Foto: Pressefoto
Skønlitteratur

4 hjerter: Forfatter skriver sig ud af plastikboksen i 'Købekælling'

Metaforer bliver til fysisk virkelighed i den sære frigørelsesfortælling.

Skønlitteratur

Det ligger næsten i ordet: ægteskab. Parforholdet som et skab? Et bur? Måske endda et fængsel? Henrik Ibsen lod sin Nora bryde ud af sit dukkehjem, og på lignende vis lader den debuterende forfatterinde Anna Dyhr sin navnløse hovedperson kæmpe sig ud af det lukkede rum, hendes parforhold har udviklet sig til.

I begyndelsen af romanen befinder kvinden sig i en boks. Der er lagt låg på hende, hun er undertrykt. Rummet omkring hende er et vakuum, og hun har mistet sin retningssans.

Men hvad der lyder som tyndslidte metaforer, skal læses som noget helt konkret og fysisk hos Dyhr: kvinden lever vitterligt i en 80 liters hvid plastikboks fra XL-byg, holdt indespærret af sin mand – men ikke uden en vis frivillighed. »Seriøst?« spørger hendes veninde med de plirrende bambiøjne. »Gravalvorligt,« svarer hovedpersonen med sproglig præcision. Hun er levende begravet – indtil en rasende frigørelsestrang tager over. Og ikke nok med, at hun sprænger sit bur af plastik; hun påbegynder en transformation, der gør hende til det ultimativt frigjorte menneske: en mand, der selvsikkert indtager verden og er klar til at undertrykke andre. »Kvinde, kend din krop, mand!«.

Pointen bliver slået ind med syvtommersøm, og sine steder føles Dyhrs »aggressive realisme«, som hun selv kalder sin stil, anmassende og uelegant. Da hovedpersonen opsøger kommunekontoret og forsikringsselskabet og aldrig helt passer ind (»Borgerservice kan ikke tage forbehold for individualisme«), kommer der lige lovlig mange ’bokse’ ind i billedet, og metaforikken bliver presset til det yderste.

Det er i de øjeblikke, hvor vreden rammer sorgen og følsomheden, og Dyhr har mere end én streng at spille på, at 'Købekælling’ er bedst.

På samme måde føles mødet med den kvindelige komiker Sanne Søndergaard som et lidt underligt fanbrev midt i fiktionen. I de øjeblikke virker ’Købekælling’ mere som et kampskrift end en roman, og der går altså nogle nuancer tabt, når aggressionerne tager over.

Heldigvis er Dyhr ikke uden humor, og mange af hendes sproglige billeder er lige så morsomme, som de er ordmæssigt fortryllende i deres præcision og overraskende brug (»Gift er noget, man indtager med ægteskabspagten«). Med små sproglige omvendinger leger hun med betydningsforskydninger, så det næsten knitrer elektrisk hen over siderne. Og i naturbeskrivelserne under overskriften ’Kosmos’ bliver sproget næsten romantisk storladent. I mødet med naturen indser hovedpersonen sin overgivelse til den undertrykkende mand, og Dyhr beskriver det, så man både kan se, høre og føle det: »Sådan var det, da jeg forelskede mig første gang. Du så den, rytmen. Du tog den. Lige siden har jeg ikke kunnet finde den. Melodien, takten. Jeg faldt i dine hænder og ned i boxen«.

Det er i de øjeblikke, hvor vreden rammer sorgen og følsomheden, og Dyhr har mere end én streng at spille på, at 'Købekælling’ er bedst.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce