Der er noget i Pascal Merciers bog, jeg godt kan lide, og som jeg ikke kan huske, at jeg har mødt magen til andre steder. Eller overhovedet mødt.

Og så er der en masse udenom, der er fortænkt og overarrangeret, og som på den mest pascal mercierske måde trækker læseren ad de litterære konventioners tåbeligste omveje. For litteratur skal det være, noget så litteratur.

Altid sådan eller bare på en anden måde
Det sidste først. Hvorfor skal Mercier altid anbringe sine to mandlige, midaldrende hovedpersoner i en bil mellem Saint-Rémy og Bern, og hvorfor skal historien altid pakkes ind i denne stemning af fortættet og fortrolig voksenkonversation?

Hvorfor skal den ene af de to mandlige, midaldrende personers historie altid kaste et skævt lys ind over den andens og de tos tilsammen danne denne teatertåge af centraleuropæisk voksentristesse?

Og hvorfor skal det altid antydes, at historien lige straks og senest i morgen vil afdække endnu dybere lag i fortrolighedens og livserfaringens lerede jord?

Hvorfor skal det altid være sådan, og hvis ikke sådan, så alligevel sådan bare på en anden måde?

Violinmusik og teatertåge
Inde i hele den anstrengte orkestrering – og det er det andet – findes en historie, der er både enkel og kompliceret.

Den handler om Lea, der otte år gammel mister sin mor og som en kærlighedserstatning eller som en beskyttelse mod sorgen begiver sig ind i musikkens verden. Hun bliver – tilskyndet af tilfældet, sin far og et overvældende talent – violinvirtuos, en passioneret, men også fanatisk dyrker af instrumentet, forført af dets skønhed og drømmen om at beherske det til fuldkommenhed.

God historie, åben for alting, men med et brændpunkt hos faderen, der magtesløs ser sin datter forsvinde ud i musikkens stjernetåger og i selvspejlingens kynisme og selvfortabelse.

Eller værre end magtesløs, med kun ét at gøre: at holde den umulige drøm levende for sin datter, indtil hun brister og går under.

Novelle eller roman?
Den historie har det hele, også alle over- og undertoner om kunst og virkelighed, brændende længsler og livsfarlig forskrivelse, fædre og deres døtre osv. osv., men ikke nok tilsyneladende.

For også her skal vi en teatralsk omvej, først et sving omkring Pasteur og Marie Curie og de midaldrende mænds naturvidenskabelige verdensbillede, så vi forstår både bredden og dybden i det hele.

Så et ordentligt stykke ad gotikkens gustent oplyste stier til et parti skak om liv og død og om sjælfulde instrumenter fra svundne århundreder og så fremdeles til og med en violinistinde med maske og klumpfod.

Herre du milde, mindre kunne gøre det! Eller meget mere, hvis det endelig skulle være.

Forlaget har på titelbladet kaldt Pascal Merciers bog ’noveller’ og siden i en mail til redaktionen rettet sig selv, »det er en roman«. Sagen er, at Pascal Mercier selv kalder bogen en ’novelle’.

Den egentlige fejl er imidlertid ikke forlagets, men Merciers. Han skulle have holdt fast i sin første indskydelse, novellen, det lille og tætte format. Uden terapeutisk snak og gotisk vrøvl.