Annonce
Mad 22. mar. 2010 KL. 06.00

Kun én røget laks er perfekt til påskefrokosten

Laksesmagen er for kraftig, og skiverne umulige at skille ad, viser test.

Politiken synes
Politiken synes
Vi tjekker

Kun én røget laks er perfekt til påskefrokosten

Sorteret efter karakter

Sådan gjorde vi

Lørdagsliv købte ti forskellige pakker røget laks i skiver i syv forskellige supermarkedskæder.

Vi bad to dommere om at blindsmage fisken:
Lars Sonne Hansen, forstander på Suhrs Husholdningsskole i København.

Aksel Jessen, erfaren fiskehandler, indehaver af engrosfirmaet Fin Fisk på Københavns Fisketorv og detailbutikken Sletten Fisk i Humlebæk.

Laksen blev præsenteret på de medfølgende bakker.

Under smagningen blev dommerne bedt om at vurdere, om skiverne var reelle og til at skille ad.

De vurderede fiskens udseende, duft, smag, konsistens og andre karakteristika.

Endelig blev dommerne bedt om at give hvert produkt en samlet karakter mellem 1 og 6, hvor 6 er bedst.

Karaktererne her på siden er afrundede gennemsnit af dommernes bedømmelser. Hvor to eller flere produkter har opnået samme bedømmelse, står varerne oplistet efter pris med den billigste vare først.

Den ene pakke byder på nydelige, hele skiver. Den anden ligner plukfisk og er umulig at skille i noget skivelignende.

Den ene smager harsk og salt, den anden afbalanceret af fisk og røg. Begge pakker indeholder røget norsk opdrætslaks, og prisen er omtrent den samme. Med andre ord: Det er ikke så lidt af et lotteri at købe røget laks.

Gevinsterne var da også få og nitterne ganske mange, da Lørdagsliv bad to trænede ganer om at blindsmage ti forskellige slags røget laks i skiver – alle indfanget i supermarkedskæder.

LÆS ARTIKEL Færdigrørt fiskefars er fyldt med vand og mel

Engros- og detailfiskehandler Aksel Jessen og forstander Lars Sonne Hansen fra Suhrs Husholdningsskole i København var enige om, at de fleste lakseskiver var for kraftige i smagen.

»Normalt hylder jeg mottoet: Hellere overdrive end at være kedelig, men det her er for meget«, siger Lars Sonne Hansen, da endnu en orangerødlig skive river på tungen.

LÆS ARTIKEL Laksefirma puttede farligt stof i fisk

»Men o.k., til en påskefrokost med øl og snaps går det da an. Man skal bare ikke bruge fisken til mere forfinede retter«, vurderer han og tilføjer, at vi er meget langt fra den milde, næsten dessertagtige østersølaks på sigtebrød, som han voksede op med på Bornholm.

Sjusk
Aksel Jessen bemærker også den kraftige smag. Han udpeger desuden flere tilfælde af sjusk – lakseskiver med rester af laksens brune muskel i bunden af skiverne.

»Det kan da godt spises, men finere steder vil fjerne det«, bemærker han.

LÆS ARTIKEL Din fisk er ikke så sund, som du tror

Blandt hans favoritter i testen er Ocean Sea-laksen, som er købt i discountkæden Lidl, og den er han ikke ene om at være positivt stemt over for. I en omfattende test af røget laks i det tyske forbrugerblad Test i december sidste år fik Lidl-laksen gode karakterer for både smag, mikrobiologisk kvalitet, pakning og deklaration.

Aksel Jessen opsummerer sine krav til lækker laks:

»Den skal smelte på tungen, være blød, men stadig hænge sammen«.

LÆS ARTIKEL Hjerteforening: Fisk er bedre end fiskeolie

Men som det fremgår af bedømmelserne nedenfor, opfylder kun få laks i testen hans ønske.

Helt til bunds ryger den selvudnævnte kvalitetslaks i Dansk Supermarkeds Princip-serie, som ellers på pakningen fremhæver at være håndsaltet og langtidsrøget efter en opskrift brugt i generationer, hvilket skulle give en unik smag og konsistens.

»Jeg kunne ellers godt falde for den pakke, hvis jeg var på indkøb. Men indholdet skuffer«, siger Lars Sonne Hansen, da laksedommerne har afgivet deres bedømmelser og ser, hvilke produkter de har blindsmagt.

Fra farm til frokostbord

Den røgede laks, som supermarkederne sælger, er altovervejende opdrættet på fiskefarme i Norge.

Laksekødets røde farve stammer fra foderet, som tilsættes knust krill (små krebsdyr). Det er ikke tilladt at farve foderet kunstigt.

Inden røgningen skal laksen saltes. Den ?skræddersyede? metode kaldes håndsaltning eller tørsaltning. Her saltes laksen og trækker 1-2 dage. Metoden medfører et vist svind og resulterer gerne i fastere skiver.

Den mere udbredte ?stangtøjsmetode? er en stiksaltning, hvor laksesiderne injiceres med en blanding af vand og salt. Det kompenserer for svindet, så laksen vejer det samme efter røgningen.

Producenterne fremhæver gerne håndsaltning, mens det som regel ikke fremgår på pakkerne, når laksen er stiksaltet.

Røgningen af laks foregår med rigtig røg. Det er lovligt at bruge røgaroma i fiskeproduktion, men så skal det fremgå af varedeklarationen. Mellem 4 og 8 timer varer røgningen, hvor laksesiderne ligger på riste i et røgfyldt rum. Hængerøgning i gammeldags ovne tager op til 24 timer. Temperaturen må ikke komme over 25 grader, ellers koagulerer laksekødet.

Så følger afkøling, udskæring og pakning ? processer, som i dag er mere eller mindre automatiseret.

Kilde: Peter Bamberger, formand for Danish Seafood Association

Tilmeld dig Politiken Mad Nyhedsbrev

Annonce
Annoncer
Annoncer