Fødsel og opfostring af børn bliver i dag betragtet som det største her i livet.

Så pyt med, at der nu er så mange forladte børn i verden, at man ikke behøver føde nogen selv.

Professionelle narcissister som Angelina Jolie og Madonna vil have deres egne små kopier oven i de afrikanske og asiatiske børn, som de samler sammen for at vise deres fordomsfrihed.

Barnepiger er sjældent med på de omhyggeligt opstillede familiebilleder. Vi skal forledes til at tro, at al børnepasningen er uproblematisk, nem og billig.

Den moderne amerikanske bibel for børneopdragelse er ’The Baby Book’ af William og Martha Sears, som argumenterer for begrebet attachment parenting (på dansk i favn, red.). Man skal bære sit barn i favnen, sove med det og fuldstændig tilpasse sig dets behov.

Der bliver sjældent talt om, hvordan man skal bære sig ad med dette og samtidig tjene penge til at forsørge barnet. Man formodes bare at være tilstrækkelig velhavende.

På et tidspunkt foreslår forfatterne endda, at man optager et lån, så man fuldstændig kan forme sit liv omkring barnets behov.

Når man så tilføjer tidens krav om ’grønt’ forældreskab – hjemmelavet babymad, stofbleer, masser af tid uden aftaler i kalenderen – har man det nye ideal.

Mindre kan ikke gøre det, for det vil være skidt for barnet. Pyt med forældrenes behov.

En dag vil i favn-principperne måske blive betragtet som kuriøse, men i dag går samfundet ud fra, at vi kan gøre vores børn perfekte gennem vores omsorg.

Der er ikke mange, det sætter spørgsmålstegn ved ideen, og amerikanske forældre slider sig selv op i forsøget på at skabe enestående børn.

Det er utrolig konkurrencepræget. Ingen forældre vil have at vide, at det er skønne spildte kræfter, især ikke en kvindelige advokat, der har opgivet sit arbejde for at passe sit barn.

Hun formodes at arbejde hen imod et højere mål, og hårdt arbejde skal gerne skabe resultater, uanset om det er på kontoret eller hjemme. Vi vover ikke at så tvivl om disse antagelser.

Det er ikke spor underligt, at filosoffen Elisabeth Badinters bog ’Le Conflit: La Femme et La Mere’ (Konflikten: kvinden og moderen, red.) er blevet en bestseller i Frankrig og snart vil blive udgivet i flere andre lande.

Badinter vover at sætte spørgsmålstegn ved i favn-principperne og påpeger, at de tilsyneladende velmente forventninger undertrykker kvinder i langt højere grad, end mænd nogensinde har gjort.

I favn-principperne i kombination med forventningerne om at opføre sig meget miljørigtigt er ensbetydende med kvindeundertrykkelse.

Kvinder føler ikke blot, at de skal være konstant sammen med deres børn, de skal også amme, tilberede hjemmelavet babymad og give afkald på engangsbleer.

Det er et fængsel for mødre og et lige så stort tilbageslag for kvinders frihed som antiabortbevægelsen.

Når en kendt mor som supermodellen Gisele Bündchen udtaler, at alle kvinder burde være forpligtet til at amme, udbreder hun den grønne forældrebevægelses propaganda.

Mødre har rigelig skyldfølelse uden yderligere regler. Jeg kunne godt lide at amme. Min datter hadede det. Mødre må have ret til at vælge frit.

Faktisk er der ikke meget, der er mere letpåvirkeligt end moderskabet.

Vi vil gerne tro, at det er noget uforanderligt, som styres af naturlovene, men moderskabet har i tidens løb dækket så vidt forskellig praksis som englemageri, overdragelse af børn til ammer samt spædbørnsmord.

Det besidderiske moderskab, som vi i dag opfatter som naturligt, ville have været bandlyst i de tidlige kibbutzer i 1940’ernes og 50’ernes Israel.

Nu om stunder er moderskabet blevet glamourøst, og i visse kredse er børn blevet et uundværligt statussymbol. Men vi skal ikke stikke os selv blår i øjnene: Børn som statussymboler kan være det ultimative fængsel for kvinder.

Er det overhovedet muligt at imødekomme både forældrenes og børnenes behov?

I landbrugssamfundene var det måske nok normalt at bære sit barn i en slynge, men i den moderne virksomhedskultur er der ikke plads til at amme på jobbet, endsige have barnet i favnen hele dagen.

Dermed har vi altså udviklet en ny torturform for mødre: en række forventninger, der betyder, at mødrene føler, at de ikke slår til, uanset hvor omsorgsfuldt de tager sig af deres børn.

Jeg forsøger at forestille mig, hvordan det ville have været for mig at skulle leve op til alle disse krav, da jeg var enlig mor med forfatterkarriere på fuld tid.

Jeg ville have været nødt til at tage mit barn med på foredragsturné, ind og ud af lufthavne, tv-studier og hoteller. Men det var umuligt. Hendes rytme og min rytme kunne ikke have været mere forskellige.

Derfor ansatte jeg barnepiger, lod min datter blive hjemme og følte mig skyldig over, at jeg ikke kunne gøre det anderledes. Selv hvis alle hoteller og alle lufthavne havde haft smukke børnefaciliteter – hvilket de naturligvis ikke havde – er børns rytmer og rutiner ikke så lette at ændre.

Vi befinder os i en tid, hvor man skærer ned på progressive velfærdspolitikker, og kvinder i politik har mere til fælles med Evita Peron end med Eleanor Roosevelt.

’Supermødre’ som Sarah Palin indrømmer aldrig, at der kan være problemer forbundet med at få og have børn. De indrømmer heller ikke, at de får hjælp udefra, men skubber børnene i armene på deres fædre og søskende. Barnet er blevet det ultimative politiske instrument.

Selv om i favn-principperne har en moderne, progressiv baggrund, er de et perfekt redskab for den politiske højrefløj. De bidrager i hvert fald til at holde mødre og fædre uden for den politiske proces.

Hvis man har travlt med at tage sig af sine børn uden hjælp fra samfundet og samtidig forsøger at tjene til livets ophold under en recession, bliver der ikke megen tid tilovers til at stille spørgsmål og forandre den verden, du og dine børn lever i.

Hvilken stresset og udmattet forælder har overskud til at protestere under de betingelser?

Den første bølge af feminister – i det 19. århundrede – drømte om fælleskøkkener og børnehaver. Over 100 år senere må vi lade os nøje med fastfoodrestauranter og fattige immigrantkvinder, som tager sig af vores børn, mens deres egne børn er ladt tilbage hos bedsteforældrene.

Vores kvindelige aner ville være rystede over, hvor lidt vi har ændret vilkårene for moderskabet.

Når man opgiver sit eget liv for at tage sig af barnet, bliver der skabt nogle forventninger, som efter al sandsynlighed vil blive knust, når barnet uvægerligt ønsker at løsrive sig på et tidspunkt.

Den enorme opmærksomhed fra forældrene hjælper heller ikke børnene til at blive selvstændige voksne. Børn, der aldrig skal løse deres egne problemer, kommer til at tro, at de ikke er i stand til at løse problemerne selv.

Sommetider bryder de sammen, når de flytter hjemmefra.

Kravet om det perfekte barn hviler ofte på mødrenes skuldre, og nu bliver der føjet endnu mere til byrden: Teorien om, at fosterstadiet er altafgørende for livet efter fødslen.

I bogen ’Origins: How the Nine Months Before Birth Shape the Rest of Our Lives’ (Oprindelse: Hvordan de ni måneder før fødslen former resten af vores liv, red.) beskriver Annie Murphy Paul videnskabens stadig voksende indsats for at fastslå, hvordan moderens kost, vægt, stressniveau, motion og andre faktorer påvirker fosterets udvikling.

Paul er ganske pragmatisk i spørgsmålet, men man kan ikke læse hendes bog uden at spørge: Og hvem er det, der har ansvaret for livet før fødslen? Moderen!

Nogle forældreguruer mener, at helikopterforældrene opstod, da flere mødre bevægede sig ud på arbejdsmarkedet. Det var med andre ord en form for modreaktion, fordi mødrene ville kompensere for deres fravær og skyldfølelse samt for de mange farlige og ukontrollable ting i den moderne families omgivelser.

Det lyder logisk. Når vi bevæger os væk fra fællesskabet, fokuserer vi mere og mere på vores individuelle børn og forstår måske ikke, at fællesskabet og barnet ikke kan adskilles.

Opdragelsesteorier har spillet en vigtig rolle for feminismens op- og nedture. Så længe kvinder er det køn, der har det primære ansvar for børnene, vil vi også være dem, der har mest at miste ved at acceptere ’den ædle ucivilisations’ syn på forældrerollen med alle idealerne om bæreseler og naturlighed.

Vi har brug for at blive gjort fri af skyldfølelsen vedrørende vores børn, ikke at blive yderligere bundet af den.

Vi har brug for, at nogen siger: ’Gør det, så godt du kan. Der er ikke nogen regler’.

Oversættelse: Mette Skodborg. Copyright: Erica Jong: Mother madness, Wall Street Journal, 2010.