Det starter og slutter med en begravelse i regnvejr.
Faktisk regner det så meget, at kisten bliver sænket ned i en vandfyldt grav. Et effektfuldt anslag, som mildest anslår den dyngvåde nordiske tone i Bille Augusts første danske film i mange år.
Men det er nu passionen mere end den nordiske hængemule, som er temaet i Augusts film om ’Marie Krøyer’ baseret på Anastassia Arnolds biografi ’Balladen om Marie Krøyer’ fra 1999.
Det er trekantsdramaet mellem Skagensmalerparret Søren og Marie Krøyer og den svenske komponist Hugo Alfvén, som er gravet ud af Marie Krøyers biografi. Et af de mest berømte kunstnerdramaer i dansk maleris historie, fra dengang P.S. Krøyer var en europæisk berømthed og Krøyerparret var toppen af datidens danske jetset.
Rimelige friheder
At lave en god film om Skagensmalerne og det berømte lys, som strålede så lyseblåt og perlemorsflorlet i P.S. Krøyers malerier fra Skagens strande, må være en af de store ambitioner bag ’Marie Krøyer’.
Den del af projektet lykkes fornemt. Som historisk genskabelse og med Dirk Brüel bag kameraet er der tale om fornemt håndværk fra Bille Augusts side.
LÆS OGSÅ Bille August returnerer til Danmark med malerportræt
At der er taget kunstneriske friheder med stoffet, bliver der udtrykkeligt gjort opmærksom på. Af økonomiske årsager har man bl.a. ladet det fatale møde mellem Marie Krøyer og den svenske Don Juan Hugo Alvén finde sted i Marstrand i Sverige og ikke i Taormina på Sicilien, hvor det rettelig fandt sted.
Men det er ikke noget, som forstyrrer filmens grundlæggende troværdige og velafbalancerede tidsbillede.
Hovedpersonen og epicenteret
Problemerne ligger et helt andet sted.
Uden at skele meget til fortiden kommer Marie Krøyer til at svæve lidt i luften som figur. At Marie med fødenavnet Triepcke var en kontroversiel person i datidens borgermiljø, fordi hun var noget så upopulært som barn af tyske immigranter og samtidig sin tids smukkeste kvindelige kendis, rummer nogle konflikter, man ikke rigtig får fornemmelsen af i en film, der zoomer ind på trekantsdramaet.
Det handler om kærlighed og kunstnerjalousi. Søren Krøyer elsker sin Marie, men er rå nok til at fortælle hende ligeud, at hendes talent som maler – i modsætning til hans – kan ligge på et meget lille sted.
Peter Asmussens manuskript og Bille Augusts instruktion prøver at gabe over en fundamental skævhed i trekantsdramaet. Marie er filmens hovedperson, men Søren er dramaets epicenter.
Den selvoptagede kunstner
Som kvinden mellem de to mænd er Marie Krøyer i centrum.
Hun er den moderne kvinde, som skal prøve at realisere sig selv og samtidig klare den umulige balance mellem rollerne som trofast hustru, pligtopfyldende mor, håbefuld kunstner og passioneret elskerinde. Det sidste bliver hun som konsekvens af Søren Krøyers stadig mere utilregnelige opførsel.
Efterhånden som Søren bliver stadig mere umulig, bliver det stadig sværere at tro på den kerne i kærligheden, som Ibsen kaldte ’Det Vidunderlige’, og som begge har som forholdets ideal.
Den gamle myte om, at Krøyers galskab skyldtes syfilis, blev allerede affærdiget i Anastassia Arnolds biografi, og den galskab, vi oplever i ’Marie Krøyer’, er altså en arveligt betinget maniodepressiv psykose muligvis forstærket af datidens nedbrydende syfiliskure med det giftige kviksølv som ’medicin’.
Men uanset om der er tale om syfilis eller psykose, så giver det Søren Sætter-Lassen mulighed for at folde sit gevaldige talent ud for fuld skrue.
Filmen hedder ’Marie Krøyer’, men ganske som det blev tilfældet i kunsthistorien, er det P.S. Krøyer, som suger al opmærksomheden til sig. Scenerne hvor Krøyer er manisk og fægter rundt med skydevåben og kommanderer sin lille datter til at agere jagthund og apportere døde fugle, er stærke og hjerteskærende og dramatisk toptunede.
Søren Sætter-Lassens portræt af en selvoptaget kunstner, der hele tiden slås med den nagende tvivl og pendulerer mellem overmod og fortvivlelse i en tilstand næret af såvel kunstnerens evige dilemmaer som angsten for tilbagefald af vanvid, er ikke bare fremragende, men har også helt klart haft en magnetisk tiltrækning på Bille August, der uvilkårligt har graviteret med et dilemma, han som filmkunstner selv kan forholde sig til.
Trekanten bliver ikke antændt
Mod dette buldrende bål af kunstnerisk ildhu og fortvivlelse kan Birgitte Hjort Sørensen ikke stille meget op som Marie Krøyer. Hun forbliver det kønne ansigt i klemme.
Man føler med hende. Især i scenerne, hvor det går op for hende, hvilke omkostninger en forelskelse dengang kunne have for en gift kvinde i forhold til hendes barn. Men hele tiden glider opmærksomheden automatisk i retning af dramaet omkring den eksplosive ægtemand.
Bedre bliver det ikke af, at trekantens bål aldrig for alvor bliver antændt. Sverrir Gudnasson er et kønt ansigt, men fatal? Ikke rigtig.
LÆS MERE
Klaus Rifbjerg: Tommy Kenter redder middelmådig Krøyer-filmVirkelighedens Hugo Alfvén skulle ifølge Anastassia Arnolds biografi have været en noget mere dæmonisk Don Juan, der efterlod brugte og brændte kvinder i sit kølvand og selv led under sin erotiske kynismes brug og smid væk-mentalitet. Det går i filmen ud over veninden Anna Norrie (en glimrene Lene Maria Christensen), da Alfvén dumper hende til fordel for Marie.
Men i forholdet til Marie Krøyer fremstilles Hugo Alfvéns tøven som en mere tilforladelig og kujonagtig udmelding fra kunstneren: »Jeg er kunstner. Jeg behøver min frihed«.
Veltillavet historiefortælling
Marie Krøyer var en smuk kvinde, der led under usikkerhed og et spinkelt talent.
En kvinde og kunstner i klemme mellem to mænd, der når alt kom til alt satte deres kunst højere end kærligheden. Hun valgte og blev korsfæstet offentligt. Selv om man kun får en snert af det sidste, slår dilemmaet stærkt igennem i Bille Augusts film.
Det er hverken billedfornemmelse eller begavelse, ’Marie Krøyer’ mangler, men simpelthen en løsning på den fundamentale ubalance, at Birgitte Hjort Sørensen og Sverrir Gudnason i den grad overskygges af Søren Sætter-Lassen.
En skævhed, som gør, at ’Marie Krøyer’ forbliver en veltillavet historisk film uden det bål af passion og tragedie, som kunne have gjort den til en stor, tragisk kærlighedshistorie og en definitiv fortælling om Skagensmalerne.
Nu bliver det i stedet filmen om Skagens skæve trekant.
fortsæt med at læse
