I 2005 gav De os en gave: et fornemt hus på Holmen.

Vi flyttede ind, og det blev en spændende og travl tid, hvor vi gjorde vores bedste for at leve op til de nye flotte rammer og levere kunst i verdensklasse.

De første år var præget af glæde over de nye rammer og optimisme for fremtiden, men også af store udfordringer: Vi skulle pludselig levere mere end nogensinde før, samtidig med at vi skulle vænne os til det nye hus.

Nye store afstande, ny sceneteknik, nye garderober, ny logistik, ja, alt var i princippet nyt, undtagen os, der fyldte huset.

LÆS OGSÅ Desperate kunstnere beder Mærsk om hjælp

Publikum strømmede til. Alle ville se den nye opera, og nationen var stolt af sin nye flotte bygning på Holmen.

Men nu er Danmark i krise, og den politiske opbakning, der prægede de første år, er så godt som væk.

Operahuset er dyrt at drive, og det, der begyndte så godt, er pludseligblevet os en kilde til bekymring.

I stedet for at få den udvidelse, vi engang blev lovet, står vi nu i en situation, hvor vores kor efter alt at dømme skal beskæres med 16 stillinger, 33 procent, og således reduceres til et ensemble på cirka 40 sangere, derudover minimerer man ensemblet ved balletten, reducerer operasolistensemblet, fyrer en operarepetitør og en masse teknisk personale.

Ingen ved endnu, hvor dette ender.

At arbejde på et teater, og ikke mindst Det Kongelige Teater, er mere end et arbejde, det er en livsstil. Teateret bliver en del af éns sjæl, éns identitet.

Vi har alle elsket vores arbejdsplads og er gået på arbejde med stolthed.

At der skulle spares, vidste vi godt. At der skulle spares meget, vidste vi også – men det er kommet bag på os, at man er kommet dertil, at man er nødt til at skære helt ind i teatrets livsnerve: staben af udøvende kunstnere.

LÆS OGSÅ Operachef på knæ foran publikum: »Please. Kan I redde mit kor?«

Det er smertefuldt at opleve. Begynder man at tømme teatret for kunstnere, tømmer man det for sjæl og indhold, institutionens berettigelse begynder at smuldre, og vi får meget svært ved fortsat at kunne tiltrække gæstekunstnere fra verdenseliten.

Vi kan ikke lave opera i verdensklasse med et lille bitte operakor. Sammenligner vi os med andre europæiske lande og storbyers operahuse, tegner der sig et tydeligt billede af, at Danmark fra nu af hører til blandt de helt små, og vi får meget svært ved fortsat at kunne tiltrække gæstekunstnere fra verdenseliten.

For at nævne nogle eksempler: I Zürich, Prag, Bratislava, Frankfurt, Köln, Amsterdam, Helsinki, Oslo og Stockholm har operahusene kor, der tæller mellem 58 og 71 sangere. Staatsoper, Berlin, Deutche Oper, Staatsoper Wien og Pariseroperaen har operakor, der tæller mellem 83 og mere end 100 (!) sangere.

Det er krisetid, siger man, og skal vi ikke alle tage vores del af de byrder, det indebærer?

Man kunne spørge modsat: Har vi ikke i Danmark netop brug for kunst på højt plan i en krisetid? Foretage en investering, der gør nationen rigere? Som Uffe Ellemann-Jensen skrev i en kommentar i Berlingske sidste år: »Scenekunst på verdensplan er noget, som kan skabe national stolthed i en krisetid.

Og det får vi hårdt brug for i en tid, hvor danskernes selvopfattelse får hårde slag, når vores manglende præstations- og konkurrenceevne udstilles på det ene område efter det andet.

I denne fortvivlede situation kan vi ikke undgå at tænke på, hvad De, hr. Møller, mon føler ved at se Deres hus på den anden side af vandet lige så stille sygne hen, se lysene slukkes og høre musikken forstumme.

LÆS OGSÅ Det Kongelige Teater kan godt glemme alt om flere penge

Var det, De dybest set ønskede med Deres storslåede gave, ikke netop at give os mulighed for at vise, at Danmark, som den lille nation, det er, også på det kulturelle område med sin opera og sin ballet kan måle sig med det ypperste i Europas store kulturnationer?

Vi har intet højere ønske end at få lov til fortsat at gøre vore yderste anstrengelser for at leve op til de forpligtelser og forventninger, der naturligt følger med en gave af denne karakter. Men vi må desværre konstatere, at den mulighed ser ud til at blive os frataget, hvis de aktuelle spareplaner realiseres.

Med venlig hilsen, kunstnerne ved det Kongelige Teater