Kære DR, jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde. Jeg er ked af at høre, at du bliver skudt på fra alle sider og langsomt smuldrer. Du gør mig så glad, men du frustrerer mig som bare fanden.
Du har givet mig nogle af de største og mest tydelige minder fra min barndom. Min storesøster og jeg sad troligt og så ’Fjernsyn for dig’ med hinanden i hånden og sommerfugle i maven. Vi ventede på alle de historier, vi skulle have fortalt af dig. Vi grinte og jublede, gyste og græd, til dine fortællinger om Lotte, Nana, Bamse, Buster og alle de andre.
