Goddag i venteværelset, så er vi her igen!

Og da det ikke er mig, Deres Bogdoktor, men posten i min indbakke, som afgør, hvad vore åbne konsultationer skal dreje sig om, kommer det denne gang hverken til at handle om Kafka, Camus, Kipling, Kleist eller Knausgård!

Ikke et ord om sindets lidelser, om stenslæbere og feberramte oprørere, snabeltrækkere, kriminelle dommere eller langskrivende norske ekshibitionister. Næ, vi skal i denne omgang bredere ud i verden for at høre om, hvad læsbar medicin kan udrette mod dette eller hint.

LÆS OGSÅ Deres nye bogdoktor: Hjertets vej er den bedste

Men lad os først starte med lidt opmuntrende post.

»Kære bogdoktor! Jeg fandt i dag Deres svar til en læser med en hemmelig smerte i hjertet ganske godt. Jeg er 77 år gammel og går i fare for at falde og slå mig. Hvis jeg en dag brækker et ben, vil jeg foretrække at konsultere Dem i stedet for Odense Universitetshospital, som ganske vist ligger tæt på min bopæl, men jeg er faktisk bange for læger. Godt, jeg har bogdoktoren. Han kan nok anbefale lidt god og relevant læsning til en olding med et brækket ben og hurtigt få det til at gro sammen. Venlig hilsen Eigil Veggerby Lausten, 5000 Odense C«.

Vi siger tak til Eigil og skal da lige nå at nævne, at risikoen for brækkede ben er betydelig mindre for mennesker, som går i gang med at læse f.eks. Thomas Manns ’Josef og hans brødre’ (1.630 sider), Robert Musils ’Manden uden egenskaber’ (1.284 sider), Marcel Prousts ’På sporet efter den tabte tid’ (3.094 sider) eller f.eks. Karl Marx’ Kapitalen’ (1.400 sider), end den er for andre mennesker.

Det er trods alt sjældent, man hører om folk, der brækker deres ben, mens de pløjer sig gennem sådanne monsterværker. Der er simpelthen ikke tid nok i døgnene til, at man også kan nå at brække et ben!

Skulle man alligevel brække benet, er den bedste medicin, jeg – på stående fod – kan komme i tanke om, Hitchcocks ’Rear window’. Det er helt utroligt, så spændende et liv James Stewart får sig ved hjælp af sit bandagerede ben – og en kraftig kikkert.

Drankervisdom
Og så til et brev med særlig interesse for polfarere: »Hej, Hr. bogdoktor og frøken Stryhn m.fl.! Efter en måneds brug af vestindisk rom, hvor nyrerne raslede og leveren knirkede, kan jeg kraftigt anbefale at læse Jørn Riels skrøne om ravnen Børge. Det er fed litteratur, som helbreder gamle Grønlandsfarere. Skrønen findes i samlingen ’Haldurs ballader og andre skrøner’. Venlig hilsen Ivan Brinck«.

En tak til Ivan for at dele ud af sin med auditive betragtninger krydrede sejler- og drankervisdom, hvilket fører os til lidt hospitalsmagi fra min fødeø, Amager:

»Kære Bogdoktor, da jeg for nylig blev indlagt akut på hospitalet, greb jeg inden afgangen hjemmefra i hast en af flere bøger, jeg var i gang med, nemlig: Kirsten Rasks biografi om sprogforskeren Rasmus Rask (1787-1832). Som dagene skred frem på hospitalet, og min tilstand ændrede sig, ændrede lægernes profeti om min udskrivelse sig også. Om søndagen mentes det, at jeg nok skulle hjem tirsdag. Tirsdag hed det nedslående, at jeg nok måtte blive et par dage længere, men så onsdag mente lægen – efter at have bemærket, at min bog (som jeg netop da læste de sidste sider i), burde handle om en læge på grund af navnet Rask – overraskende det modsatte. Nu skulle jeg pludselig hjem med times varsel. Jeg kan kun forstå det sådan, at Rasmus Rask havde virket på mig – og på lægen, hvis ord jeg med ét levede op til: »Vi beholder dig ikke et sekund længere end nødvendigt«. Og således forlod rekonvalescenten hospitalet! Venlig hilsen Maj-Britt Kent Hansen, København S.«.

Tak også til Maj-Britt. Jeg er helt sikker på, at Rasmus Rask havde en gunstig effekt på din behandling alene på grund af hans gode efternavn.

Nu vi er ved læger med bemærkelsesværdige navne, (da jeg var dreng hed mine læger henholdsvis Dr. Kaa og Dr. Vitaliano) skal du da lige vide, at din Bogdoktor på et tidspunkt legede med tanken om at skrive under navnet Hartvig Frisk! Dels fordi det er et godt lægenavn, dels fordi jeg holder meget af navnkundige Hartvig Frisch, dels fordi jeg simpelthen synes, at det lyder godt at kunne skrive sætninger som »kom trygt til Doktor Hartvig. Desværre vendte resten af klinikken tommelen nedad.

Blomme-repertoiret
I Borgergade i København ligger Tranquebar, hovedstadens hyggeligste bogcafé. Intelligent og kærligt stablet på benene af kvinder med stor kærlighed til (rejse)bøger. Fra den ene af boghandlerinderne har jeg modtaget følgende nødråb:

»Kære Bogdoktor, jeg har observeret en adfærd, som virker krænkende på noget i mig. Jeg er ikke helt sikker på, om det er en virus på retsfølelsen, eller om mine sko bare strammer! Jeg driver en lille boghandel (omtalte, red.), hvor vi bag disken har en kaffemaskine, så vi kan kræse lidt om vore kunder. Vi har også en blød sofa. Det delikate spørgsmål er: Kan der være mennesker, som ikke kender forskel på en boghandel og et bibliotek? Vi har observeret, at der i den bløde sofa nogle gange sidder en kunde og drikker kaffe og læser en HEL bog for derefter at sætte den tilbage på hylden. Det giver vores mandagsmedhjælper forhøjet blodtryk. Kan folk fejle noget i situationsfornemmelsen, er der noget at gøre ved det, og hvad med mandagsmedhjælperen? Jeg håber, du kan hjælpe, på forhånd tak. Din boghandler«.

Kære boghandler: Næste gang den formastelige gratist (som dog er læser og jo derfor ikke et gennemslet menneske) sætter sig til rette med en bog, ringer du bare efter mig.

Så kommer jeg iført Lektor Blomme-kostume, sætter mig ved siden af bemeldte personage, så ser vi, om der skal anvendes reformpædagogiske metoder eller midler fra Blomme-repertoiret! Og så til en forsyndelse.

I sidste uge hjalp vi en stakkels kvinde, som ville have litterær medicin mod hjertekvaler.

LÆS ARTIKEL Bogdoktoren konsulterer: Hvordan lindrer man hjertets hemmelige smerte?

Det har udløst følgende brev: »Kære Bogdoktor. Overså du ikke et vægtigt dansk litterært værk om kærlighedens vildveje i din seneste konsultation? Jeg tænker naturligvis på Herman Bangs ’Ved Vejen’. Umulig kærlighed er vist aldrig før eller siden skildret så invaliderende og hjerteskærende i dansk litteratur! Og lur mig, om ikke den kvindelige læser, som lettede sit hjerte i din konsultationstid, vil kunne finde en lidelsesfælle i Katinka! Tak for ugens recept! Med venlig hilsen Kasper Kirkegaard«.

Jeg takker Hr. Kirkegaard for påtalen, idet jeg dog samtidig må indskyde, at der ganske ofte vil være flere litterære præparater, som kan tages i anvendelse mod en given lidelse. Som dreng har jeg således oplevet at blive kureret for skoldkopper både ved hjælp af ’Tintin og Soltemplet’ og ’De Fem på Skatteøen’!

På gensyn i næste uge.