Hvidkalkede huse på bjergskråningerne og en levende landsby inden for en gammel fæstnings mure.
Muslimer og kristne, der lever side om side. Albaniens ældste by er noget særligt - ikke mindst i et land, som gennem årtier var Europas eneste erklæret ateistiske stat, hvor diktatur og kommunisme gik hånd i hånd.
»Nxehtë, nxehtë«.
Den ældre kvinder tørrer sig over panden med en sigende bevægelse og tilbyder os noget køligt vand at hælde over hovedet.
Her er storbyen, du ikke aner, du bør besøgeJo, det er varmt. Tæt på 40 grader, faktisk, og selv om vi ikke forstår et ord albansk, forstår vi, at det er varmen, kvinden kommenterer. Hun synes vist, at det er imponerende, at der i dag er turister, som bevæger sig til fods op ad den smalle, stejle vej fra Osum-flodens løb gennem byens centrum op til toppen af bjerget med den gamle fæstning.
Samtidig er hverken hun eller andre af de lokale, vi møder, overraske over, at vi gør forsøget. For deres by, Berat, er jo noget særligt.
Ikke nok med, at den er Albaniens formodentlig ældste by; den er også en af de mest charmerende og velbevarede. Et sted, hvor årtierne under den kommunistiske diktator Enver Hoxha, som sad på magten i Albanien fra 1944-1985, har sat sig overraskende få spor – i hvert fald i det ydre. Selv om der er et enkelt hotel i vant kommunistisk betonstil og også en del tilsvarende ucharmerende byggerier i den moderne del af byen, dominerer det ikke.
Heineken og hæklede duge
Heller ikke demokratiets og kapitalismens kræfter ser ud til for alvor at have gjort sig gældende i Berat. Reklameskilte er der selvfølgelig, og man kan både få Heineken og Nescafe. Men reklamerne skygger ikke for de diskrete skilte, der fortæller om udvalgte bygningers historie og funktion.
Der er moskeer, kirker, paladser, fæstningsmure og broer. Og der er gamle damer, hvis påklædning i det tidligere kommunistiske ‘paradis’ ikke afslører, om de er af muslimsk eller kristen familie.
Europas glemte hovedstad er billig og tilbyder tonsvis af restauranter, cafeer og butikkerHeller ikke deres hæklede duge, tørklæder og kjoler, som vifter svagt i den stille brise, afslører andet end en fælles Balkan-tradition. Byens gamle centrum er en tidslomme, hvor livet går sin vante, stille gang, og alle er enige om, at husene og livet i og omkring dem skal bevares.
Den venlige kvinde, der vandede vores ophedede hoveder, peger os venligt videre mod borghøjens museum. Vi følger skiltene og passerer undervejs massevis af fint restaurerede og vedligeholdte huse fra osmannisk tid – hvidkalkede og med fint forarbejdet brunt træværk, skodder og karnapper.
Indimellem er der enkelte huse i ruiner, men det meste af den gamle landsby inden for fæstningsmurene er stadig beboet – af en skønsom blanding af kristne, muslimer og ateister. Fra fæstningshøjen er der mod vest udsigt til den gamle bydels anden halvdel.
Også der ligger de velbevarede huse op ad en bjergskråning, fint passet ind efter landskabet og hinanden. Indimellem skimtes klokkerne på et par mindre kirker.
Mosker og kirker side om side
Berat er kendt for århundreders fredelig sameksistens mellem muslimer og kristne. Ikke mindst fra 1400-1700-tallet, hvor Berat var under osmannisk herredømme, var det karakteristisk for byens udvikling, at der ikke kun blev opført en række moskeer, men også adskillige ortodokse kirker.
Samtidig udvikledes en osmannisk præget arkitektur inden for både verdslige og religiøse bygninger, og de velbevarede bygninger og deres fine tilpasning til omgivelserne og de lokale traditioner er en af grundene til, at Berat – sammen med den lidt sydligere by Gjirokastra – blev indskrevet på Unesco's liste over Verdenskulturarv i 2008.
Her er Europas ukendte badestrandeSiden er indsatsen for at bevare bygningerne blevet intensiveret, efter en periode i 1990’erne, hvor den gamle bydel fik lov at forfalde. De politiske og økonomiske omvæltninger havde en pris; der var ikke for alvor overskud til at koncentre sig om kulturarven. Allerede under Enver Hoxha blev Berat nemlig tillagt stor betydning som historisk og kulturel attraktion, navnlig på grund af byens lange historie.
Byen er en af de ældste, måske den ældste, i Albanien, og der er fundet spor at beboelse så langt tilbage som 2600-1800 f.v.t. og keramikrester fra 7. og 6. årh. f.v.t. I slutningen af 1800-tallet var Berat hovedstad i de sydlige Albanien, og den var udgangspunkt for den albanske nationale bevægelse.
Det var også her, at Den Antifascistiske Nationale Frihedsråd i 1944 udnævnte sig selv som landets midlertidige regering. I spidsen for denne regering stod helten fra frihedskampen. Enver Hoxha.
Ikonmesteren og gåde om pink
Berats fæstning blev grundlagt allerede før den osmanniske erobring, og inden for dens mure er der adskillige kirker fra 1200-tallet. Men fæstningens nuværende udseende skyldes især forstærkninger og udbygninger under osmannerne.
Onufro-museet, som den ældre dame viser os vej til, er dog indrettet i en af fæstningsområdets lidt nyere kirke, opført i 1797. Den rummer en fascinerende samling ikoner, mange af dem ikoner malet af den store mester Onufro fra 1500-tallet.
Otte fascinerende Balkan-byer: Hvilken passer bedst til dig?Hans ikoner er anerkendt som noget helt særligt, især på grund af personernes meget individuelle og livagtige udtryk og hans brug af farven pink. Hvordan Onufro lykkedes med at lave netop denne farve, er en gåde, som han tog med sig i graven.
I kirken er udstillet ikoner af Onufro, elever af ham samt senere mestre fra området, og mens vi går rundt og studerer dem, tænker vi over Unesco-dokumenternes ord om, at Berat i osmannisk tid var særegen, fordi den kristne arv og kristne kunsttraditioner som ikonografi blomstrede, og byens ortodokse katedral blev renoveret.
Ateistisk arv og albansk stolthed
I dag bruger kun en mindre del af Berats cirka 45.000 indbyggere jævnligt moskeer og kirker. Tiden under kommunismen, hvor Enver Hoxha gjorde Albanien til verdens første officielt ateistiske land og forbød alle former for religionsudøvelse, har trods alt haft en effekt.
I dag er mange albanere først og fremmest optaget og stolte af at være albanere og ikke særligt engagerede i religiøse praksisser. Men det at være albaner er dog for de fleste også at leve i fredelig sameksistens trods tilstedeværelsen af forskellige trossamfund. Det er netop tilfældet i Berat.
»Muslimer og kristne har altid boet sammen her, og vores by er smuk, fordi vi har moskeer og kirker ved siden af hinanden«, siger 20-årige Medi, der er født og opvokset i byen.
På sejltur i et ukendt stykke af EuropaHan stammer fra en muslimsk familie, men praktiserer ikke selv islam. Han fortæller, at han er dybt imponeret af, at andre af byens muslimer orker at faste i den muslimske fastemåned ramadan, også når den som i år falder midt på sommeren.
»Jeg er nødt til at drikke vand hele tiden; jeg forstår ikke, hvordan de klarer sige uden vand og mad op til 17 timer i døgnet«, siger han med en blanding af undring og beundring i stemmen. Vi deler hans forundring.
De tusinder af vinduers by
Medi studerer sprog på byens nye universitet, der huses en enorm bygning, der på afstand ligner en mellemting mellem Pantheon og den rumænske diktator Ceauceascos hovedkvarter. Set fra borghøjen ser det absurd ud og virker lige så fremmedartet som de indre billeder af Tiranas både ældre og nyere højhuse, vi har på nethinden, da vi ankommer til Berat.
Vi møder ham på den nyeste af de to broer, der forbinder det gamle Berats to bydele på hver side af Osum-floden. Herfra har vi udsigt til den gamle osmaniske bro fra 1780. Broen, vi står på, er fra Hoxhas æra, og det ses desværre tydeligt i den rustne konstruktions lidet charmerende udseende.
Kombiner kultur og natur: Roadtrip i det smukke KroatienDet er langt til poesien i den gamle bydels huse, hvis vinduer er placeret, så de skaffer mest mulig lys til boligen, men samtidig sikrer, at der er køligt selv på hede sommaerdage som denne. Gad vide, om Enxer Hoxha havde sans for de gamle huse og byens tilnavn »de tusinder af vinduers by«?
Berat - Miami Beach t/r
Mens vi taler med Medi, vader en støvet flok får gennem det kølige vand fra den vestlige til den østlige flodbred.
»Floden er lidt grumset, måske er det forurening«, siger Medi undskyldende.
Kombiner badeferie med festlig storbyweekend i SplitBerat blev frem mod 1970 en vigtig industriby, og med hjælp fra det ideologisk ligesindede Kina blev der opført en stor tekstilfabrik. Den er lukket nu, og mange ser sig nødsaget til at flytte fra Berat, fordi det er svært at finde arbejde her. Medi vil gerne blive boende i Berat, men også gerne arbejde ude i andre dele af verden:
»Jeg håber, at Albanien kommer med i EU, for så kan vi blive en del af resten af verden igen. Jeg studerer sprog, men det kan jeg ikke bruge til så meget her. Så jeg drømmer om at rejse til USA og se Floria, Miami Beach og den slags«, siger han.
»Men mit hjerte er i Berat. Husene, floden, bjergene… Albanien er et smukt land, ikke?«. Vi nikker og tænker, at i hvert fald Berat er en perle.
fortsæt med at læse
