Donald Trump har inddraget tre mediers adgang til Det Hvide Hus, fordi de ifølge ham spreder falske nyheder.

Medier reagerer på at være blevet forvist fra Det Hvide Hus

Akayla Gardner, der er korrespondent i Det Hvide Hus for det amerikanske medie MS Now, rapporterer her uden for præsidentens embedsbolig efter at mediet sammen med CNN og Politico er blevet nægtet adgang til Det Hvide Hus. Foto: Annabelle Gordon/Ritzau Scanpix
Akayla Gardner, der er korrespondent i Det Hvide Hus for det amerikanske medie MS Now, rapporterer her uden for præsidentens embedsbolig efter at mediet sammen med CNN og Politico er blevet nægtet adgang til Det Hvide Hus. Foto: Annabelle Gordon/Ritzau Scanpix

Flere amerikanske medier, heriblandt CNN, agter at sagsøge Trump-administrationen, efter at de er blevet nægtet adgang til Det Hvide Hus, skriver medierne i en fælles pressemeddelelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

»Vi har denne morgen givet regeringen besked om, at vi i dag indleder et søgsmål for at beskytte vores rettigheder i henhold til det første forfatningstillæg«, lyder det.

Det tilføjes desuden, at søgsmålet skal beskytte princippet om, at regeringen ikke bestemmer, hvad medierne publicerer. Der er tale om medierne CNN, MS NOW og Politico.

Søgsmålet er umiddelbart ikke indgivet endnu. Det er desuden også uvist, hvad det kommer til at indebære.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, sagde fredag, at han ville forbyde de pågældende medier at komme i Det Hvide Hus som straf for, at medierne ifølge ham udgiver falske nyheder – ’fake news’. Det sker ifølge præsidenten som et resultat af deres ’konstante rapportering af falske nyheder’.

»Medier bør ikke konstant kunne skrive eller rapportere fiktion og løgne, når de dækker USA’s præsident, Trump-administrationen eller USA. Andre fake news-medier følger«, skrev præsidenten på sit sociale medie, Truth Social, fredag.

Han uddybede dog ikke hvilke medier, eller hvad der eventuelt skal til. Trump henviser heller ikke i sit opslag til nogen konkrete nyhedshistorier fra de tre medier. Det fremgår heller ikke, hvordan udelukkelsen skal foregå, eller hvem eller hvor det præcist gælder.

Trussel mod pressefriheden

Ifølge medierne er journalisternes akkreditering blevet inddraget uden forudgående varsel.

»Hvis ikke dette udfordres, trues pressefriheden og offentlighedens ret til uafhængig journalistik, der er fri fra regeringens indblanding«, lyder det i mediernes pressemeddelelse.

Trump har længe haft et anstrengt forhold til flere medier. Under sin første embedsperiode forbød Trump en journalist fra CNN adgang.

Sidste år begrænsede præsidenten nyhedsbureauet AP’s adgang, fordi AP henviste til en bugt mellem USA og Mexico som Den Mexicanske Golf og ikke Den Amerikanske Golf. AP anlagde en sag, som stadig er under behandling.

Trump har flere gange anlagt sag mod nyhedsmedier eller indledt retlige skridt. Det gælder blandt andet mod The New York Times, The Wall Street Journal og BBC.

ritzau

PodcastSe alle
Hvorfor er det en god idé at holde styr på sit blodsukker? Hvad betyder det for din energi og den typiske eftermiddagscraving?  Og hvad kan du selv gøre for at undgå at hoppe i slikposen og aktivere kroppens eget vægttabshormon? Sammen med forsker og forfatter Anette Sams tager vi en tur rundt i kroppen og får svar på, hvor stor betydning blodsukkeret har for os allesammen. 

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her