Legal kriminel i det offentlige

Lige siden starten af 6.klasse har jeg været afhængig af offentlig transport i hverdagen; transport der hurtigt og sikkert skulle bringe mig fra A til B, en transport der var punktlig, en transport der var billig. Dette var min utopiske, for længst bristede, illusion om en ikke fejlfri, dog velfungerende, offentlig transport. Jeg blev hurtigt skuffet.

Jeg er udmærket klar over, at jeg ikke er den eneste, der føler som jeg gør, og at det er et efterhånden gennemdiskuteret emne. At emnet stadig har den dybeste relevans og aktualitet, og som det har haft de sidste mange år, er mig ærlig talt en gåde – ikke hvorfor, men hvordan det stadig kan være det. Hver dag kommer mange danskere for sent på arbejde, til møder og til undervisningstimer. Jeg kan føle mig så dum, når jeg selv går ind i et klasseværelse, og min lærer spørger, hvorfor jeg er kommet for sent. En af mange valide forklaringer kunne være: ”Undskyld jeg kommer for sent, der lå blade på skinnerne.” Det er en forfærdelig frustrerende og dårlig start på dagen. Hvis ordsproget ”tid er penge” er sandt, mister den danske stat hvert år mange tusinde kroner på den baggrund. Dette er fakta, dette er sandhed. Men hvorfor repetere hvad så mange har sagt og konkluderet før mig?

Dette år er mit sidste på Nordsjællands største gymnasium, Espergærde Gymnasium. Da jeg selv bor længere nordpå, var jeg stadig tvunget til den gamle, forudsigelige trummerum med daglige forsinkelser, dårlig timet køretider, der ofte udfordrer min kondition på den godt 1 km lange rute, der vel og mærke skal tilbagelægges før lokalbanen når fra Helsingør til Grønnehave st., samt de skyhøje priser. Men tilbage for knap et år siden, blev jeg introduceret for et nyt fænomen, hypercard, der viste sig at kunne nedsætte omkostningerne ved daglig pendling. Dette kort betød en væsentlig billigere transport i og med månedsprisen for alle zoner i Sjælland var 300 kr. Jeg bestilte dette og var rigtig, rigtig glad for det. Endelig følte jeg, at der blev taget hånd om de daglige brugere af den offentlige transport. Dette skulle imidlertid ændre sig.

For knap 3 uger siden genbestilte jeg igen mit hypercard, der normalt ellers sker automatisk, men grundet nye betalingsoplysninger, var jeg nødsaget til aktivt at bestille det igen. Betalingen skete og jeg modtog en kvittering. Skolen startede, og jeg var klar. Problemet var, at jeg aldrig modtog mit hypercard. Fra bekendte har jeg hørt lignende historier, hvor de adskillige gange havde kontaktet DSB uden at få et svar i retur. Måneder gik uden at kortet kom. Problemet ved hypercard er, at det er en forudbetaling, du gør for et valgfrit antal måneder, typisk 3. Dette svarer altså til 900 kr. 900 kr. kan du trække ud af dit budget, hvilket ikke er et ligegyldigt beløb – specielt ikke for en potentielt svært socialt stillet, ung studerende, der er nødsaget til at bruge timer på lektier dagligt, og derfor ikke har mulighed for et studiejob ved siden af gymnasiet. Forleden kom jeg i snak med en veninde, som heller ikke havde fået sit hypercard, tilbage i 2.g. Hun havde fået at vide, at hun selv skulle betale for transporten, indtil at hendes hypercard vil blive modtaget i posten. Dette tog midlertidigt adskillige måneder. Ikke nok med at DSB havde kapret hende for 900 kr., skulle hun yderligere af med flere hundrede kroner om måneden – blot for at passe sin uddannelse. Hvad er det for en servicemindet virksomhed, der står bag denne geniale ide – er dette i det hele taget lovligt?

I alt frygt for at samme skæbne skulle overgå mig, valgte jeg simpelthen ikke at købe nogle billet. Jeg har simpelthen ikke råd til at lægge så mange penge i transport. Hvad skulle jeg gøre? Jeg var fanget i et tilsyneladende lovløst miljø, hvor det ikke kun var min tid, der blev frarøvet, men også mine penge. Jeg blev mod min vilje kriminaliseret og forbrød mig mod reglerne ved ikke at have gyldig billet på mig. To en halv uge gik, og så gik den heller ikke længere. En kontrollør fangede mig uden billet. Jeg erkendte, at jeg ikke havde nogen gyldig billet, men at jeg havde bestilt et hypercard flere uger forinden – hvilket enhver kan sige. Derfor bebrejder jeg heller ikke kontrolløren for dette. En kommentar jeg dog alligevel godt kunne have været for uden, var, at hun nok skulle tjekke min identitet for om jeg snød med mit CPR-nummer. Jeg kunne ikke lade være at grine over denne bizarre, ufrivillige situation, jeg var havnet i. Jeg var offer for fordomme på flere niveauer. For det første var jeg havnet i kategorien af de mennesker, der bevidst prøver at snyde sig til gratis transport, for det andet blev jeg mistænkeliggjort for dokumentfalsk. Desuden blev jeg uretmæssigt, offentligt pinliggjort. Hvordan kan dette retfærdiggøres? Hvordan kan det retfærdiggøres, at jeg skal gå rundt med en stressende følelse af at undgå kontrollører, i frygt for at de giver mig en bøde, jeg i sidste ende vil have svært ved at betale? Jeg vil umådelig gerne kunne rose DSB, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre for deres initiativ til en bedre offentlig transport, men symptomatisk for alt DSB tager ansvar for, falder det til jorden.

For hvad får en simpel 18-årig gymnasieelev dog ud af at kritisere et synligt haltende transportsystem, der i gennem en årrække allerede har fået tæsk af diverse medier? Sandsynligheden for at dette debatindlæg skaber forandring er uendelig lille, men den er større, end hvis jeg som så mange andre bare accepterede de vilkår, jeg nu engang bliver tilbudt. For selvom jeg blot er en af mange, gør min mening stadig forskel, måske endda for flere end mig selv. En ting er sikkert, og det er, at jeg stadig ikke har fået mit hypercard – og endnu en bøde nok heller ikke er uundgåelig.