Javier Perianes kan opleves på andre måder end koncertsalen. Radioen giver en anderledes, men god oplevelse.
Foto: Peter Hove Olesen

Javier Perianes kan opleves på andre måder end koncertsalen. Radioen giver en anderledes, men god oplevelse.

Koncertanmeldelser

Begejstret anmelder hørte koncerten i radioen: Begejstringen var overvældende hos P2-værterne

Man kan købe billet og opleve DR SymfoniOrkestret live i Koncerthuset. Men at høre Torsdagskoncerten i radioen er en helt anden, overdådigt indpakket oplevelse.

Koncertanmeldelser

Jeg tog ikke ud i Koncerthuset torsdag aften i denne uge.

I stedet blev jeg hjemme foran radioapparatet – og det er bare en helt anden oplevelse, ja, man fristes til at sige et fuldstændig andet produkt, man der præsenteres for.

Som licensbetaler bliver man simpelthen tilbudt noget andet, end man gør som billetkøbende koncertgænger. Køber man billet og betaler for parkering af bilen og sætter sig på sin plads i Koncerthusets store sal sammen med alle de andre hostende publikummer, som cirka 1.800 mennesker havde gjort det ved ugens udsolgte Torsdagskoncert med Griegs klaverkoncert, så får man live-oplevelsen.

Man ser musikerne arbejde for sagen. Man hører musikken, som den lyder i salen, og kommer man i god tid, får man introduktion til koncerten fra scenen.

Den slags oplevelse kan man også få med landets andre symfoniorkestre, og den vil jeg aldrig i livet undvære. Men bliver man hjemme, sparer pengene til koncert- og p-billet og tager for sig af de licensfinansierede tilbud i stedet for, så åbner der sig en mildt sagt overdådig verden af musikformidling.

DR føler meget naturligt en forpligtelse til at få den klassiske musik ud til så mange som muligt, al den stund de driver nogle af landets største og bedste klassiske ensembler, og jeg var nærmest overvældet over, hvordan der blev puslet om og serveret for mig. Både før, under og efter koncerten.

Hele to dedikerede P2-medarbejdere præsenterede musikken og komponisterne. De sørgede for interviews – både live og præfabrikeret – med aftenens spanske klaversolist, med aftenens britiske dirigent, med adskillige af orkestrets musikere og endda, fordi aftenens fokus var på den norske identitetsmarkør Grieg og hans nationalromantiske toner, også med en ekspert i norsk kulturhistorie.

Da pianisten Javier Perianes endelig satte sig til flyglet og sammen med dirigenten Edward Gardner lod legende lethed tage friskhed, glæde og elegance i hånden i en fortolkning af den kendte koncert for klaver og orkester, var jeg ikke bare med på, hvem Grieg er.

De to værter havde også med stor entusiasme sørget for, at jeg vidste, at aftenens norske fløjtenist er vokset op med denne musik, at aftenens klaversolist og dirigent gik og hyggede sig ude på bagscenen i Koncerthuset, og at Gardner virkelig bare elsker denne musik.

Det sidste fik jeg at vide flere gange i løbet af aftenen. Men som det blev sagt, flugter det med, at briten i disse år er chef for det filharmoniske orkester i Griegs hjemby, Bergen, hvor det, at man elsker Grieg, nok er et krav.

Af grieg spillede DR SymfoniOrkestret efter pausen også fem lyriske stykker. Korte, stemningsmættede værker for soloklaver, som er blevet arrangeret for orkester.

DR-orkestrets norske fagottist forklarede, at kvintintervallerne i det første stykke er noget af det mest norske, man kan forestille sig, og at troldene i det sidste stykke holder til i Norges herlige, uberørte natur. Orkestret spillede musikken fremragende, og uden om dette Grieg-tema havde dirigenten besluttet sig for at præsentere ungdomsværker af Wagner og Richard Strauss.

De fik også ord med på vejen af de to kommentatorer, der henledte min opmærksomhed på, hvor fantastisk Richard Strauss var til at skrive for orkester, allerede da han som en ung mand midt i 20’erne lavede orkesterdigtet ’Tod und Verklärung’, og hvor meget man kan høre af den modne Wagners kendte operaer i hans ligeledes meget tidligt komponerede ’Faust’-ouverture. Spot on, begge dele.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg nød musikken. Også den spanske pianists svirrende, svedende ekstranummer i form af Manuel de Fallas spanske ’Ilddans’, som Artur Rubinstein i sin tid brillerede med. Og jeg mødte de medvirkende.

Jeg ved nu, præcis hvor vilde rulle-r’er, pianisten Javier Perianes disker op med, når han speedsnakker om den musik, han lige har spillet. Jeg ved, hvor sympatisk dirigenten Gardner lyder med sine høflige engelske sætninger, og jeg ved, at DR-orkestret for tiden har en dygtig norsk fløjtenist, der er vokset op med Griegs klavermusik.

Skal man vide alt det for at nyde en koncert med et symfoniorkester? Nej, det behøver man ikke. Er det alligevel en oplevelse at blive hjemme og få hele den pakke af musik og overdådig formidling, der er DR’s tilbud til P2-lytterne, når der er Torsdagskoncert? Ja, det er det.

DR’s klassiske ensembler står i øjeblikket skarpere end nogensinde, og DR SymfoniOrkestret er flagskibet.

DR formidler musikernes arbejde som aldrig før, og selv om det er en smagssag, hvor meget begejstring man i den forbindelse kan klare, så er det, at ikke bare musikken, men også musikernes tanker bliver formidlet, en gave. Det er public service til licensbetalerne, der får Torsdagskoncerten præsenteret, næsten som om den var en landskamp.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce