På coveret sidder han alene i et studie på en barstol. Lyset er slukket. En blå stemning har lagt sig over rummet, og ’Dino’ alias Jakob Dinesen ser ud til at være i gang med en ensom serenade på tenorsaxen. Pladen materialiserer lyden af denne stemning, så man næsten fornemmer duften af blomster.
At det netop er Jakob Dinesen, der skulle genoplive rollen som bredt anlagt fortolker af ballader ’with strings’ og det hele i dansk jazz, kan næppe være mere oplagt. Ved utallige lejligheder har han krydret koncerter og studiesessions med sit stilsikre og veloplagte spil.
Koncert Jakob Dinesen spiller cubansk jazzcocktailDinesen udfylder solistrollen på suveræn vis med en swingende fremdrift og en nuancering, der peger på moden dybde i hans spillestil. Hans gæld til forbilleder som Ben Webster og Stan Getz er åbenlys.
Flot balladealbum
Dino er ikke – og har aldrig været – smægtende i sit spil. Oftest er der en fin balance imellem drøj kant og følelse i tonen, mellem melodisk fokus og bevægeligt liv. I den afsluttende ’Tenderly’ er hans cirklende fraser i det høje register af en udfordrende karakter, som hverken Webster eller Getz ville finde på at begive sig ud i.
Dinesen spiller melodisk levende i alle otte numre, men lad mig fremhæve hans egen ’The Band’, båret mådeholdent af Nikolaj Torp Larsens strygerarrangement og rytmegruppen med bassist Anders Christensen og trommeslager Jakob Høyer.
Hør den nye gamle 'third stream'-tendens i jazzenI det hele taget er strygekvartetten anvendt, så der ikke drives rovdrift på sentimentaliteten. Hør bare den fine, spændingsfyldte intro til ’Onlyest Way’, arrangeret af pianist Magnus Hjorth.
Guitaristen Per Møllehøj har nogle velformulerede indsatser, og hele vejen akkompagneres Dinesen af den – lovlig tilbageholdende – thailandske pianist Darin Pantoomkomol, med hvem han har arbejdet igennem en årrække, og med hvem projektet startede som en idé om en ydmyg duoplade. Det endte med producer Søren Friis’ mellemkomst med dette flotte og bredt appellerende balladealbum.
Dansk-amerikansk strygekvintet
Der er formelt tænkt i samme retning – jazzgruppe med strygekvintet – af den aktive og i USA bosiddende danske bassist Anne Mette Iversen, hvis lejlighedsorkester derfor bærer navnet Double Life.
Pladen med titlen ’So Many Roads’ former sig som en suite af nutidig og sammensat karakter, bragt til live af den dygtige besætning, som foruden strygere udgøres af Iversen Quintet med blæserne John Ellis på sax og Peter Dahlgren på basun samt pianisten Danny Grissett og Otis Brown III på trommer.
Gakkede læger og gamle veteraner udgiver 'umoderne' jazz-pladerDet er en høreværdig rejse i fire kapitler, indrammet af en prolog og en epilog. Musikken har både fremdrift og smukt spirende detaljer.
Særlig vellykket er ’Chapter Two’, hvor orkestret høres i hele sin udstrækning med driftigt jazzspil og medrivende soli af Grissett ved flyglet, Ellis på tør tenorsax, Dahlgren på varmt rundet basun og Brown ved trommerne. Strygernes kammermusikalske kvaliteter integreres fornemt i helheden, så stykket står som et koncentrat af projektets hele og flot realiserede intention.
Stardardjazz fra 'ukendt mester'
Den ’ukendte mester’, tenorsaxofonisten Rich Perry fra New York, demonstrerer det mest underspillede mesterskab, man kan forestille sig, på den pragtfulde ’Nocturne’, en kvartetplade, hvor Perry gør, hvad han er bedst til, nemlig at spille standardjazz på højt niveau.
I øvrigt for første gang med en guitarist, Nate Radley, hvis luftige akkompagnement står fornemt til Perrys robuste spil. Og netop fordi Perry er så afslappet og tilbagelænet i sit drævende, virtuose greb om tenorsaxen, er pladen en desto større magtdemonstration.
Jazzens arvtager fik det til at gibbe i kroppenDen indledende ’Autumn Nocturne’ er det hele værd med trommeslager Jeff Hershfields rislende ride-bækken som fast puls i et dejlig trægt mellemtempo.
Bassist John Hebert og Radleys guitar er baggrund for Perrys smukke solo i det lidt over syv minutter lange pragtstykke. Men bare rolig. En god håndfuld standardmelodier venter den kræsne jazzlytter, hvis sult kredser om amerikanske jazzdyder.
Dansk kat fra New Orleans
Sådanne dyder optager også den danske altsaxofonist Johan Bylling Lang, hvis kvintetplade ’Up for Grabs’ er det driftige, orgeljazzbaserede modstykke til Dinesens rolige ballader. Bylling Lang er bidt af en funk- og soulgal kat fra New Orleans, og pladen er for lyttere, der værdsætter vippende fødder og kontant swing inden for soul- og orgeljazz af den gode gamle skole.
Blandt sine forbilleder fremfører kapelmesteren folk som Lou Donaldson, Cannonball Adderley og David ’Fathead’ Newman. Bylling rammer stilen forbavsende sikkert i sine simple og effektive temaer og arrangementer, der typisk bygger på fængende hooks inden for variationer af bluesformer.
Det bliver mig dog en kende ensformigt og begrænset. Kjeld Lauritsen er central i rytmegruppen med Hammond B3-orglets autentisk bærende lyd. I blæsersektionen høres foruden Bylling Langs Cannonball-påvirkede altsax også Björn Ingelstam på trompet og amerikanske Michael Watson på basun. Et oplagt band at fange live.
Islandsk cool jazz
Men lad os slutte i 11. time i tiltagende blå og let blæsende stemning, som vi begyndte. Her med islandske Sigurdur Flosason på Paul Desmond-præget altsaxofon som frontfigur. Nemlig på pladen ’The Eleventh Hour’ med udsøgt dansk backing af Nikolaj Hess på klaver, Lennart Ginman på bas og Morten Lund på trommer.
Dansk vokaljazz er frodig og fuld af poesiEn plade, der på papiret næppe kan gå galt. Det gør det heller ikke for kvartetten, der leverer en omgang atmosfæremættet jazz med Flosasons cool og let støvede sax som veloplagt melodifører. Samtlige kompositioner er signeret Flosason, der skriver sikkert og uprætentiøst.
Pladen klinger af kendt jazzland og vil næppe overraske, men så sandelig heller ikke skuffe med så glimrende et sammenspil, som de fire musikere disker op med. En personlig favorit er den smukke rubatoballade ’Father of Light’.
fortsæt med at læse
