdens mest værdifulde selskab målt på markedsværdi.
Det er særligt de mikrochips, der bruges til at træne modeller til kunstig intelligens, der driver forretningen.
Flere selskaber i den europæiske chipsektor ser også ud til at lide på børserne mandag.
ritzau


























