Kan vi lære noget af en bog fra et amerikansk universitetsforlag om den internationale krise, som vi i 2006 alle blev en slags aktører i, og som desværre stadig er uafsluttet, jf. den seneste terrorsag fra Chicago og Pakistan?

Naturligvis kan vi det, for så vidt som det altid er sundt at blive set udefra, med den distance, det overblik og den balance, som det kan være svært for os selv at præstere.

Gode forudsætninger
Men når Jytte Klausens bog om ’the cartoon crisis’ – bedre kendt herhjemme som ’Muhammedkrisen’, mere præcist beskrevet som ’karikaturkrisen’, og i diplomatisk sammenhæng benævnt ’tegning-sagen’ – så stærkt kan anbefales, er det, fordi hun har to særlige forudsætninger, der supplerer hendes akademiske kvalifikationer som professor i komparativ politik på Brandeis Universitetet i USA:

Hun er oprindeligt dansker, og kommer her stadig hver sommer, når hun ikke lige er her for at interviewe Flemming Rose, Carsten Juste eller salig Abu Laban.

LÆS ARTIKEL Yale censurerer bog om Muhammedkrise

Og hendes seneste bog før denne hed ’Den islamiske udfordring: Politik og religion i Vesteuropa’, en bog der blandt andet byggede på flere hundrede interview med muslimske lederskikkelser rundt omkring i vores verdensdel.

Hun kender kort sagt begge parter i konflikten bedre end de fleste – og ved derfor, at der netop ikke blot er tale om to parter, ’danskerne’ og ’muslimerne’, men om et langt mere sammensat, splittet og kompliceret billede.

Effektive antagelser
Bogens overordnede tese – der understøttes af præcise analyser af alle de mange lokale og globale forløb – er, at krisen først og fremmest skal forstås som drevet af politiske aktører og politiske faktorer.

Den danske indenrigspolitiske sammenhæng var helt afgørende, ligesom den egyptiske indenrigs- – eller måske snarere udenrigs- – politik snart blev det.

Og i den allermest eksplosive fase var krisen styret af ekstremisters ønsker om at destabilisere regeringer fra Pakistan over Libyen og til Nigeria (hvor krisen kostede langt de fleste dødsofre, herunder mange kristne).

LÆS OGSÅ Professorer skælder ud på forlag i Muhammed-sag

De politiske forklaringer kan forekomme indlysende, når man kommer tæt på dynamikken, men de modstilles effektivt en udbredt antagelse om, at der var tale om et globalt kultur- eller civilisationssammenstød, hvor internettet og andre globaliseringsfænomener pludselig satte uforenelige størrelser i eksplosiv forbindelse med hinanden.

Sådan var det ikke, selv om krisens gennemslagskraft ironisk nok har været så stor, at efterfølgende, beslægtede episoder i højere grad har haft den karakter.

Nu, hvor mønsteret er indøvet, så at sige.

Indbyrdes muslimsk uenighed
Mest ny for danske læsere vil nok være Jytte Klausens tætte analyse af de mange og meget forskellige dagsordener, der drev krisens muslimske aktører.

Fra uenigheden mellem den for alvor fundamentalistiske imam i Århus, Raed Sheikh Hlayhel, og imam Abu Laban (som forfatteren tydeligvis oplever som et langt mere moderat og anstændigt menneske), til kampen om at sætte dagsordenen mellem europæiske muslimske organisationer, mellemøstlige regeringer og islamistiske oppositions- og terrorgrupper.

Muslimer var kort sagt indbyrdes meget uenige om, ikke bare hvordan, der skulle protesteres eller reageres over for karikaturerne (enkelte støttede dem faktisk), men også om, hvad det var, der var galt med dem.

Det er velkendt, at Egyptens reaktion på den danske regerings afvisning af enhver form for dialog de første måneder var et afgørende element i den kæde af begivenheder, der gjorde krisen global.

Men Jytte Klausen gør opmærksom på, at det ikke kan forklares med det egyptiske parlamentsvalg, der normalt henvises til i den forbindelse.

Hun sandsynliggør i stedet, at Egypten – ud over voldsom irritation over Danmarks kolde skulder – var motiveret af et ønske om at afspore Bushadministrationens demokratioffensiv i Mellemøsten, der netop i de måneder havde sit kortlivede højdepunkt.

Ingen happy end
Et af krisens oversete ofre er i det perspektiv det demokratiske charter for Mellemøsten, der skulle være vedtaget på en konference i Bahrain, en konference der i stedet endte i et sammenbrud.

Men her var karikatursagen naturligvis kun et instrument, om end et yderst bekvemt et, der kunne bruges af regimer, der under ingen omstændigheder ville være gået den vej alligevel. Som bekendt fik USA jo også hurtigt kolde fødder, da valgene i især Irak og Palæstina illustrerede, hvilke antivestlige flertal frie valg afdækkede i denne del af verden.

LÆS ARTIKEL Muhammed-tegner taler på Yale

Og historiens afslutning?

I det åbenlyse fravær af en rigtig happy end, hvad vi her på Rådhuspladsen er mere bevidste om end nogen sinde, rundes bogen af med historien om, hvordan Anders Fogh alligevel fik lov til at blive Nato’s generalsekretær.

Mod store indrømmelser til Tyrkiet, og mod hans egen transformation til pragmatisk og dialogsøgende international embedsmand.

Ikke mindst når det gælder muslimske ambassadører.