Næppe nogen flygtninge har de sidste årtier nydt så stor international bevågenhed som de palæstinensiske. Før slutningen af 60’erne blev de ignoreret. Efter begyndelsen af 70’erne har FN-organisationer i ét væk vedtaget resolutioner om deres rettigheder.

Men hvorfor flygtede de overhovedet?

Den israelske historiker Ilan Pappe har for otte år siden udgivet resultatet af et stykke forskning, som siden er blevet en bibel for venner af palæstinenserne og lidt af en hadepamflet for venner af Israel.

I og for sig sagde bogen, der nu er kommet på dansk, ikke noget nyt. Det var ikke nyt, at syv hundrede halvtreds tusinde palæstinensere i 1948/49 flygtede fra deres hjem i det område, hvor staten Israel blev etableret.

Katastrofe eller uafhængighedskrig?
Israelske regeringer fremførte, at palæstinenserne selv valgte at flygte, blev presset af krigshandlingerne eller blev lokket til det af arabiske regeringer, som angiveligt ville have plads til at føre krig mod Israel. Palæstinenserne og arabiske regeringer fremførte modsat, at palæstinenserne blev fordrevet med vilje og med magt.

Pappes forskning og bog tilstræber at dokumentere, at den palæstinensiske flugt ikke skete ved et tilfælde, men efter en israelsk beslutning om udrensning af arabiske palæstinensere.

Selv om detaljerne stadig er omstridte, lykkes det ham effektivt at kaste lys på et mønster. Og det er efter endt læsning ikke svært at forstå, hvorfor den konflikt, Israel kalder sin ’uafhængighedskrig’, er døbt ’katastrofen’ blandt palæstinenserne.

Forsvarsskrift i murstensstørrelse
Krigen bragte begge dele – uafhængighed for Israel, katastrofe for palæstinenserne. Pappe viser, hvordan flere hundrede palæstinensiske landsbyer blev fjernet fra landkortet af Israel.

Det er forstemmende læsning og et forsvarsskrift i murstensstørrelse for palæstinensiske krav om, at den israelsk-palæstinensiske konflikt ikke vil få sin afslutning, før en løsning på den palæstinensiske flygtningetragedie er fundet.

Jøderne blev også fordrevet
For israelerne er den palæstinensiske flugt ikke en hemmelighed. Det er heller ikke ubekendt for israelerne, at palæstinensere i flygtningelejre i navnlig Gaza, Jordan, Libanon og Syrien stadig venter på en fremtid – eller at flygtningenes uløste frustrationer bestandigt vil fostre nye konflikter.

Pappe har alligevel jaget en syl ned i det mest betændte hjørne af den palæstinensisk-israelske affære. Hans bog er et tillidvækkende bilag til forståelse af palæstinensernes historiske organisering og grundlæggende politiske krav om tilbagevending og en selvstændig stat.

De fleste israelere vil til gengæld savne den modsatte historie den dag, de to parter for alvor måtte forsøge at løse deres nagende konflikt.

Israelerne vil fremføre, at nogenlunde lige så mange jøder i de følgende år flygtede fra den arabiske verden og heller aldrig har fået hverken kompensation eller blot anerkendelse af deres flugt. De vil desuden spørge, hvordan jøderne var blevet behandlet, hvis den arabiske side havde vundet krigen?

Et godt bud på den ene sides fortælling
Det er ren kontrafaktisk historiedebat. Ingen kender svaret. De ubehagelige sandheder er flere.

Pappe har ret – palæstinenserne blev fordrevet i stort tal. Det er formentlig også uomgængeligt, at hele det politiske spil bag FN’s beslutning om deling af Palæstina næppe kunne være foregået i dag. Hvis man vil forstå palæstinensernes historiske bitterhed, er Pappes bog derfor oplagt læsning.

Hvis man vil forstå israelernes modvilje imod at erkende et ansvar for palæstinensernes tragedie, uden at modparten accepterer den israelske flugt fra arabiske lande, og uden at acceptere krigenes iboende logik, at Israel næppe havde eksisteret i dag, hvis det havde tabt et eneste militært opgør – så er bogen til gengæld et stykke historie uden forbindelse til den politiske virkelighed.

Men hvis man vil forsøge at forstå, hvorfor én konflikt kan afføde to diametralt forskellige historier, er bogen et godt bud på den ene sides fortælling.

FACEBOOKBliv ven med Politiken