Annonce
Annonce
Sundhed

Danmark er et diagnosesamfund

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, slår alarm over det store forbrug af diagnoser. Borgere ønsker lægelig forklaringer på livets udfordringer. Kommunen ønsker lægens ord for, at det hyperaktive barn er psykisk sygt – før den selv sætter ind.

Annonce

Sundhedsstyrelsens administrerende direktør Søren Brostrøm er bekymret.

Bekymret over tidens store fokus på diagnoser. Fra mange sider i samfundet. Særligt uden for lægeverdenen.

Han frygter, at danskernes ønske om diagnoser, patientforeningernes fokus på sygdom og diagnoser, kommuner og socialvæsenets behov for diagnoser, før hjælpen til borgeren udløses, skaber flere problemer, end det løser.

Problemet er ifølge Søren Brostrøm, at det lægefaglige værktøj – diagnosen – breder sig uden for de hvide kitlers verden.

»Jeg er bekymret for, at vi som samfund får gjort for mange af livets udfordringer til lægefaglige problemer – at vi får sygeliggjort eller ’medikaliseret’ ting, der måske bedre kan løses uden for sundhedsvæsenet«, siger Søren Brostrøm.

»Med det mener jeg, at man prøver at løse problemer ved at sige, at det er lægen eller diagnostikken eller sundhedsvæsenet, der skal løse problemerne med, at mange har ondt i ryggen. Kunne man overveje, om arbejdspladser skulle satse mere på ergonomi og siddestillinger? Kunne man selv træne sin ryg, så vi holder os væk fra sygehusvæsenet?«.

Ifølge Sundhedsstyrelsen plages 880.000 danskere af lænderygsmerter. Det er dermed den hyppigste lidelse i Danmark. Men Søren Brostrøm mener ikke, at 880.000 danskere skal have en diagnose stemplet på ryggen og med blå blink sendes af sted til hospitalet.

»Alle os med kontorarbejde vil før eller senere få ondt i ryggen. Jeg har lige rundet de 50, og nogle gange gør det altså ondt i ryggen, når jeg har stirret for meget ind i min skærm«, siger han.

Spørgsmålet er så, om rygsmerten er normal og går over igen? Om man selv skal gøre noget, eksempelvis dyrke motion eller sidde anderledes på kontorstolen? Eller om smerten er så generende og invaliderende, at man søge professionel hjælp – og hvilken?

Læger drevet af håndværkerlogik

Borgerne skal passe på, at de ikke kræver for meget.

Søren Brostrøm, Sundhedsstyrelsen

»Vi kan som styrelse til en vis grad lave retningslinjer. Hvornår man eksempelvis skal skanne for diskusprolaps? Men tager du 20 af os, der i ny og næ har ondt i ryggen, og putter os ind i en mr-skanner, vil nogle af os have en lille diskusprolaps i ryggen, som vi ville kunne leve i lykkelig uvidenhed om. Hvis ikke den blev fundet. Og som faktisk ikke forklarer vores smerter. Det var bare noget, som lægerne fandt. Men så ruller maskinen. For måske kan det være en forklaring. Skal man så gøre noget behandlingsmæssigt? Operere? Den risiko er der jo«, siger Søren Brostrøm.

Sender man en patient med rygsmerte til en gigtlæge, der hverken kan eller må operere, eller til en rygkirurg, så vil besøget hos rygkirurgen langt oftere ende med en operation. Det er videnskabeligt bevist, siger han:

»Det er gammel håndværkerlogik – har du en hammer, så ligner alt søm. Har du en sav, ligner alt et bræt. Sådan er det. Derfor skal vi som myndighed lave retningslinjer, så vi får det hegnet ind. Det har vi også gjort på rygområdet i Danmark gennem et årti«.

LÆS OGSÅ Vi må holde op med at sygeliggøre ellers normale liv

Sundhedsstyrelsen har lavet retningslinjer for, hvornår skanninger giver faglig mening, og hvornår lægerne skal lade være. Og skabt tværfaglige rygcentre, hvor rygkirurger, kiropraktorer, fysioterapeuter og gigtlæger ser patienten.

»Så det ikke bliver hammer eller sav, der bestemmer, men ideelt set det, som borgeren har brug for«, siger han.

Og så løfter Sundhedsstyrelsens direktør pegefingeren og advarer om, at overbehandling også er vores egen ’skyld’:

»Borgerne skal passe på, at de ikke kræver for meget. Det er ikke altid godt at kræve en mr-skanning af ryggen, hvis noget andet skal til«.

Men er det ikke Sundhedsstyrelsens opgave at sikre den rette behandling?

»Jo, bestemt. Det er også derfor, at alle frit kan gå til egen praktiserende læge, der fungerer som gatekeeper. Du kan ikke frit søge sygehusbehandling. Der skal du henvises. Den praktiserende læges hovedopgave er at lade de raske forblive raske. Og så finde de syge«, siger han.

Medicinsk overbehandling

Hvorfra stammer dine bekymringer?

»Et øget fokus, som vi har haft på overdiagnosticering og overbehandling de seneste år. I vores arbejde med eksempelvis anbefalinger til rational anvendelse af lægemidler har vi i stigende grad erkendt, at det ikke så meget er valget mellem forskellige næsten lige gode lægemidler, der er det svære valg for lægen. Nej, det svære er valget, om lægen skal behandle med medicin eller ej«, siger han.

Eksempelvis er det en udfordring for læger, om det let forhøjede blodtryk, let forhøjede kolesterol eller den milde depression overhovedet skal behandles, forklarer han.

»Nogle gange skal man bare se tiden an. Eller behandle med livsstilsændringer. Vi har haft det samme fokus i vores arbejde med kliniske retningslinjer for så forskellige ting som slidgigt i knæene, adhd og fjernelse af mandler hos børn, hvor vores fokus også har været at fremhæve evidensen (de videnskabelige beviser, red.) for at undlade behandling. Eller behandle på et mindre risikabelt niveau eksempelvis træning i stedet for kirurgi«.

Søren Brostrøm advarer også mod, at vi alle tænker i diagnoser, når vi møder mennesker, der ikke er, som vi synes, de bør være. Han bruger den lægelige diagnose fra børne- og ungepsykiatrien adhd som eksempel.

»Der er et vist antal børn med indlærings- og koncentrationsbesvær. Det betyder ikke, at de alle har adhd eller skal ses af en børnepsykiater. Eller have medicin. Det har vi også skrevet i vores retningslinjer. Vi forventer, at der primært er en pædagogisk vurdering af børnene, før de henvises til sundhedsvæsenet. Så de ikke får en diagnose og medikaliseres. Det tror jeg, at vi som samfund skal være opmærksomme på«, siger han.

Det var den daværende S-R-SF-regering, der i 2013 startede arbejdet med nationale kliniske retninger, som Søren Brostrøm, dengang som enhedschef i styrelsen, har stået i spidsen for.

I offentligheden har det ikke fået meget opmærksomhed, men kilder understreger over for Politiken, at netop dette arbejde er en større bedrift i sundhedsvæsenet i flere år og en personlig milepæl for Søren Brostrøm.

Stigende medicinsk behandling

Jeg tror ikke, at danskerne er pylrede

Søren Brostrøm, Sundhedsstyrelsen

Sundhedsstyrelsen er opmærksomme på den stigende anvendelse af diagnosen adhd og den stigende medicinske behandling. I 2006 fik lidt over 6.000 børn og unge recepter på medicin mod adhd. I 2014 var det steget til næsten 18.000 .

»Men vi kan ikke sige, det er skidt, for vi ved ikke, hvad det rigtige niveau er. Men vi ved fra vores retningslinjer, at til det rigtigebarn er den medicinske behandling en både effektiv og sikker behandling. Der er nogle bivirkninger, men det er til at rumme, fordi de er syge og har gavn af medicinen«, siger han.

LÆS OGSÅMå vi være raske, når vi lever i diagnosekultur?

Søren Brostrøm forstår godt, hvorfor det kan være forløsende for forældrene til et barn med indlærings- og koncentrationsbesvær at få diagnosen adhd hæftet på barnet, så der kommer en forklaring på adfærden og mulig hjælp. Men den stigende diagnosticering for en lang række problemer har også en bagside, påpeger direktøren:

»Ikke alle børn med koncentrationsbesvær har adhd. Eller har brug for at komme til en børnepsykiater og få medicin. Det kan være, at de og deres forældre har brug for en særlig pædagogisk indsats. Det kan være skadeligt at få en diagnose, der kan følge barnet resten af livet som en stigmatisering, ligesom medicinen kan give bivirkninger«, siger han.

Hvorfor kan en diagnose på et hyperaktivt otteårigt barn være et problem?

»Dybest set, fordi man risikerer at se diagnosen i stedet for individet. Du får en stigmatisering, altså stempel, du er en ’adhd’er’, og så forklarer det pludselig alt muligt. Risikoen er, at diagnosen bliver en forklaring på hele individet. Men en diagnose er ikke en forklaring. Det er et lægefagligt arbejdsredskab, der dybest set er en beskrivelse af, hvad lægen ser. Og der er altså forskel på en beskrivelse og en forklaring«, siger Søren Brostrøm.

Lad lægen beholde diagnoserne

Diagnosticering af sygdom er et lægefagligt arbejdsredskab, som er defineret af verdenssundhedsorganisationen WHO i forhold til særlige diagnosekoder.

Disse kodesystemer er ifølge Søren Brostrøm i sit udgangspunkt alene tænkt som et registreringsværktøj til dataopsamling og forskning. En måde, som læger kan kategorisere patienternes symptomer og deres egne målinger og fund, så fagfolk får et fælles sprog og kan tale sammen om patienternes problemer.

»Så det er bare et dumt lille arbejdsredskab for læger«, siger Søren Brostrøm.

»Men det forklarer jo ikke eksempelvis det enkelte barns individualitet og særheder. Men det er sådan, vi er kommet til at bruge diagnoser i vores kultur. Og det bekymrer mig, at vi bruger et lægefagligt arbejdsredskab i en kulturel kontekst. Man siger om børn i omgangskredsen – hvor man i gamle dage ville sige, at ’de havde ild i røven’ – at ’de er sådan lidt adhd-agtige’. Vi bruger jo diagnoser i vores almindelige sprog. Nogle siger også om politikere, der skifter mening, at de er skizofrene, eller om en kollega, at han er paranoid. Vi risikerer at forplumre begreberne og kommer til at bidrage til stigmatisering af psykisk lidelse«, siger Søren Brostrøm.

Men det er jo bare sådan noget, man går og siger ...

Sygeliggørelse.  kravet om diagnoser for alle vores lidelser har taget overhånd mener Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm. Foto: MELISSA KÜHN HJERRILD »Skizofreni kan være en meget svær psykiatrisk lidelse. Hvorfor skal vi bruge den diagnose lemfældigt til at beskrive noget andet end det, som ordet er opfundet til? Når vi bruger diagnoser på denne måde, tror alle også, at de ved, hvad de taler om. Alle tror, at de ved, hvordan adhd ser ud. Men der er altså en grund til, at Sundhedsstyrelsen har reserveret den diagnose alene til speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri«.

Gigtforeningen havde for nylig haft overskriften på deres hjemmeside: ’Mangler du en diagnose’. Hvorfor tror du, at mange danskere googler sig til forklaringer på det, de føler, og måske ligefrem ønsker diagnoser?

»Jeg tror ikke, at danskerne er pylrede. Men jeg tror, at der i samfundet er sket det, at erfaring, man tidligere havde på tværs af generationer, i familien eller det sociale netværk, er gledet væk. Vi bruger ikke hinanden til at spørge til råds. Vi spørger de professionelle, og vi søger detaljeret viden på internettet. Det, synes jeg, er en generel trend i vores samfund. Ikke kun på sundhedsområdet«.

Synes du, at man skal gøre noget ved det pres fra medier, medicinalindustri, patientforeninger og den enkelte selv, der er på at få diagnoser?

»Ja, det synes jeg, for der er jo negativer mekanismer på spil. Diagnoser bliver jo markedsført, dog heldigvis ikke så meget herhjemme. Men for 15-20 år siden var der meget tale om ’alopeci’, altså ’mandlig skaldethed’. Videnskabelige tidsskrifter brugte lederplads på tilstanden. Men det handlede jo om, at der var godkendte – tvivlsomme – lægemidler til det, man begyndte at definere som en sygdom. Men det er jo slet ikke en sygdom. Syv ud af 10 mænd bliver jo skaldede, se på din far, det er arveligt. Det er en normaltilstand, men et eksempel på markedsføring af sygdom. Jeg synes også, at patientforeninger nogle gange er lige hurtige nok«.

Misbrug af diagnoser

Ifølge Søren Brostrøm sniger de lægelige diagnoser sig også ind i andre offentlige sektorer. Han ser bekymret på den tendens, han oplever, hvor borgere har brug for en lægelig diagnose, før de kan få offentlig hjælp – andre steder end i sundhedsvæsenet. I egen kommune eksempelvis.

»Det er ikke nødvendigvis en lægelig vurdering, om man har behov for en social indsats. Groft sagt skal man kun gå til lægen og få en diagnose, hvis man søger behandling«

»Når folk har en nedsat funktionsevne, så kan det godt være, at en del af det er at få en lægefaglig vurdering af, om der er noget sundhedsfagligt, der skal gøres for borgeren. Så det er legitimt, at socialvæsenet henviser til sundhedsvæsenet. Og omvendt«, siger han og fortsætter:

»Men det skal være hensigtsmæssigt. Tag barnet med indlærings- og koncentrationsbesvær i skolen igen. Der skal man gøre den pædagogiske indsats over for barnet, som man tror hjælper. Man skal ikke vente med sin indsats, til børnepsykiateren har udtalt, om der er en diagnose og behov for medicinsk behandling«.

Mange oplever, at det er lægens blåstempling af, at der er et sundhedsmæssigt problem, der udløser hjælp andre steder – eksempelvis til barnet ...

»Jeg er ked af, hvis man bruger et lægefagligt redskab, som diagnosen er, til en simpel ting i den socialfaglige behandling. At det bliver en sagsbehandlingskode«.

Men oplever du, at det er det, der sker med lægernes diagnoser?

»Jeg hører, at det er et problem. Ja, det gør jeg. Jeg hører det som en udfordring, at læger siger, at de bliver brugt forkert i forløb, hvor man skulle have gjort noget andet«.

For Søren Brostrøm handler det om, at de rigtige borgere skal tilses i sundhedsvæsenet. Så det psykisk syge barn med behov for en specialistvurdering ikke skal vente unødigt, fordi almindeligt urolige drenge står foran i køen, fordi forældrene, skolen eller andre uden for sundhedsvæsenet godt kunne tænke sig en vurdering.

»Og det gælder på alle niveauer«, siger han:

»Det er min bekymring som direktør for Sundhedsstyrelsen. At problemer fra en sektor flytter over i en anden sektor, hvor det ikke hører hjemme«.

Redaktionen anbefaler

Sundhedsdirektør: Kommunerne kræver alt for ofte en diagnose for at hjælpe

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce