Debatten om topskatten er en darling for regeringen og dens højtlønnede støtter, som har stor medfølelse med dem, der skal aflevere lidt over halvdelen af deres løn. Topskatten er uretfærdig, simpelthen.
På selveste kvindernes internationale kampdag udtalte Charlotte Rønhof, underdirektør i Dansk Industri, sig i P1-Morgen om kampen for mere lighed mellem kønnene, når det kommer til topchefstillinger.
Hun nævnte skattelettelser som et middel, idet skattelettelser ville betyde, at karrierekvinderne kunne ansætte (lavtlønnet, sikkert kvindelig) hushjælp derhjemme, og dette ville måske kunne føre til, at de ville søge de tidskrævende chefstillinger.
Sådanne udtalelser er for mig indbegrebet af, at højtlønnede i Danmark savner et seriøst realitytjek.
Der findes et begreb – prioritering hedder det. Man arbejder også med det i ledende stillinger, når man skal træffe valg om alt fra investeringer til fyringer. Hvad er så problemet, når det kommer til at prioritere i privatøkonomien? Er det seriøst, at topskatten er afgørende for, om disse kvinder har råd til at få gjort rent derhjemme?
Løkke vil have Samuelsen til at erkende nederlag om topskat’Almindelige mennesker’ prioriterer hele tiden ud fra de midler, de har til rådighed. Nogle får så lidt i løn, at de ikke kan prioritere, der er hverken råd til nyt tøj eller barnets klaverundervisning.
Men de højtlønnede – dem er det synd for, hvis de skal undvære et par restaurantmiddage, skiferien i Frankrig eller et par sko i Lars Løkkes prisklasse for at få råd til en rengøringshjælp?
Hvis der er en ting, som jeg savner rigtig meget i debatten, så er det, at vi i modsætning til de mange polariserede samtaler om skattetrykket, taler mere om vores løn.
At vi tager nogle diskussioner om lønforskelle. At vi ikke kun taler om løn og skat ud fra frie markedskræfter, ud fra hvad man kan få i løn, men også ud fra hvorvidt en løn er rimelig. At vi sammenligner løn med hinanden i stedet for at se løn (og skat) isoleret.
Og at folk, der klager over at betale så meget i skat, ser på deres løncheck med samme briller. Systemet er jo indrettet således, at der er en sammenhæng mellem, hvor meget man tjener, og hvor meget man betaler i skat.
Der er en diskrepans mellem, at de, der raser over topskatten og kalder den uretfærdig, ikke sætter det mindste spørgsmålstegn ved, om de fortjener deres løn, om den er retfærdig.
Hvad er det man siger? Har man sagt A, må man vel også sige B.
Lønforskellene i Danmark er blevet så store inden for forskellige faggrupper, at den højtlønnede del af befolkningen lever i en boble, hvor de kun har begrænset erfaring og berøring med, hvad andre borgere skal klare sig for. Borgere, der også knokler 37 timer plus det løse.
Jeg ønsker ikke et samfund, hvor alle får præcis det samme i løn. Jeg anerkender, at der er parametre som uddannelse og ansvar, der også spiller ind. Men det holder ikke længere proportionelt set.
Vi taler om forskelle i løn, også mellem uddannede mennesker, der ligger på mellem 100-1.500 procent. Altså nogle, der tjener det dobbelte, det firdobbelte, det tidobbelte af andre. Hvad er det, de laver, der er så meget mere værd? Er det retfærdigt med så store lønforskelle?
Jeg savner en debat om arbejdets værdi. Jeg er dybt uenig i den værdisætning af arbejdskraft, der hersker i vore dage. Se på lønforskellen mellem forskellige brancher, for eksempel universitetsuddannede inden for humaniora kontra naturvidenskab. Mellem det offentlige og det private.
Overklassen stikker af i al hemmelighedAlt for mange mennesker får lidt for lidt i løn. Vi glemmer, at vi alle udgør vigtige møtrikker i samfundshjulet. Der er mange grupper, der i mine øjne bør have mere i løn, eksempelvis sosu-assistenter, pædagoger og politibetjente. Andre gruppers lønninger i Danmark er alt for høje og skaber eskalerende ulighed, en ulighed, som ikke kommer samfundet til gode i sidste ende.
Den Internationale Valutafond IMF konkluderede i en rapport fra 2015: Væksten vokser ikke af stigende ulighed. En større indkomststigning for de 20 procent fattigste skaber vækst.
Så når politikere og erhvervsmænd og -kvinder strøer krymmel ud over kagen og siger det modsatte, så taler de i virkeligheden kun på deres eget segments vegne. Det er usandt, hvis de siger, at skattelettelser i toppen er for vækstens skyld.
Det værste er, at jeg tror, de godt er klar over, at det ikke passer, jeg tror, de synes, det er en del af gamet, primært at tale egne interesser og kun sekundært at tale sandt.
Regeringen og Socialdemokratiet siger, at det skal kunne betale sig at arbejde. For at få folk til at føle, at deres job er noget værd, skærer de i dagpengeydelser og kontanthjælp, så forskellen på ’i arbejde’ og ’ikke i arbejde’ bliver væsentligere ud fra devisen: Gør det værre for andre, så det ser bedre ud for resten. Smart!
Hvad med i stedet at sætte lønnen op for dem i bunden?
Jeg har ikke ondt af dem, der betaler en høj skat, jeg ville med glæde tjene som dem og betale endnu mere i skat end dem.
Tænk, at man kan tilhøre den befolkningsgruppe, der har den højeste løn, også efter at man har betalt topskat, og så alligevel kan føle sig snydt?
fortsæt med at læse
