Fordi det var ham, fordi det var mig.

- Montaigne


Der er noget på spil, når man i en alder af godt 80 udgiver en roman om et forlist venskab, en roman så rasende, såret og personlig, at virkelighedens jeg og du i hver anden sætning springer op fra siden og krænger fiktionens fine fernis af sig. Men der er også meget, som er sat over styr:

»Jeg har altid været klar over, at det, vi havde sammen som drenge og unge mennesker, er det bedste, der er sket mig i livet, det mest værdifulde, det morsomste og det, der fylder mig med den største længsel«, skriver 'Nøleren', romanens fortæller, en 70-årig litteraturprofessor, om sin barndomsven Nikolaj.

LÆS OGSÅRifbjerg fylder 80: »Når jeg skriver, gør jeg jo for fanden, hvad jeg har lyst til«

Formentlig er romanen skrevet for ti år siden af en 70-årig Rifbjerg. Det hedder for eksempel om statsministeren (»Dracula som venstremand«), at man »får fornemmelsen af, når han stirrer med sine gennemtrængende beepers, at om lidt slipper han, hvad han har i hænderne og kaster sig frem og bider halsen over på én«.

Et citat, som er typisk både for stilens høje humor og for det dirrende lille forfølgelsesvanvid, som er en psykisk realitet for fortælleren. Han kan sagtens selv diskutere og tematisere sin paranoia, men samtidig har han sindssygt ondt af sig selv over, at verden truer ham så meget.

Den vil slå ham ihjel, og forrest blandt bødlerne står den elskede ven med hævet økse og erektion. Under alle omstændigheder er de begge to gamle i dag: »Det drejede sig om et helt liv, faktisk. Måske var det snart forbi«.

På sit stærkeste
Når romanen er bedst, har den enkle og tidløse formuleringer for venskabet: »Jeg ved ikke hvorfor, men sådan er det. Jeg ved heller ikke, hvad det er med det billede - eller det venskab. Det er bare sådan. Sådan er det«.

De Rifbjergske formuleringer ligger utrolig tæt på Montaignes: »Fordi det var ham, fordi det var mig«. De otte ord fra renæssancen om den elskede ven Etienne de la Boëtie er som skrevet i ét hug, men Montaigne brugte 20-30 år på at finde dem.

I første udkast til essayet 'Om venskab' skrev Montaigne engang i 1570'erne: »Hvis jeg var nødt til at forklare, hvorfor jeg elskede ham, føler jeg, at jeg ikke kan udtrykke det«.

Ti år senere føjede han til i margenen: »... på anden måde end ved at svare: Fordi det var ham«. Og endnu mange år senere kom så en håndskrevet tilføjelse: »Fordi det var mig«.

LÆS OGSÅ Fra Rushdie til Westergaard

Montaignes elskede ven døde som helt ung, så der var intet til hinder for, at han kunne bevare både længslen og kærligheden til sine egne dages ende. Rifbjergs ven lever endnu, det gør længslen værre og kombinerer kærligheden med had.

'Nøleren', som altså her hos Rifbjerg er jegfortæller, er en godt og lykkeligt gift borgermand, hvis lange karriere som ægtefælle og litterat har givet ham noget at fortælle, både fra bøgernes verden og fra sit eget livs spring og sidespring.

Nølerens ven Nikolaj er kunstmaler med stor succes og mange kvinder, en mand som sent i livet bliver politisk engageret på en måde, som går hen over hovedet på hans ven. N&N har kendt hinanden som børn, de har gået i skole sammen, og de har fulgtes ad i 60-70 år, indtil bruddet kom.

Starten på enden
Ved romanens begyndelse etableres en spænding ved, at fortælleren får stjålet et billede, et lærred, fra sin bil. Det er et selvportræt, som Nikolaj har malet, og som har hængt i professorhjemmet i mange år.

Jagten på det stjålne billede af Nikolaj sætter fortællingen ind i en ramme, hvor andre kan hjælpe til, og professorens hustru, Aline, og datteren Nikoline (bemærk navnet), kan sige sandheder: »Drop ham Nikolaj, sagde Nikoline. Han har jo droppet dig for længe siden«. Og den lange version:

»Man kan spilde en masse tid på idioter, er det ikke rigtigt? Hvis man døgnet rundt interesserer sig for klovner, ender man så ikke selv som bajads? Nikolaj er en klovn, måske en charmerende klovn, men en klovn, det er han. Flere gange, når jeg er rendt på ham, har jeg spurgt, hvad der egentlig foregår, men han vender ryggen til, han glider af, han vil ikke svare, han vil ikke være med. Og så er han oven i købet min gudfar! Men ved I hvad? Jeg synes alligevel, han er en tøsedreng, et pjok«.

Nu er det måske lidt tøset af fortælleren sådan at lade andre sige 'sandhederne', så vi surmuler lidt og forlader et øjeblik romanen for at træde ud i virkeligheden.

Her findes et menneske ved navn Niels Barfoed, kendt kritiker, litterat, doktor på en afhandling om Don Juan og forfatter til en lang rækker bøger i alle genrer, senest biografien 'Manden bag helten' om grønlandsfareren Knud Rasmussen.

LÆS ANMELDELSE Barfoed tegner genialt portræt af Danmarks store polarfarer

Niels Barfoed har sandt at sige temmelig mange træk til fælles med figuren 'Nikolaj' i 'Nøleren', mens 'Nøleren' selv har meget til fælles med Rifbjerg, uden at der selvfølgelig er et en til en-forhold mellem nogen af størrelserne.

I hvert fald er der jo byttet lidt rundt på faktorernes orden, så kunstneren er ham, der har brudt forholdet, mens kritikeren er ham, der fortæller (men altså derved egentlig alligevel er kunstneren).

Farvel så længe
Nå, personligt har jeg aldrig fundet fornøjelse ved at gå rundt med skæg og blå briller og dirke nøgleromaner op, så jeg tror, jeg vil nøjes med et par citater fra Niels Barfoeds erindringsbog fra 2007 med den sigende titel 'Farvel så længe!'. Her hedder det i kapitlet 'Skolekammerater':

»Klaus og jeg kendte hinanden længe før, man trykker i hånden. Vores veje er skilt mere kategorisk. På mit initiativ, men på hans foranledning«.

Den i dag godt 80-årige Niels Barfoed er kendt af hvert barn i Danmark, for han optræder som drengen Tore i Rifbjergs klassiker 'Den kroniske uskyld', som i et halvt århundrede har været pensum i danske skoler. Barfoed er i det hele taget under forskellige forklædninger gennemgående figur i talrige af Rifbjergs romaner.

LÆS OGSÅRifbjergs nye bog er en fuldtræffer

De gik i tidernes morgenstund på den københavnske Vestre Borgerdydskole sammen, lille Niels en klasse over lille Klaus, mens den senere forfatter Villy Sørensen gik to klasser over Niels. Men tilbage til citatet fra Niels Barfoeds erindringer. Det fortsætter:

»På et tidspunkt - for godt en halv snes år siden - kunne jeg omsider ikke længere få det bedyrede venskab til at hænge sammen med det vrængbillede, som han gang på gang tegnede af mig offentligt. (...) Jeg fandt, målet omsider var fuldt, og sendte Klaus et brev om, at hans tilbagevendende udfald ikke havde noget at gøre med, hvad jeg forstod ved godt gammelt venskab. Han havde selv valgt. Slut«.

Jo. Ja. Slut og slut. Lige et par linjer mere:

»I mange årtier og i alle genrer havde min opportunisme, smålighed, nærighed, min skinhellighed, min fedten for de for tiden 'rigtige' og min anløbne integritet i det hele taget været tilbagevendende emner i Klaus skriverier. Et særligt uhåndterligt problem var, at det i reglen var uigennemskueligt for udenforstående, hvad den konkrete anstødssten var. Det var nemlig ikke noget, jeg gjorde. Det var noget, jeg var«.

At blive brugt
Mens vi for tiden diskuterer 'autofiktion', Knausgård, litteraturens grænser, romanernes etik og alt det, løber der altså dette spor af levende hjerteblod i vores litteratur fra 'Den kroniske uskyld' til det kroniske venskab.

Niels Barfoeds kapitel om 'Skolekammerater' har en sætning, der blinker som den røde advarselslampe på litteraturens hjerte-lunge-maskine: »Samvær med Klaus indbefattede altid en risiko for, at man blev brugt«.

Nogenlunde det samme sagde Hemingway vistnok sådan her: »Det er altid en fejl at lære en forfatter nærmere at kende«. Men modviljen mod at 'blive fortalt' af de andre, blive fortalt af DEN ANDEN, går længere end til litteraturen, den er måske noget af det mest menneskelige overhovedet.

LÆS OGSÅ Advarsel: Denne bog er farlig og stærkt vanedannende

Kerstin Ekman har i sin store aktuelle roman om 'Grand final i gøglerbranchen' lagt modviljen, men også tiltrækningen, skrækken, men også lysten, langt ind i det dobbelte sind hos sin hovedperson, som er en og to personer, fortæller og fortalt på samme tid.

Det er et overgreb mod andre at 'fortælle dem', selv når det gøres af god vilje, for i dette gode begynder en ondskab, fiktionens farlighed. Men når fiktionen potenteres til litteratur, bliver den alligevel det helt nødvendige sted, den helt uundværlige institution i vores verden, hvor sandheder kan siges i løgnens form.

Fortællingens kraft
Tænk, hvad vi ikke vidste om hinanden, hvis ikke vi havde romanerne.

Om gode og onde viljer, om nye og gamle motiver, om 80 års episoder, symboler, jalousi og samliv kan to gamle venner fortælle meget. Rifbjerg gør det i 'Nøleren' med hele sit udtræk af pragtfuldt splintrende sprog, storslået hysteri, ufattelig smålighed, kolossal belæsthed og historisk overblik, totalt nærvær det ene øjeblik og total tomgang det næste.

Ingen kan som Rifbjerg rammes af apnø og falde i søvn midt i sin egen sætning, men så vågner han op til dåd igen, læseren gør det samme, og man sluger med fryd den lille roman som en fortælling OGSÅ om det 20. århundredes kunst- og kulturhistorie, om ideer og filosofi.

For de to små og store elefanter i romanen, N&N, Nøleren & Nikolaj, de repræsenterer vidt forskellige syn på kunst, etik, politik, engagement, sex og livet i det hele taget. Hvordan i alverden blev de nogen sinde venner? Og hvorfor holdt det op?

Fordi det var ham, fordi det var ham.