Sådan så det ud, da Grøn Koncert i går offentliggjorde årets program med navne som Rasmus Seebach, Gulddreng, Christopher, L.O.C., The Minds of 99, Sivas, Scarlet Pleasure, Node og Kongsted. Ingen kvinder på plakaten. Bortset fra radiovært Sara Bro som ikke er musiker. Foto: Grøn Koncert/ Lasse Lagoni

Sådan så det ud, da Grøn Koncert i går offentliggjorde årets program med navne som Rasmus Seebach, Gulddreng, Christopher, L.O.C., The Minds of 99, Sivas, Scarlet Pleasure, Node og Kongsted. Ingen kvinder på plakaten. Bortset fra radiovært Sara Bro som ikke er musiker. Foto: Grøn Koncert/ Lasse Lagoni

Debat

Henrik Marstal: Grøn Koncert abonnerer på en machofortælling om, at kun mænd er værd at lytte til

Ingen kvinder spiller til Grøn Koncert i år – for festivalen er nemlig ude af trit med musiklivets generelle fokus på kønsubalancen. Men mon ikke også piger drømmer om at stå på en festivalscene?

Debat

Sidst i juli drager musikfestivalen Grøn – der tidligere hed Grøn Koncert – rundt i sommerlandet til en række af landets største byer, sådan som den har gjort det siden 1980'erne. Med sammenlagt omkring 170.000 tilskuere årligt er festivalen, der er arrangeret af Muskelsvindfonden med Tuborg og YouSee som hovedsponsorer, landets største festival og altså også den største familiefestival, vi har herhjemme.

Hvis man dermed tror, at festivalen tager ansvar for noget så rimeligt som mangfoldighed, tager man grueligt fejl. Ganske vist er der med de fem hovednavne The Minds of 99, S!vas/Ukendt Kunstner, L.O.C., Rasmus Seebach og Christopher både rock, hiphop og pop på programmet. Men som det fremgår, er det alene mandlige navne, der har fundet vej til scenen: Det gælder såvel de fem solister som de seks medlemmer af The Minds of 99.

Måske nogle af solisterne har enkelte kvindelige musikere eller korsangere med, men det ændrer ikke ved, at publikum vil se mænd, mænd og atter mænd på scenen

Desuden er yderligere tre mandlige navne – DJ'en Kongsted, poptrioen Scarlet Pleasure samt wildcardet Node – på plakaten, hvilket fuldender et program udelukkende med ét køn i front. Måske nogle af solisterne har enkelte kvindelige musikere eller korsangere med, men det ændrer ikke ved, at publikum vil se mænd, mænd og atter mænd på scenen.

Dog er der endnu tre åbne pladser i programmet, som Grøn ganske sympatisk vil give til de upcoming kunstnere på festivalens hjemmeside, som i en afstemning i disse dage vil få flest stemmer af publikum. Deres navne? Based Boys, Skinz, Fætr, Izzyy, Jeppe Loftager, ADHD, Gigis, Fouli og Bro. Køn? Tja. Alle mænd.

Det vil altså sige: Blandt festivalens otte offentliggjorte navne og ni mulige navne er der ingen kvinder. Ikke så underligt, at der på de sociale medier i disse dage kan spores stor frustration hos mange af landets kvindelige musikere.

For de føler sig ikke blot overset. De føler sig også nedgjort af en kultur blandt Grøns arrangører, der arbejder ud fra denne grundfæstede, men urimelige antagelse: Mænd alene laver den gode og vedkommende musik til familien Danmark.

Jeg spørger mig selv: Mon ikke også piger og kvinder i lighed med drenge og mænd drømmer om at stå på en festivalscene, som den Grøn kan levere? Og mon ikke også de tænker: Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at knokle med musikken, så nogen en dag ser os og putter os op på den scene?

Mon ikke også piger og kvinder i lighed med drenge og mænd drømmer om at stå på en festivalscene som den Grøn kan levere?

Det forpligter at præsentere musik foran et så stort publikum, hvoraf formodentlig halvdelen er kvinder eller piger. For der er jo masser blandt publikum, som lige netop ikke ser sig selv genkendt i deres mere eller mindre vage drøm om at stå på Grøns scene, når det er mænd, der totaltdominerer billedet.

Det er tankevækkende, at landets største musikfestival lader til at være er helt ude af trit med den stigende opmærksomhed på kvindelig repræsentation i musiklivet, som en lang række gatekeepers i dansk musikliv ellers for længst har sat i værk.

For eksempel har genreorganisationerne ROSA og Jazz Danmark foruden flere musikskoler de seneste år iværksat musikcamps alene for piger. Og brancheorganisationen Dansk Live har sammen med en række andre organisationer siden november arrangeret morgenmøder i København, der har sat fokus på kvinder i musiklivet, samtidig med, at organisationerne har udarbejdet statistikker over kønsubalancen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Desuden har musikkritikere igen og igen problematiseret festivaler, der afstår fra at forholde sig til kønsubalancen i deres program. Og Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, som jeg selv er medlem af, har siden 2015 skabt øget opmærksomhed om kvinders repræsentation i musiklivet.

Alt dette er gået helt hen over hovedet på Grøn.

At finde det påkrævet med langt flere kvinder i musiklivet er ikke nødvendigvis udtryk for den feministiske grundtanke, at lige vilkår for alle køn skal have høj prioritet, selvfølgelig med behørigt fokus på kvalitet blandt de optrædende. Nej, det kunne også være udtryk for sund fornuft.

For det mandlige patent på at præsentere musik, på så bredt appellerende en festival som Grøn, risikerer nu at blive en pinlig kliché. For hvorfor skal publikum dog opleve alene mandlige erfaringsverdener og attituder på scenen, når kun halvdelen af publikum er af hankøn?

Hvorfor skal publikum dog opleve alene mandlige erfaringsverdener og attituder på scenen, når kun halvdelen af publikum er af hankøn?

Grøn abonnerer på en machofortælling om, at mænd og kun mænd er værd at lytte til, samtidig med, at den intet aktivt gør for at opmuntre pigerne og kvinderne blandt publikum til at opleve rollemodeller på scenen af deres eget køn.

DR bragte på sin hjemmeside torsdag en artikel om det festivalens fravær af kvindelige kunstnere. Her udtalte Grøns talsperson Theis Petersen, at det ikke havde kunnet lade sig gøre at finde nogle kvindelige kunstere: »der havde tid, lyst og mulighed«. Og han tilføjede: »Sådan er det nogle gange«. Men som en kvinde tørt kommenterede på Facebook: »Så var det sørme da heldigt, at de kunne finde mænd, der havde tid. Ellers måtte de jo have aflyst!«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg nægter ganske enkelt at tro på, at festivalarrangørerne har gjort, hvad de kunne for at få kvindelige kunstnere med tilstrækkelig stor appel i spil. Jeg tror, at de i stedet har været for uopmærksomme, for fantasiløse og for arrogante. Og de har ikke ledt hårdt nok. Er arrangørernes respekt for kvindelige kunstnere og festivalens kvindelige publikum virkelig så lille?

Lov os nu, Grøn: Lad det ikke ske igen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce