Det ser ud til, at regeringens forslag om ny læreruddannelse får et flertal imod sig i Folketinget, idet den samlede opposition samt Enhedslisten ønsker faget kristendomskundskab/livsoplysning/medborgerskab (KLM) bevaret, dog vil Enhedslisten have erstattet kristendom med religion, hvilket næppe vil skabe den store uenighed.

Dermed falder hele forslaget til jorden, fordi afskaffelsen af KLM skulle give plads til det nye fag pædagogik og lærerfaglighed, der skulle dreje hele læreruddannelsen i retning af rene kompetencemål uden indholdsmål.

Men nedlæggelsen af KLM-faget er kun toppen af det isbjerg af kulturløshed, som arkitekterne og bureaukraterne bag forslaget står for. De har ønsket enhver tale om et almendannende indhold fjernet fra læreruddannelsen og dermed fra folkeskolen. De ønsker fagligt stærkere studerende i denne uddannelse; det kan ingen have noget imod; men de ønsker ikke, at uddannelsen skaber mere socialt og kulturelt engagerede studerende. Det er fatalt.

Den såkaldte følgegruppe, som uddannelsesminister Morten Østergaard har fulgt næsten til punkt og prikke i formuleringen af forslaget, kan siges at have været i god tro. Ved en lovændring i 2006 udtrykte læreruddannelsens forligspartier, som SF og Enhedslisten dog ikke hørte til, ønsket om at styrke læreruddannelsens linjefaglighed og pædagogiske kompetence.

Derfor blev følgegruppen nedsat for over en årrække at kortlægge styrke og svagheder i den ændrede læreruddannelse, og man har haft møder med en række af uddannelsessystemets aktører, dog ikke med repræsentanter for KLM-faget. Det sidste er ikke så mærkeligt, eftersom man på forhånd mente, man handlede politisk korrekt ved at forslå det almendannende i læreruddannelsen udrenset.

Men nu opdager politikerne åbenbart, at man er gået for vidt i kravet om ’faglighed’, så forslaget om ny læreruddannelse ikke alene undsiges af et flertal af partier, men præsenteres af den minister, der har fremsat forslaget, som om det handlede om både at sikre faglighed og almendannelse.

I en række aviser, bl.a. i Politiken 6.5., har han nemlig påstået, at hensigten med reformen af læreruddannelsen ikke er at reducere den almene dannelse i skolen, men sikre, »at den almene dannelse gennemsyrer alt, hvad der foregår på læreruddannelsen og dermed i folkeskolen«.

Denne erklæring må i sandhed undre, når man har læst hans oplæg til reformen, hvor almendannelsen hverken findes i ånd eller bogstav. Og helt absurd bliver det, når han i samme avisartikel henviser til, at reformforslaget ligger i direkte forlængelse af anbefalingen fra den følgegruppe med eksperter, der i februar afleverede en omfattende rapport til ham.

Det sidste er nemlig så sandt, så sandt, og et fremtrædende medlem af følgegruppen, professor ved Aarhus Universitet Jens Rasmussen, har da også sammen med den tidligere dekan for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Lars Qvortrup rost Uddannelsesministerens reformforslag til ug i Politiken (24.4.), selv om de beklager, at der ikke er penge til at gøre undervisningen på professionshøjskolerne forskningsbaseret, sådan som de har ønsket.

Hvis ministeren så blot havde erkendt, at regeringens forslag vil afskaffe det almendannende i skolen, havde han i det mindste været konsekvent, men til gengæld havde han så været i flagrant modsætning til, hvad de fleste indtil nu har opfattet som en af Det Radikale Venstres mærkesager, nemlig almendannelsen.

Man behøver blot at tænke på den rapport om kvalitet i uddannelsessystemet, som daværende undervisningsminister Margrethe Vestager stod for i 1998, hvor man advarede imod udelukkende at satse på faglige færdigheder og slog fast: »en grundlæggende værdi er, at uddannelse giver almen dannelse«. Det må hun, ligesom Morten Østergaard, også hævde i dag, hvis partiet skal bevare sin troværdighed i værdipolitikken.

Men hvorfor har regeringen så bevidstløst fulgt nogle eksperter, der nu i en årrække han været fortalere for et uddannelsessystem uden almendannelse som indholdsmål? Hvorfor bad uddannelsesministeren ikke om kommentarer til følgegruppens rapport fra andre eksperter på uddannelsesområdet, før han lod sit ministerium udarbejde forslaget om ny læreruddannelse? Han kunne vel også bare have konsulteret nogle af sine partifæller, som kender noget til folkeskolen.

Men han troede vel ligesom følgegruppen selv, at der nu blæste andre politiske vinde i pædagogikken. Og man skal ikke lade sig narre. Disse vinde blæser stadigvæk, og derfor er det nok en god idé at se på nogle af de mestertænkere, der står bag. Hvad er det for en ideologi, de lægger til grund for kampen imod almendannelsen? Hvad er det for argumenter eller pseudoargumenter, man fremfører, og som indtil nu har forført mange i uddannelsessektoren?

Lad os først se nærmere på det nye forslag om læreruddannelse for derefter at gå til ’mestertænkerne’ bag forslaget.

I forslaget begrundes udspillet med, at læreruddannelsen skal »udklække dygtigere og mere arbejdsparate lærere«, der er »mere specialiserede og dybere funderet i de fag og den viden, de skal ud og give videre til vores børn – særligt i de vigtige fag som dansk og matematik«. Man vil give »folkeskolen det løft, der skal være med til at fremtidssikre det danske samfund«.

Det lyder jo smukt, men hvad er det for et højere fagligt niveau, man tilstræber? Det er et niveau, der er rent redskabsorienteret. Dvs. man skal kunne skrive og regne. Man hvad med samfundskundskab, litteratur, historie og religion? Det siges der intet om.

Man vil i øvrigt lægge »grunden for en mere international uddannelse til gavn for eksempelvis sprogfagene«. Man vil give eleverne »mulighed for et øget internationalt udsyn i uddannelsen, eksempelvis via udlandsophold«. Det lyder jo også godt, men skal eleverne høre noget om vores politiske ansvar på verdensplan for kampen imod den globale opvarmning, den globale kasinoøkonomi, den ekstreme nationalisme, der hinder sameksistensen mellem nationer og kulturer?

Det siges det intet om. Det er ikke blot de nationale værdier, man ikke mener, uddannelsen skal handle om; den skal heller ikke handle om verdensborgerlige værdier. Den skal i det hele taget ikke handle om værdier. Det internationale udsyn er her ren redskabstænkning.

Forslaget ønsker en såkaldt ’deregulering’, dvs. mere frihed til professionshøjskolerne til at tilrettelægge »arbejdsmarkedsrelevante uddannelser«. Men det er alligevel så som så med friheden, for der skal fastsættes »centrale kompetencemål for undervisningskompetence i folkeskolens enkelte fag«, og specialpædagogik og dansk som andetsprog må ikke mere være selvstændige linjefag, men skal indgå som dele af det nye fag pædagogik og lærerfaglighed.

Man får den tanke, at ’dereguleringen’ i virkeligheden blot skal dække over, at disse fag opsluges af et større fag, og at KLM afskaffes som obligatorisk fag.

Hele uddannelsen og især det nye fag pædagogik og lærerfaglighed skal alene koncentrere sig om, »hvad der virker i folkeskolen«. Hvad betyder det?

Her kommer vi til mestertænkerne. Lad os holde os til de to pædagogiske professorer, der allerede er nævnt, og som går igen i debatten med skiftende medforfattere og sommetider også skriver sammen: Lars Qvortrup og Jens Rasmussen.

Lars Qvortrup blev dekan for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole i 2008, efter at Danmarks Pædagogiske Universitet var blevet slugt af Aarhus Universitet og forvandlet til en skole, dvs. et fakultet i dette universitet.

Han skrev i Berlingske 5. marts 2010: »Pædagogik skal først og fremmest skabe grundlag for den undervisning, der virker« og forklarede: »Det betyder med et lidt snørklet udtryk, at vi er nødt til at få ’pædagogikken didaktiseret’. Det vil sige, at pædagogik ikke først og fremmest er et normativt og filosofisk fag, hvis ledestjerne er dannelse«.

Læg mærke til, hvad Qvortrup her vendte sig imod: dannelse, normativitet og filosofi. Dette var kort før, han i praksis viste, hvad han mente ved at varsle afskedigelse af tre lektorer i pædagogisk filosofi, fordi deres forskning og undervisning ikke var ’relevant’.

Dette rejste som bekendt voldsomme protester, ikke blot i Danmark, men fra alle nordiske lande og også internationalt. Alle tre afskedigelser blev annulleret, og Qvortrup måtte forlade DPU. Men det var klart, at han ikke mente, at dannelse, etik og filosofi hørte hjemme i den teoretiske pædagogik.

Jens Rasmussen, der har været teoretikeren blandt forfatterne til det omtalte følgeudvalgs rapport om ’Deregulering og internationalisering’, udgav i 2008 sammen med Søren Kruse og Claus Holm bogen ’Viden om uddannelse’.

I denne bog sættes spørgsmålet ’Hvad virker’ op som det ledende spørgsmål for uddannelsesforskningen. Man går ud fra den opfattelse, »at der må findes bestemte undervisningsmetoder, som er mere effektive and andre – uanset målgruppe, fagligt indhold og institutionel kontekst – nemlig dem, der virker«.

Forfatterne mener i øvrigt, at »ikke mindst de middelmådige elevresultater i Pisa-undersøgelserne har drevet denne interesse frem«. Her tænker de især på de sammenligninger af resultater fra test af 15-årige skolebørns viden og kunnen i forskellige lande. Pisa er en forkortelse af ’Programme for International Student Assessment’ (program for international elevvurdering). Pisa og lignende undersøgelser viser, at danske børns kundskaber i læsning, matematik og naturfag ikke ligger så højst som visse andre landes børn.

Det har Jens Rasmussen i øvrigt sammen med to andre afleveret en rapport om til den forrige regerings ’rejsehold’ i april 2010. Her sammenligner han danske elever med elever fra tre andre lande: Canada, Finland og Singapore for at vise, at Danmark sakker bagud i forhold til disse ’toppræsterende lande’.

Men hvilke fag har man set på? Pædagogiske fag, matematik og naturfag. Ikke sprog, litteratur, historie, samfundsfag og religion! Alene dette siger noget om sammenligningens værdi. Men hvilke samfundsborgere, hvilke socialt bevidste mennesker, hvilke alment dannede folk, hvilke demokratiske verdensborgere, der kommer ud af uddannelserne i de forskellige lande, kan man naturligvis slet ikke måle på rene kundskaber i fagene.

Vor egen fremtid og de kommende generationers livsvilkår afhænger imidlertid af, om vi danner os selv og den opvoksende generation til demokratisk ansvarsbevidsthed.

Hvordan kan politikere så tillægge Pisa-sammenligninger nogen særlig værdi som målestok for vores uddannelsesniveau?

Det gives der ikke noget svar på, heller ikke i den seneste rapport, som Jens Rasmussen har været med til at skrive, og som uddannelsesministeren har fulgt.

Rapporten hæfter sig ganske rigtigt ved, at folkeskolen længe »har været betragtet som landets måske vigtigste kultur- og vidensbærende institution«. Men hvordan kan man så helt se bort fra kulturen i folkeskolen? Det er jo det, man gør, når man indskrænker lærerfaglighed til viden om, hvad der virker og ser bort fra den kultur, som kan levere en målestok for det, der virker.

Man skriver nemlig, at denne lærerfaglighed har tre elementer:

(1) viden om skolens praksis,

(2) færdighed og kompetence i skolens praksis,

(3) refleksion over skolens praksis (s. 13). Hvis denne ’lærerfaglighed’ gennemføres, betyder det, som man skriver, et »paradigmeskift i statslig reformstrategi«, der består i »en flytning af fokus fra indholdet i en uddannelse til de studerendes udbytte af uddannelsen« (s. 62), eller »et skift fra indholdsmålstyring til kompetencemålstyring« (s. 20). Man kunne også have skrevet ligeud: Det er ligegyldigt, hvad man underviser i, bare man har en effektiv undervisningsmetode.

Men derved har man gjort midlet i uddannelsen til målet. Det er denne fiksering på midlet, der skal være læreruddannelsens eneste indholdsløse indhold.

Man tror tilmed, at man modvirker det store frafald på læreruddannelserne ved at bilde de unge ind, at de kan blive dygtige og inspirerende lærere blot ved at blive kompetente specialister på et højt plan.

Det skal være slut med at uddanne lærere, der kan undervise i alle fag. Men en sådan uddannelse uden national og kulturel ballast, uden plads for visioner om overvindelse af vor tids globale problemer, om gode vilkår for kommende generationer, om fred mellem alle folk, tror man kan engagere unge lærerstuderende.

De skal kun gøres kompetente til at undervise i bestemte vidensområder, de skal ikke også leve op til skolens formålsparagraf, de skal ikke gøres bevidste om et bestemt indhold i et samfundsansvar, og de skal ikke tilskyndes til at blive gode borgere både i national, europæisk og global forstand.

De skal da heller ikke lære at værdsætte det bedste i deres egen kultur, få indsigt i denne kulturs ideer om det gode liv, hvad enten de kommer fra filosofferne og digterne siden oldtiden eller de kommer fra den jødisk-kristne tradition. Intet af dette hører til ’lærergerningens kernefaglighed’.

De kommende lærere skal kun lære, ’hvad der virker’ i skolen, dvs. hvad der er de bedste undervisningsmetoder i forskellige fag, for at gøre dem til nyttige soldater i konkurrencesamfundet, men ikke, hvad der må virke i samfundet, hvis et folk skal kunne bestå som demokratisk folk.

I skolen skal man hverken lære at være national borger, europæisk borger eller verdensborger. Det skal være vældig spændende bare at få viden, dog ikke viden om kultur og religion. Den målsætning tror man kan bremse frafaldet på læreruddannelserne.

Det er naturligvis en ren illusion. Derfor er de, der vil ændre uddannelserne efter denne illusion, folkeskolens undergravere.