TURBO-THRILLER

Det skrev Henrik Palle om den svenske udgave af ’Paginikontrakten’, 18. september 2010.

»Først og fremmest er det for så vidt angår intrige infamt effektivt og mere end almindeligt spændende. For modstanderen, der viser sig at være nærmest larger than life, er djævelsk som få, hvilket medvirker til at gøre et jagtforløb nærmest ulideligt«.

»I samme åndedrag lykkes det faktisk også for den at være noget for en kriminalroman så sjældent som barokt morsom og en lille smule satirisk. Thi der tages lige en smule knald på den svenske kendiskultur, som er noget anderledes end vores ...«.

Hvis du har læst de tre første kapitler af ’Paganinikontrakten’ i den trykte udgave af Politiken, ved du, at det hele begynder vanvittig spændende med en menneskejagt anført af en anonym, men yderst effektiv lejemorder, problemløser eller med morderbranchens eget serbiske fagord – en grob.

De unge smukke mennesker, Pernille og Björn, er nemlig viklet ind i en kompliceret og kriminel våbenhandel, der gør deres viden livsfarlig for dem, som gedulgt har indgået titlens kontrakt, meget lig den, Faust gjorde med Fanden selv.

LÆS OGSÅ Kepler-krimi accelererer som en toptunet Porsche

Og så skæres den råsyltede roulade i øvrigt i forrygende skiver med den finsk-svenske superstrømer Joona i spidsen, stærkt flankeret af den alfeagtige Saga og den emsige Anja plus meget andet sejt polis, der holder hovedet koldt og pistolen velsmurt.

Vi taler om barske løjer, blod, tortur og tænders gnidsel samt hurtig sex på gulv og lagen.

Lang ramasjang
Men næsten 600 sider er rigtig mange.

Og selv om det begynder som et stykke spændende smørgås, går der over midten tungt farsbrød i sagen, megen adagio og sniksnak afbrudt af action og skuddueller.

Hvor hele molevitten både ender i det rene rungende James Bond-ramasjang afløst af Carl Larssons hvide kvinder med blide smil og vilde jordbær fra skovbund.

Ingen selvironi
Bag det sensationelle og velkomponerede plot taler vi faktisk om en regelret og traditionel svensk politiroman både med hensyn til politisk korrekthed og social bekymring. Konspirationer, friherre-adel, klassisk dannelse og musik, kammertone og fine vine alt a la Jens Christian Grøndahl for nu at tale dansk.

LÆS OGSÅ Danskerne flår 'Hypnotisøren' ned fra hylderne

Alt sammen meget effektivt serveret, men også uden megen humor. (Selv)ironi er en by i Grækenland, og mennesker er stedt i en verden med flere ugler i mosen end samtlige skandinaviske vådområder. Til sammen. Fint nok. Sådan er det jo med svensk stål, som holder sin vægtfylde, brugbarhed og solide form og indhold.

PS ’Paganinikontrakten’ ligger lige til højrebenet som tv-serie.