Det er velkendt, at folkeskolen har en særlig udfordring i forhold til undervisningen af tosprogede elever.

De tosprogede elever opnår i gennemsnit klart ringere resultater end deres etnisk danske jævnaldrende, og en alt for stor gruppe af især tosprogede drenge forlader i dag folkeskolen med så mangelfulde faglige færdigheder, at det er tvivlsomt, om de kan gennemføre en ungdomsuddannelse.

Selv om udfordringerne er veldokumenterede, er vores viden om, hvilke løsninger der for alvor kan løfte de tosprogede elever, sparsom. Debatten har i mange år været præget af ideologiske markeringer frem for viden. Modersmålsundervisningens mulige værdi eller skadevirkninger er et skoleeksempel herpå.

I Skolerådets formandskab er det vores ambition at sikre bedre viden om, hvordan folkeskolen kan mindske forskellen på de tosprogede elevers og de danske elevers udbytte af undervisningen.

En af de undersøgelser, vi har igangsat om emnet, offentliggøres i dag. Det drejer sig om undersøgelsen af undervisningen af tosprogede i Danmark og Sverige, som Anvendt KommunalForskning (AKF) har gennemført.

Undersøgelsen viser, at tosprogede elever i både Danmark og Sverige, der frivilligt deltager i modersmålsundervisning uden for skoletiden, i gennemsnit klarer sig lidt bedre end andre tosprogede elever, når vi sammenligner elevernes faglige resultater. Det gælder resultater både i læsning og i matematik.

Det er nærliggende på den baggrund at stille spørgsmålet: Bør undersøgelsen give anledning til ændringer af politikken om modersmålsundervisning i Danmark? Svaret er: Måske.

I formandskabet er vi af den opfattelse, at AKF’s undersøgelse indikerer, at der kan være positive effekter af modersmålsundervisning. Men den viser også, at det ikke altid er tilfældet. Der kan eksempelvis ikke påvises nogen effekt af den hidtidige modersmålsundervisning i Københavns Kommune.

Det er derfor vigtigt at afdække, hvornår modersmålsundervisning er til gavn for deltagerne. Ligeledes vil det være af stor betydning at få viden om, hvorvidt modersmålsundervisning er til større gavn for eleverne end flere timer i dansk og matematik.

En sådan viden kan opnås gennem systematiske forsøg, der klarlægger effekten af modersmålsundervisning sammenlignet med andre indsatser.

Vi har også et forslag til, hvordan det kan gøres. Vores forslag er, at der indgås et samarbejde med de 100 skoler, der har den største andel tosprogede. De kan herefter inddeles i fem grupper, der på forskellig vis får op til 10 timers ekstra undervisning om ugen, enten i modersmålet, i dansk eller i matematik.

Forsøget skal selvfølgelig ikke kun omfatte tosprogede elever på disse skoler, men alle elever i de klasser, der kommer med i forsøget.

Det er klart, at et sådant forsøg ikke er gratis. Forsøg af denne type vil forudsætte midler til de ekstra undervisningstimer og eventuelt til kompetenceudvikling af de lærere, der skal varetage undervisningen. Desuden vil der være behov for ressourcer til at sikre en kvalificeret og kontinuerlig evaluering og analyse af skolernes resultater.

Et forsøg som dette ligger derfor uden for de økonomiske muligheder, der er til rådighed for forsøg i regi af Børne- og Undervisningsministeriets Tosprogs-taskforce, som formandskabet bistår med at tilrettelægge og evaluere. Men værdien af resultaterne vil efter vores opfattelse være så stor for folkeskolen, at det er investeringen værd.

Men hvorfor er det nødvendigt med et forsøg? Hvorfor ikke med det samme gøre modersmålsundervisning obligatorisk? AKF’s undersøgelse giver ikke grundlag for at anbefale obligatorisk modersmålsundervisning. Det er der flere grunde til.

LÆS OGSÅDen monokulturelle skole er forældet

For det første omhandler undersøgelsen frivillig modersmålsundervisning, da deltagelsen i modersmålsundervisningen i både Danmark og Sverige er frivillig. Det forhold, at eleverne (og deres forældre) frivilligt vælger, om de vil tage imod et tilbud om modersmålsundervisning, gør, at vi skal være meget påpasselige med, hvilke konklusioner vi drager.

Det kan således ikke udelukkes, at de tosprogede elever, der frivilligt deltager i modersmålsundervisning, generelt er mere motiveret for at lære end de tosprogede elever, der fravælger den.

Det er en mulig hypotese, at det er forskelle i elevernes motivation, der forklarer forskellene i skolepræstationerne for elever, der har henholdsvis modtaget og fravalgt modersmålsundervisning – snarere end modersmålsundervisningen i sig selv, der har gjort en forskel.

For det andet kan det ikke udelukkes, at de elever, der modtager modersmålsundervisning, har forældre, der bakker mere op om skolegangen og har større forventninger til deres børn, end de elever, der fravælger tilbuddet.

Forældreopbakning og -forventninger er to faktorer, som forskningen viser med sikkerhed har stor betydning for elevens resultater. Det er en mulighed, at forældrefaktoren kan bidrage til at forklare elevresultaterne.

For det tredje ved vi, at ekstra undervisningstid har stor betydning for indlæringen. Det gælder ikke mindst for elever fra uddannelsesfremmede hjem og svag socioøkonomisk baggrund.

Ekstra ugentlige undervisningstimer – om det er i modersmål, i dansk, i matematik eller andre fag – kan i sig selv have en effekt på tosprogede elevers resultater. Derfor er det vigtigt at finde ud af, hvilket indhold i de ekstra undervisningstimer der giver det bedste udbytte for eleverne.

I én henseende giver undersøgelsen dog et klart svar: Modersmålsundervisning er ikke en modsætning til at lære dansk. Børn tager ikke skade af at bruge deres modersmål, selvom det er et andet end dansk, tværtimod.

Så hvorfor ikke vise, at vi anerkender fremmede modersmål, og samtidig få undersøgt, om det er en gevinst for folkeskolen at investere ressourcer i undervisning i dem?