fantastisk Den portugisiske nobelprismodtager José Saramagos næstsidste roman er fantastisk og helt sin egen. - Foto: Omslag fra bogen/PR

Kongen af Portugal beslutter det herrens år 1551, at hans østrigske fætter, Maximilian, ærkehertug af Østrig, vicekonge af Spanien, skal have en elefant, intet mindre.

Anledningen er underordnet. Eller rettere, at der ikke rigtig er nogen anledning er af stor betydning.

For sådan er det hele vejen igennem i Saramagos veloplagte, drillende, sludrevorne og indtil det uforskammede respektløse historie om den tids og alle tiders majestæter, velærværdigheder og velbyrdigheder: Det hele er til udvortes, til pynt og til det beståendes opretholdelse, således at magten kan forblive på de magtfuldes hænder og ikke – aldrig, og må Gud forbyde det! – overgå til de forstandiges.

En mageløs rejse
Hovedpersonen, foruden bemeldte gave, hedder Subhro. Det er ham, der som elefantpasser og elefantens – Salomons – fortrolige danner centrum i det ejendommelige rejseselskab.

Han er vores helt, en rigtig Saramago-helt, en skælm, kvikkere end de fromme, menneskeligere end de magtfulde. Subhro er imidlertid ingen omstyrter, ingen revolutionær, han kan både smiske og sno sig. Og alligevel – med sleben ironi og dygtig konversation – gøre jorden under de verdslige søjlehelgener svampet og porøs.

LÆS OGSÅPortugals største forfatter er død

Rejsen går fra Lissabon til den spanske kystby Valladolid, hvor det behager Maximilian at opholde sig nogen tid, og derfra videre med skib og hele den østrigske ærkehertugs følge til Italien og endelig via Alpernes frosthårde og vindomsuste tinder til Wien.

En mageløs rejse. Inderligt overflødig. Og desto rigere på symbolsk indhold, sabelraslen, diplomatiske trakasserier, buk og skrab og høvisk tale.

Middel mpd diarré
Mindeværdige stunder er der mange af.

F.eks. da en katolsk pater forsøger at få Salomon til som ved en pludselig indskydelse at knæle foran den lokale basilika og således skænke den af reformationen hårdt trængte katolske kirke et mirakel.

LÆS OGSÅ »Den dag, det sidste menneske dør, dør Gud«

Eller da skælmen Subhro, tilpasningsdygtig, som han er, skaber sig en lille formue ved at sælge det afklippede og nu hellige hår fra Salomons ryg som et probat middel mod diarré og skaldethed.

Fuldt fart frem
På vanlig vis hos den portugisiske nobelprisvinder går det i fuld fart fremad og op og ned ad indfaldenes sideveje. Lange sætninger, ingen store begyndelsesbogstaver i egennavnene, til gengæld i stribevis af dem i dialogen, der springer frem og tilbage mellem de talende inden for samme periode.

LÆS OGSÅ Blankisterne kommer

Fortælleren skylder ikke protokollerede sandheder og regler noget, er kun tro mod fortællingens bravur og sine egne digressioner og en lille smule mod Subhro.

’Elefantens rejse’, der er den næstsidste roman, Saramago nåede at skrive inden sin død tidligere på året, er lille af omfang, men så god som det bedste i forfatterskabets satiriske, samfunds-, kultur- og religionskritiske del. Eller kort og godt: komediedelen.