Det blonde havfruehår fosser ned ad ryg og skuldre på Eivør Pálsdottir, da hun læner sig frem mod de to mikrofoner.
Det højdramatiske er den færøske sangerindes naturlige element. I en grad så det ikke altid har været nemt at finde en ramme, der kunne rumme stemmen naturligt.
Men stående på scenen i Lille Vega omgivet af bassisten Lennart Ginman, guitaristen Oliver Hoiness, keyboardspilleren Kæv Gliemann og trommeslageren Mads Emil Nielsen er det, som om proportionerne passer. Musikken er tilstrækkelig dramatisk og kridter samtidig banen op med stilfuld distance mellem raffinerede urkræfter og filmisk storbystemning.
Det er en release-koncert for ’The Color of Dark’. Debutalbummet fra Ginman/Eivør har været længe i støbeskeen, men er ventetiden værd. Albummet indspillet dels i et gammelt frysehus i Tórshavn og dels hos produceren Kæv Gliemann i København er en af den slags lykkelige kollaborationer, hvor jeg synes, det er let at få øje på fordelen for begge parter.
LÆS OGSÅ Mainstream-udgivelser får jazzen til at spire af liv
Eivør har fået en musikalsk ramme, der er hendes store stemme og flyvske talent værdigt. Ginman har fundet en vokalist, der kan kan realisere hans mest voldsomme ideer til dato. Og Kæv Gliemann, denne det skæves førsteelsker med rødder i fordums eurobeat, har som producer fundet et projekt, der kan udfordre hans særegne talent.
Voldsomhed og raffinement
Fyrbøder Ginman og det færøske kraft-varme-vokalværk iscenesætter på ’The Color of Dark’ en filmisk krigserklæring til alle former for følelsesmæssig blødsødenhed. At albummet er en usædvanlig blanding af voldsomhed og raffinement, bliver jeg hurtigt mindet om i Lille Vega, da bandet dykker ind under dødsstjernen i ’My Little Blue Star’.
LÆS OGSÅ Portræt: Jazzfestivalens nye leder er kunstnerisk kompromisløs
»There’s no easy way/ to fall apart/ in a beautiful way«, synger Eivør, så smertens mange facetter slår mørke gnister mod hinanden, mens Oliver Hoiness’ guitar skærer og brænder minimalistisk på kryds og tværs. Den lækkeravantgardistiske klangmaler Hoiness er en ener på den danske musikscene.
Et stærkt musikalsk krydderi, som ikke uden videre kan opsuges, men folder sig fornemt ud i dette celebre kollektiv af markante udtryk.
Lennart Ginman spinder videre på en ende. Den filmiske jazz-pop-fusion går herhjemme tilbage til Caroline Hendersons ’Cinemataztic’ fra 1995 og fik i 1998 et nyt fornemt udtryk hos Ginman/Jørgensen. Siden skiftede Ginman den ene Jørgensen ud med den anden – Steen med Jimmy. Men det er først med ’The Color of Dark’, den garderhøje finskdanske bassist og sangskriver igen rager op i rollen som halvdelen af noget stort.
Det mest overraskende ved ’The Color of Dark’ er den emotionelle voldsomhed og sangskrivningens kaliber. Det er mørke og kraftfulde stemninger, der bliver malet frem. Kærligheden får sat kniven for struben og vankelmodet stolen for døren.
Ceremoniel frugtsalat fik jazzen til at blomstre ud i byenPå den i særdeleshed cinematografisk orienterede ’The Sinner or The Saint’ åles den kyniske livsveteran, der tror, han har set det hele og er blevet »bitter, sad and blue«. En sang, som Eivør på scenen løfter helt op under loftet.
Oceaner af følelser
I andre sange møder hun det gnavende hads lille stemme, længslen efter nye horisonter, kærligheden som en slags krigstilstand, hvor det aldrig må blive tilstrækkeligt bare at overleve. Også ’Daughters’ med den helt enkle kærlighedserklæring fra en far til sine døtre, gør hun rygradsrislende.
Der er sporstoffer af Björk, Kate Bush, opera og et stænk spejlvendt Roisin Murphy (Moloko) i hendes fraseringer, men først og fremmest er Eivør sin helt egen. Der er tale om sangskrivning med rå power, og Eivør boltrer sig i disse sanges ocean af voldsomme følelser, men som også i flere tilfælde lugter af langtidsholdbar klasse.
Albummets eneste ’købestandard’ er ’Gloomy Sunday’, kendt som Den Ungarske Selvmordssang. Oprindelig skrevet af Rezsö Seress i 1933 med titlen ’Verden ender’, men oversat til engelsk i 1936 og gjort til klassiker af Billie Holiday i 1940’erne. En dyster skønhedsåbenbaring Eivør løfter flot ind i nutiden i Vega med de helt store vokale armbevægelser.
Dansk musiker finpudser fortidens bluesEn sang som ’For Every Dream There Is A War’ lever af stemmen og arrangementet, mens ’Son of the Sin’ følger den lovlig slagne vej, men ’My Little Blue Star’, ’The Sinner or The Saint’, ’I’ll Get You The Moon’, ’Daughters’ og ’Inside’ kan sagtens dukke op på andres standardrepertoire fremover. Det helt formidable ’Inside’ bliver et højdepunkt i koncerten, hvor alle på scenen og ikke mindst Oliver Hoiness yder deres mest højspændte.
Ginman er en bassist, der vil mere end holde takten og skuden på ret køl. En puls og et swing udgår med kraft og stil fra kapelmesterens løse slips og faste gulvbas. Lennart Ginman spænder sangskrivermuskler af seriøs størrelse. Hans fornemmelse for, hvad der gør en melodi egnet til jazzstandard, er kombineret med brutal ærlighed. Et paradoks Kæv Gliemanns elektroniske bindevæv formidler uden at fortynde.
Ginman/Eivør er både på scene og på plade en overrumplende musikbegivenhed. Lidt uden for tid og rum, i forhold til hvad der ellers foregår rundt omkring mig musikalsk. Et besøg i en artrock-kabaret, der både rækker tilbage i tiden og ud i rummet. Måske er det kun et enkelt møde i mørket mellem de to? Og måske skal det også kun forblive det. Jeg ved det ikke. Men her og nu lyser det op som en stor oplevelse.
Også, fornemmer jeg, for begge de rutinerede hovedpersoner.
fortsæt med at læse
