Neonrørene kaster blegt lys over et landskab af arkivreoler. Døren glider i. Et sted snorker en ventilator. Her, på 1. sal i DR’s betonbyggeri i Ørestad, står tusindvis af flade kasser med spolebånd, så gamle, at de afgiver et muggent pust, når man åbner dem.

Nederst på en af hylderne, klemt inde mellem et program om den danske arkitekt Carl Brummer og et afsnit af serien ’Berømte fynboer’, ligger et bånd i gul papkassette. Det er fra 1952 og bærer arkivnummer 216. Den korte tekst på omslaget nævner en tale af Nato’s øverste militære chef, general Ridgway. Sætter man båndet på en af spolemaskinerne i rummet og trykker ’play’, taler Matthew Ridgways stemme stadig fra fortiden, ligesom han for næsten 60 år siden talte til danske radiolyttere:

LÆS OGSÅ DR har redigeret 'De røde lejesvende'

»Disse 14 lande fra den frie vestlige verden er samlet i en kollektiv indsats, som går ud på at modstå angreb, hvor det end måtte komme fra – udefra eller indefra. Sagen er klar: Enten eksisterer vi som gudbærende, frie og selvrespekterende folkeslag. Eller også falder vi i slaveri og undergang i en død eksistens, i en gudløs verden ...«.

Optagelsen kunne ligne så mange andre, som Danmarks Radio enten selv har optaget eller købt fra samarbejdspartnere i datidens Europa. Men talen fra Ridgway kommer fra anden side. I 1950’erne lykkedes det nemlig folk fra den amerikanske informationstjeneste i København at levere og få sendt stribevis af den slags optagelser i Danmarks Radio, uden at nogen fik at vide, at de var leveret af den amerikanske stat.

Om end nogen må have vidst det.

De fortrolige papirer
I 1950’erne stræbte amerikanerne efter at tegne et positivt billede af USA og Nato. Alliancen stod for militær styrke. Men den kolde krig mod Sovjet skulle også vindes med soft power. I en kamp om hjerter og hjerner.

Og den kamp lykkedes i 1950’erne, mente amerikanerne selv. Med hjælp fra Danmarks Radio – fra navngivne danske journalister inden for murene, der ikke formidlede upartisk, men i stedet arbejdede for amerikanernes sag.

LÆS OGSÅ DR-koryfæer klager over lejesvende-serie

»Den amerikanske stat havde meget tætte kontakter til udvalgte journalister. Og amerikanerne fik en række optagelser sendt i Danmarks Radio – uden at lytterne fik at vide, hvor de stammede fra. Især det sidste må man nok sige er ret skelsættende«, siger den danske historiker Josef Batikha.

Han har arbejdet sig igennem langt over 3.000 sider med rapporter, som den amerikanske informationstjeneste Usis – United States Information Service – sendte fra sit kontor i Danmark hjem til hovedkvarteret i Washington, D.C. De fortrolige papirer ligger i dag tilgængelige for forskere på USA’s nationalarkiv. Josef Batikha har affotograferet dokumenter og sammenholdt dem med mødereferater fra Programudvalget i Statsradiofonien, som Danmarks Radio hed dengang – og andre historiske kilder.

Historisk interessant
Projektet begyndte som et speciale med topkarakter på Københavns Universitet. Siden har han arbejdet videre med materialet, hvilket nu blandt andet fører til en programserie på P1, som bliver sendt første gang i morgen under titlen ’De blå lejesvende’.

For koblingen til ’De røde lejesvende’ ligger selvfølgelig lige for. Journalister i Danmarks Radio er blevet beskyldt for at gå marxistiske regimers ærinde i 1970’erne. Men dokumenterne viser, at Statsradiofoniens journalister i 1950’erne gik langt længere i den modsatte retning – selv om mange i dag selvfølgelig vil sige, at de blå journalister blot hjalp den rigtige side ved at støtte USA, som stod for frihed og demokrati og jo også var Danmarks officielle allierede.

»Og det er jo rigtigt, men nok også en tand for letkøbt. Mange danskere var skeptiske over for Nato i de år, og deres holdninger fik stort set ikke lov at komme til orde i Danmarks Radio. Det kan man godt se som et demokratisk problem – især når man ved, at de ansvarlige journalister havde meget tætte forbindelser til den amerikanske informationstjeneste«, siger Josef Batikha.

»Men først og fremmest er det simpelthen historisk interessant at se, hvad amerikanerne gjorde«.

Propaganda
Så lad os begynde med at spole tiden tilbage, helt præcist til 15. september 1947. Et militærmærket amerikansk fly med tre amerikanske senatorer og seks kongresmedlemmer lander i Kastrup, hvor USA’s ambassadør, Josiah Marvel, og danske pressefolk tager imod dem.

En midaldrende mand med bredskygget hat – det republikanske kongresmedlem Karl Mundt – udtaler til Politikens journalist på stedet, at amerikanerne kommer for at undersøge, hvordan den amerikanske oplysningstjeneste arbejder. I USA har Karl Mundt og hans partifælle H. Alexander Smith nemlig samlet flertal for en kommende lov, som trapper USA’s informationskampagner op i Europa.

LÆS OGSÅ Farvel til de røde lejesvende

Informationstjenesten Usis har allerede haft kontor ved den amerikanske ambassade i Borgergade i København gennem et par år. Nu udnytter informationsfolkene besøget til at slå på tromme for USA ved en reception hos ambassadør Marvel, hvor danske erhvervsfolk og journalister, folkeskolelærere og bibliotekarer og mange andre er inviteret. Også medarbejdere fra Statsradiofonien tropper op – blandt andre en ung Otto Leisner.

Bag al festivitassen indrømmer Usis-medarbejderne til gengæld over for Karl Mundt og de andre politikere, at det går skidt med at sælge Amerika i Danmark. Mange danskere opfatter på én gang USA som kulturelt underudviklet og imperialistisk og tror ligefrem, at stormagten ønsker en krig med Sovjet.

Svært at trænge igennem
Det går ikke mindst trægt med at få positiv omtale i radioen. Kort efter krigens slutning i 1945 har Statsradiofonien godt nok transmitteret nogle udsendelser fra den amerikanske statsradio Voice Of America. Men efter få måneder indså Programudvalget, at indholdet smagte for meget af propaganda, og samarbejdet løb ud i sandet.

Nu render informationstjenesten panden mod en mur i Radiohuset – ikke engang amerikansk musik tager Statsradiofonien imod, selv om radioværterne kvit og frit kan bruge det. Så i 1947 er konklusionen, at radioen udgør et »uudviklet område« – men med stort potentiale, fordi langt over en million danskere lytter med ved højttalerne.

Historiker.  Josef Batikha. Foto: Lærke Posselt.

Komiteen lytter tilsyneladende også. Den amerikanske lov går igennem i 1948, og informationstjenestens budget vokser til det dobbelte. Men selv om folkene fra informationstjenesten den kommende tid byder mere ihærdigt ind med konkrete optagelser og tilbud om interview med besøgende amerikanere, afviser Statsradiofonien blankt. Frustrationen lyser ud af de gamle rapporteringer.

»I begyndelsen er man næsten ved at give op. Det kan ikke lade sig gøre at trænge igennem i Statsradiofonien. Men så ændrer det sig nærmest eksponentielt fra 1950 og frem«, konstaterer Josef Batikha.

Katastrofestemmen
I 1949 træder Danmark ind i Nato, og samtidig flyder Marshallhjælpen ind i landet fra USA som trecifrede millionbeløb i dollar. Usis ser muligheder i at bruge Marshallprogrammet som en slags trojansk hest til at få amerikanske budskaber i Danmarks statsradio.

I 1950 tilbyder Marshallhjælpens informationskontor i Paris eksempelvis 13 programmer med titlen ’This is Europe’ med nyheder fra lande, som får Marshallhjælp. Programudvalget diskuterer udsendelserne og giver lov til at bruge noget af indholdet – om end radiodirektøren F.E. Jensen påpeger, at en decideret reklame for Marshallhjælpen inde i udsendelsen skal skæres ud. Og at en speaker selvfølgelig skal understrege i starten af programmet, hvor materialet oprindelig stammer fra.

Marshallhjælpens kontor får afsat enkelte andre programmer – enten direkte som optagelser eller ved at foreslå emner, som radioens egne reporter bagefter laver journalistik om. Måske går det relativt nemmere, fordi folk anser Marshallhjælpen for en ikke-militær del af amerikansk udenrigspolitik. Men for Usis er det også vigtigt at få budskaber igennem om eksempelvis Nato. Positive budskaber.

Det begynder for alvor at lykkes i 1951-52. Og ifølge Usis gamle rapporter skyldes det ikke mindst, at nogle af de mest fremtrædende journalister i Statsradiofonien ikke længere arbejder upartisk, men klart har valgt side til fordel for USA.

En af dem er Radioavisens øverste chef, Niels Grunnet. Med tiden skal han blive lidt af en legende i dansk pressehistorie med 32 år på chefposten og tilnavnet ’manden med katastrofestemmen’ – han oplæser altid med knusende alvor, hvad enten det handler om store verdensbegivenheder eller »banale landinger af sild i Esbjerg«, som der senere står i et fødselsdagsportræt om ham. Med andre ord er han en troværdig stemme.

Han er det, amerikanerne kalder »a prominent Danish voice«. En mand, som oven i købet flygtede til Sverige under besættelsen og arbejdede for den illegale danske nyhedstjeneste, hvorfor han heller ikke er fedtet ind i tiden med tysk radiocensur.

Æresborgere i New Orleans
Fra først i 1950’erne opfatter Usis helt åbenlyst Niels Grunnet som deres mand og indstiller ham eksempelvis i 1952 til en rejse til USA i Nato-regi med ordene:

»Han har givet aktiv støtte til den amerikanske udenrigspolitiks mål i sin radiovirksomhed. En tur til USA i den amerikanske regerings regi vil yderligere cementere den støtte, han har givet til Usis«.

Den fortrolige anbefaling slår også på, at Niels Grunnet øver indflydelse på 1,5-2 millioner lyttere. Da han vender hjem fra rejsen samme år i oktober, giver han et interview til Berlingske Tidende og fortæller blandt andet, at han og de andre deltagere er blevet udnævnt til æresborgere i New Orleans.

LÆS OGSÅ 'De røde lejesvende' er en tynd kop te

»Det skal nu ikke tages så højtideligt, men nærmest betragtes som en hyldest til Nato«, siger han.

Han fortæller om sine oplevelser og slutter artiklen med at konstatere:

»Hvad man kan nå at se derovre er fantastisk. Så godt er sådan en tur tilrettelagt«.

’Aktuelt kvarter’
Usis rapporterer med tilfredshed om Grunnets udtalelser til hovedkvarteret i USA – også at chefredaktøren beretter om »store forbedringer i racespørgsmålet« i en lang artikel i Nationaltidende, som har gjort danske kommunister rasende, fordi ’negerproblemet’ er et af tidens vigtigste kritikpunkter mod USA. Og så bringer Niels Grunnet en række radiointerview fra sin tur med politikere og militærfolk, som sætter Nato i et positivt lys.

Også reporteren Sven Ludvigsen og Radioavisens udenrigspolitiske kommentator, historieprofessoren Sven Henningsen, står informationskontoret nær. Usis betegner Sven Henningsen som »meget aktiv i at skabe bedre forståelse for og offentlig tilslutning til Atlantpagten«.

Henningsen leverer da også flere timelange udsendelser om Nato, inklusive et program om organisationens tilblivelse, som ligefrem fører til en officiel klage fra den sovjetiske regering over for statsminister Erik Eriksen. Programmet er dokumentarisk med indlagte hørespil, hvor Henningsen både skriver manuskript og kommenterer, og skuespillere lægger stemmer til historiske personer som Stalin og Molotov. Programmet findes stadig i DR’s arkiver.

LÆS OGSÅ 'Rød lejesvend' skriver 19 siders klage til DR

Både Ludvigsen, Henningsen og en række andre USA-venlige journalister og programmedarbejdere får også rejser gennem de amerikanske udvekslingsprogrammer. Usis bedømmer selv effekten af rejserne til topkarakteren 5 på en skala fra 1 til 5.

Men det største gennembrud efter amerikanernes egen vurdering kommer samme år, i 1952. Det lykkes nemlig Usis at få Statsradiofonien til at tage imod og udsende optagelser fra konferencer og andre begivenheder i Nato, som amerikanerne gerne vil have dækket – eksempelvis talen af Nato’s general Ridgway. De bliver især sendt i aftenprogrammet ’Aktuelt kvarter’, som med 1,5 million lyttere står som den vigtigste propagandakanal overhovedet for amerikanerne. Eller som Usis skriver:

»Statsradioen, som tidligere var uvillig til at tage færdigpakket reportagemateriale fra Usis, gav de fleste af reportagerne tid i magasinprogrammet ’Aktuelt kvarter’, generelt opfattet som den mest populære udsendelse i Danmark«.

Aldrig et fyldestgørende svar
En vigtig pointe for amerikanerne er, at redaktionen under ledelse af Niels Grunnet ikke nævner, at optagelserne stammer fra amerikanerne.

»Fra Usis’ synspunkt rettede servicen den danske opmærksomhed mod vigtige udviklinger inden for politiske temaer, som normalt ikke engang ville blive nævnt i pressen. Valget af udsendelsestidspunkt og brugen af prominente danske stemmer forøgede effektiviteten. På intet tidspunkt er der tilskrevet amerikanske kilder, efterladende det indtryk hos lytteren, at Statsradiofonien selv havde arrangeret dækningen og betalt for den«.Arkivbånd.  Foto: Lærke Posselt.

Spørgsmålet er så, hvordan udsendelserne helt præcist blev afleveret dengang, og hvor bevidste journalisterne var om amerikanernes interesser. Og hvordan indgik optagelserne præcist i sendefladen?

De spørgsmål får man formentlig aldrig helt fyldestgørende svar på, konstaterer Josef Batikha. Alle navngivne personer er for længst døde. Og de gamle båndarkiver giver heller ikke et klart billede, fordi det kun var en brøkdel af optagelserne, der i de år blev gemt for eftertiden.

De 13 programmer fra Marshallhjælpen findes eksempelvis ikke længere. Til gengæld er diskussionerne om dem beskrevet udførligt i Programudvalgets referater.

Scherfig og Hal Koch
De første år efter krigen arbejdede det politisk udpegede Programudvalg i Statsradiofonien som fuldblods smagsdommere, der tog stilling til hver enkelt udsendelse og programidé og vendte tommelfingeren op eller ned – meget ofte ned, hvis det handlede om udsendelser, der var udenrigspolitisk kontroversielle. Med tiden blev både udvalgets indblanding og referaterne mindre og mindre detaljerede. Og de enkelte afdelinger i Statsradiofonien fik mere selvstændighed.

De i alt 22 optagelser om Nato, som amerikanerne jubler over at have fået i radioen i 1952, er ikke beskrevet i referaterne. Josef Batikha har brugt den seneste tid på at gennemlytte bånd fra de gamle papæsker i Danmarks Radios arkiver og har fundet enkelte af optagelserne eller senere programmer, som de har indgået i. Og han vil godt medgive, at udsendelserne fra dengang – også generelt set – har en slagside til fordel for USA og Nato.

»Militærfolk og politikere taler igen og igen om Nato’s ikke-aggressive effekt, mens man nok må sige, at kritikernes lejr i det store hele er fortiet«, siger han.

LÆS OGSÅ »Sagde jeg virkelig 'meningstyranni' dengang?«

Op til Danmarks indmeldelse i Nato var næsten en tredjedel af den danske befolkning imod, at Danmark trådte ind i en ’vestlig militæralliance’, viste meningsmålinger. Så skepsissen rakte langt ud over kommunistiske rækker. Det Radikale Venstre havde eksempelvis også stemt imod Danmarks indtræden i Nato.

Men kommunisterne er selvfølgelig datidens skrappeste kritikere – også af radioens Nato-venlige linje. Forfatteren og kommunisten Hans Scherfig angriber uge efter uge Statsradiofonien i partiavisen Land og Folk og kalder ’Aktuelt kvarter’ for »et rent amerikansk nyheds- og propagandaorgan«.

Men også teologen og demokratitænkeren Hal Koch, som selv sidder i Programudvalget og bestemt ikke er kommunist, skriver i 1951 en bemærkelsesværdig Kronik i Politiken, hvor han kritiserer, at visse synspunkter efter hans mening holdes ude. Efter Hal Kochs opfattelse må også kommunister have lov at komme til orde i et demokrati, hvorefter man så må bekæmpe deres holdninger med ord.

Soft power
Kritikken får nu ikke den store effekt. Når Usis rapporterer hjem til Washington om fremskridtene i Danmark, godter informationskontoret sig over, at kommunisterne er kørt ud på et sidespor:

»Måske er det bedste tegn på radioens effektivitet den voksende irritation, med hvilken danske kommunister har set på radioens udvikling til et stadig mere effektivt medium til styrkelse af opbakning til Nato, MSA og dansk-amerikanske relationer generelt«, rapporterer tjenesten.

I sådan et klima ville det formentlig have vakt skandale, hvis det var kommet frem, at amerikanerne ligefrem leverede indholdet til radioens programmer, uden at lytterne fik noget at vide om det. Om Programudvalget dengang kendte til, hvor optagelserne kom fra, afslører kilderne dog ikke.

Men det er vigtigt at huske, at der i de år vokser en langt mere positiv holdning til USA frem – også i Programudvalget, som jo altså bakker op om den overordnede linje, journalisterne lægger. Amerikaniseringen vokser – ikke mindst gennem film og musik. Usis rapporterer også med tilfredshed, at radioværten Otto Leisner i sit populære program ’Manden bag melodien’ nu bruger løs af amerikansk musik, som bliver leveret fra informationskontoret arkiv.

LÆS OGSÅ DR beskyldes for »manipulation« på Løkkes Facebook

Det ligner amerikansk soft power, når det virker bedst. Men netop som tingene er begyndt at køre for Usis’ danske afdeling, slår begivenheder i USA igen arbejdet tilbage. I 1953 tager mccarthyismen fart med klapjagt på kommunister, afbrænding af bøger og meget andet. Stemningen vender sig mod USA – og dermed også informationstjenesten, som trækker følehornene til sig i en periode, fremgår det af dokumenterne fra Usis.

Josef Batikha har kun undersøgt de gamle rapporteringer frem til 1955. Så om tjenesten igen får et samarbejde op at køre med Statsradiofonien senere i 1950’erne, er stadig et åbent spørgsmål. Men det kan selvfølgelig sagtens tænkes – i hvert fald indtil tidsånden vender sidst i 1960’erne og starten af 1970’erne. Og røster begynder at tale om ’røde lejesvende’ i Danmarks Radio.

En anden tid
Spørgsmålet er så, om man også skal til at tale om blå lejesvende. Var journalisterne virkelig det? Var Otto Leisner?

»Otto Leisner tog bare imod musik såsom amerikanske jazzoptagelser, og det var jo uskyldige ting, selv om de var udvalgt af amerikanerne og i deres interesse. Hvad angår journalisterne, må man selvfølgelig sige, at journalister i en eller anden grad bør være upartiske og forholde sig til begge sider af en sag«, siger Josef Batikha.

Han mener, at den historisk mest interessante pointe ligger i, at det faktisk lykkedes amerikanerne at placere optagelser direkte i datidens mest lyttede nyhedsmagasin.

»Én ting er, at man spænder politiske grundholdninger på sit arbejde som journalist, hvilket nok aldrig kan undgås helt. Noget andet er, at den amerikanske stat fik sendt programmer i Danmarks Radio. Apropos debatten om ’De røde lejesvende’, er der mig bekendt ikke dokumenteret noget lignende på den venstreorienterede side – det ville i hvert fald være en sensation«, siger Josef Batikha.

»Men jeg synes i det hele taget ikke, at man skal stemple eller fordømme nogen. Det foregik i en anden tid, og det kommer meget hurtigt til at handle om politiske holdninger. Det interessante er, hvad der konkret er foregået«.

Josef Batikha vil nu prøve at skaffe midler til at undersøge de amerikanske dokumenter fra 1955 og frem.