Wienerbroderskabet’ er en ordentlig moppedreng af en bog. Både fysisk og fortællemæssigt. Romanen rummer emner som racehygiejne, Anden Verdenskrig, nutidige dommedagskulter og islamisk ekstremisme, krydret med politiske plottråde og masser af blodig tjubang.

I stormens øje står som altid en politimand – han hedder Fredrik Beier og er kun lige akkurat tilbage på jobbet efter nogle angstanfald, som har sendt ham i terapi, meget mod hans vilje, selvfølgelig (»Angstanfaldene var hans svaghed, og svaghed var tabu i en etat drevet af testosteron«, som Johnsrud skriver). Hvad krimikarakterer angår, fås de ikke meget mere stereotype end Beier, der har et brudt ægteskab bag sig, et halvhjertet forhold foran sig – og et godt øje til den unge kvindelige agent, han er blevet sat til at arbejde sammen med fra politiets sikkerhedstjeneste. Ikke videre originalt, men der er mildt sagt mere end Beier at holde styr på i historien, som kommer flyvende fra start med en likvidering i Afghanistan og en bortførelse i Oslo.