»Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol bør centrere sin indsats om at behandle de allervæsentlige menneskerettighedskrænkelser«, mener juraprofessor Mikael Rask Madsen.
Tegning: Mette Dreyer (arkiv)

»Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol bør centrere sin indsats om at behandle de allervæsentlige menneskerettighedskrænkelser«, mener juraprofessor Mikael Rask Madsen. Tegning: Mette Dreyer (arkiv)

Debat

Interview med juraprofessor: Menneskerettigheder må ikke behandles som et tagselvbord

Et opgør med konventionerne med udgangspunkt i indenrigspolitisk fnidder kan få globale konsekvenser, mener juraprofessor.

Debat

Danmark overtager til november formandskabet for Europarådet. Regeringen vil benytte lejligheden til at se kritisk på Den Europæiske Menneskerettighedskonventions dynamiske fortolkning – det, at dommerne i deres fortolkning forsøger at tilpasse konventionsteksten fra 1950 til nutiden. Det er godt med en debat om det bjerg af sager, der tårner sig op i Strasbourg, men regeringen skal passe på ikke at vælte hele korthuset med enkeltsager og nationale særinteresser, siger Mikael Rask Madsen, juraprofessor ved Københavns Universitet.

»Ændrer man Den Europæiske Menneskerettighedskonvention på baggrund af indenrigspolitiske enkeltsager, risikerer vi at smide barnet ud med badevandet«.

Klasseeksemplet er den kriminelle Gimi Levakovic, som Højesteret afgjorde ikke kunne udvises med henvisning til artikel 8, der handler om retten til privatliv og familieliv, fortæller juraprofessoren.

Hvilke konsekvenser kan ønsket om ændringer få?

»Det kan have store globale konsekvenser, hvis man ændrer i konventionen på grund af nationale særinteresser. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er inspirationskilde for retssystemer i hele verden og den mest citerede domstol i verden. Den indiske højesteret, der har betydning for knap en milliard mennesker, lader sig inspirere af retspraksissen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol«.

Er det ikke problematisk, at konventionerne beskytter kriminelle udlændinge?

»Det hedder sig, at vi ikke kan udvise kriminelle udlændinge på grund af Levakovic-sagen, hvilket både juridisk og statistisk set er ukorrekt. Danmark udviste ifølge Justitia sidste år knap 2.000 personer ved dom. Så det er ikke korrekt, at vi ikke kan udvise kriminelle udlændinge på grund af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention«.

Kan det ikke få alvorlige konsekvenser for den internationale retsorden, hvis skiftende regeringer kan gå ind og ændre i konventionerne efter forgodtbefindende?

»Jo, derfor er det også væsentligt, at de ansvarlige stater arbejder for ændringer, der gælder systemets egentlige udfordringer, og måden, konventionerne administreres på af domstolen. For hvis Danmark vil have en lille ændring af artikel 8, så er der utvivlsomt mange små ændringer, som f.eks. russerne kunne tænke sig i forhold til forbuddet mod tortur. For ikke at nævne, hvad Aserbajdsjan, Tyrkiet og Polen kunne ønske sig. Så det, at Danmark føler behov for at sende en enkelt person ud af landet, kan være meget dyrt købt«.

I foråret blev udleveringen af tre kvinder og en mand til Rumænien, som var anklaget for menneskesmugling, afvist af Højesteret med henvisning til Menneskerettighedsdomstolen, da nogle af de rumænske fængselsceller er mindre end tre kvadratmeter. Hvis nationale særinteresser får indflydelse, så kan for små rumænske fængselsceller i sidste ende blive legitime, advarer Mikael Rask Madsen.

Mængden af sager i Strasbourg skal ned. Lige nu er der knap 90.000 sager, der ligger og venter, og domstolen kan vel afgøre omkring 1.000 sager om året

»Det er utvivlsomt en glidebane, hvis man begynder at anskue menneskerettigheder som et tagselvbord. Det kan systemet ikke holde til på langt sigt. Det er typisk mere eller mindre tvivlsomme stater, der gør sig til talsmænd for den løsning. Et andet forslag, der har været fremme i danske medier, er, at staterne skulle kunne vælge, hvilke domme de ønsker at følge. Men det er vanskeligt at fastholde autoriteten i et juridisk system, hvis det betragtes som et menukort, man frit kan vælge fra«.

Er Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols autoritet udfordret?

»Ja, og det skal tages alvorligt. En domstol uden autoritet vil på den lange bane løbe ud i sandet. Hvis landene konsekvent ikke efterlever domstolens afgørelser, vil der komme et tidspunkt, hvor det ikke længere er værd at investere i at tage en sag til Strasbourg. Advokaterne vil fortælle deres klienter: ’Glem det. I kan få en dom, men vi får den aldrig efterlevet’.

Domstolen og konventionernes autoritet er grundlæggende set stadig fastholdt i Danmark, siger juraprofessoren.

»Men autoriteten bliver i stigende grad udfordret af enkeltsager, der afføder en overophedet debat. Der bliver givet meget spalteplads til hovedløse forslag, der ingen gang har på jord«.

Udfordrer Danmark autoriteten?

»Historisk set har Danmark altid støttet op om internationale institutioner. Det har vi gjort ud fra den simple kalkule, at man får en hel uforholdsmæssig stor magt som en lille stat i regi af internationale institutioner«.

Det er ikke så lang tid siden, Danmark havde en klar førerposition på menneskerettighedsområdet, fortæller Mikael Rask Madsen. F.eks. er det ikke mere end 20 år siden, at Danmark selvstændigt kritiserede Kina.

Er vi ved at miste vores duksestatus?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Der har selvfølgelig været ting omkring flygtningestrømmen, hvor udmeldinger fra særligt Inger Støjberg har givet skår i det danske glansbillede, men overordnet er Danmark stadig en særdeles legitim aktør i den sammenhæng«.

Domstolen har ændret praksis

Der har været mange tekniske ændringer af konventionen, men det nye er, at man stiller skarpt på det politiske spørgsmål om, hvorfor man f.eks. har en dynamisk fortolkning. I 2012 vedtog man Brighton-erklæringen, hvor man for første gang i 55 år rykkede ved fundamentet for konventionerne og flyttede mere af magten fra domstolen til medlemslandene med et subsidiaritetsprincip. Det betyder, at afgørelserne så vidt muligt skal tages på nationalt niveau. Det har givet staterne en større national skønsmargin.

Er det dit indtryk, at regeringens hensigt er at styrke de internationale konventioner, eller vil de svække dem?

»Hvis de skal gøre det, der er bedst for både Danmark og Europa, så er det ikke at gå ind i enkeltsager. Vi ved fra Brighton-erklæringen, at hvis medlemsstaterne i samlet flok melder klart ud, hvad de ønsker politisk, så har det en effekt. Vi kan som forskere konstatere, at domstolen faktisk har ændret praksis efter Brighton-erklæringen. Og dens ændringer i retspraksis har betydning for bl.a. artikel 8, som udvisningssagerne typisk hænger på. Det er et oplagt mål for en Københavnererklæring, at den sender et signal til menneskerettighedsdomstolen om, at den igangværende udvikling omkring subsidiaritet skal fastholdes«.

Er der overhovedet behov for at lave en Københavnererklæring, hvis staterne allerede har fået en udvidet skønsmargin?

»Ja, for der er rigeligt at tage fat på: sagsmængden, subsidiaritet og ikke mindst kommunikationen mellem medlemsstaterne og domstolen for at nævne det mest oplagte. Men jeg vil stærkt anbefale, at man ikke forplumrer et formandskab i Europarådet med en tilfældig indenrigspolitisk dagsorden, der er affødt af en enkelt dom. Det er trods alt 20 år siden, vi havde formandskabet sidst«.

Autoriteten skal genvindes

Det er uholdbart, at der er så stor kritik af et menneskerettighedssystem, mener Mikael Rask Madsen. Men alligevel peger han på, at den relativt nye debat kan give konventionerne fornyet legitimitet, hvis det gøres rigtigt.

»En domstol skal helst ikke være emne for politisk årvågenhed. Den skal sådan set bare gøre sit job. Hvis man tog krikken for pålydende, så kunne man foranlediges til at tro, at domstolen var helt ude af trit med medlemslandene. Men at tage debatten og afkræfte de værste fordomme er potentielt meget legitimerende for systemet på den lange bane. Menneskerettigheder har central betydning for udviklingen af et samfund, så det er helt legitimt, at man tænker på, hvordan man sikrer et sammenspil mellem ret og politik. Autoritet er noget, der altid skal genopdages. Den skal hele tiden rekonsolideres, og den kan tabes. Med den kritik, der har været, er det ret væsentligt, at man får konsolideret autoriteten igen«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvordan skal autoriteten genvindes?

»Mængden af sager i Strasbourg skal ned. Lige nu er der knap 90.000 sager, der ligger og venter, og domstolen kan vel afgøre omkring 1.000 sager om året. Så det er vigtigt, at man kigger på sagsmængden. Det gør domstolen sådan set allerede ved, at den giver større skønsmargin til lande som Storbritannien og Danmark. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol bør centrere sin indsats om at behandle de allervæsentlige menneskerettighedskrænkelser«.

Hvilke sager er væsentlige?

»Det er relativt. Når jeg siger, at der er 90.000 sager lige nu, så kunne der lige så godt være 500.000. Det er toppen af isbjerget, vi ser af sager i Strasbourg. Det afhænger reelt af effektivitet blandt advokaterne i de forskellige medlemslande. De systematiske overtrædelser, som f.eks. at fængselscellerne i Rumænien er for små, har en domstol svært ved at løse. Det hjælper reelt ikke meget at dømme det samme forhold igen og igen, for en løsning kræver politisk handling. Jeg siger ikke dette for at forklejne sagernes vigtighed, men man er nødt til at se realistisk på, hvor mange sager domstolen kan dømme på et forsvarligt grundlag, og hvor den bedst kan fremme menneskerettighederne. Derfor er det mere ærligt at sige, at domstolen først og fremmest skal tage stilling til de to slags sager: de mere principielle sager og de mest alvorlige sager, hvor folks liv og frihed er på spil«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce