Tænk, hun havde smurt friskbagte boller med tandsmør, skåret ost ud og lavet varm the.
Småkager var der sørme også. Og det hele stod klar på det tidspunkt, hvor jeg skulle forbi på den fredelige villavej i Roskilde.
Vi havde aldrig mødt hinanden. For hør her: Anny Rytter fra den fynske flække Egense nær Svendborg var ’Årets Fund i dansk Idræt’ dengang i 1950, da en del af livet stadig blev levet på krigsdønningernes rationeringsmærker – et år før jeg blev født.
LÆS OGSÅ Ti talenter nomineret til Årets Fund 2013
Så da hun åbnede døren forleden dag og sagde velkommen, var det som en ældre, men meget levende og tydeligvis viljestærk kvinde på 79 år, der stadig tøffer rundt i bil og også passer sin store have. Og bager boller til anmassende journalister.
Men hvem er Anny Rytter – som havde foretrukket sit navn stavet med ’i’, men sådan skulle ikke være. Det var moderens ønske, Anny med ’y’.
Trænede med mændene
Anny var og er en fynsk atletikpige, selv om det ikke længere kan høres. For den pragtfulde fynske dialekt er blevet slidt af gennem livets ophold i det storkøbenhavnske område og Roskilde, hvor hun lever sammen med ægtemanden gennem 53 år, Eggerth. Men han tog nu ikke del i bollespiseriet.
Og hvordan blev hun ’Årets Fund’?
Det hele begyndte hjemme på vejen hos morfar i Svendborg. Anny legede med de lokale unger, og da de så skulle til DUI-træning (De Unges Idræt) på Høje Bøge Stadion, spurgte de, om ikke Anny ville med.
»Og det ville jeg godt. Jeg var jo nysgerrig«, fortæller Anny, mens jeg sidder og skæver til bollerne.
Derfor er de blevet indstillet til Årets Fund»Det viste sig, at jeg havde et vist talent for løb, og på et eller andet tidspunkt kom det så på tale, at jeg skulle meldes ind i atletikklubben«.
Anny Ryttter havde ikke nogen egentlig træner, og der var heller ikke andre jævnaldrende piger, hun kunne konkurrere med. Så hun trænede sammen med drengene og mændene.
»Jeg kan huske, at da jeg for første gang skulle deltage i de fynske mesterskaber, sendte klubben mig 30 kroner, så jeg kunne få dækket mine omkostninger. Men der var ingen, der tog med mig, jeg måtte selv ordne det hele«.
En bange, nervøs pige
Det skulle vise sig, at den 15-årige Anny Rytter, som var gået ud af skolen efter 7.-klasse og nu arbejdede som husassistent i en skibsprovianteringshandel og boede oppe under taget, var en lokal sensation, der spænede fra alt og alle. Hun blev fynsk mester på 60, 100 og 200 meter, og derfor skulle hun selvfølgelig også med til de danske mesterskaber på Østerbro Stadion.
»Jeg var jo ikke andet end en pige, meget genert, og vel også både bange og nervøs for alt det, der skete. Og som ikke var særlig stolt ved at rejse alene rundt til de forskellige stævner. Og alligevel var jeg noget af en drømmer. Det var ikke særligt morsomt at være husassistent som 15-årig, og jeg kan huske, at jeg om sommeren satte mig ud på en bænk i hovedgaden i min frokostpause og kiggede på turisterne. Og drømte, at det var mig, der skulle rejse langt væk«.
Men til København kom hun. Hun havde været der før – siddende på ladet i sin fars lastvogn. Han var vognmand i Egense, og da han en dag skulle til Amager med et flyttelæs, kørte Anny med. Hun var tit med, når der skulle køres mælk, kul og koks ud, vognmandens datter.
LÆS OGSÅ
Nu skal hun til de danske mesterskaber på Østerbro Stadion, husassistent Annys første store stævne. Og hu hej hvor det går for den fynske landbotøs. Hun bliver tredobbelt dansk mester, 60, 100 og 200 meter, rydder hele medaljebordet og mavelander dagen efter på avisernes sportssider.
»Jeg var åbenbart en komet, og der blev skrevet de mest sindssyge ting om mit store talent«, fortæller hun.
»Jamen«, sagde jeg – efter at have spurgt om lov til at snuppe en bolle – »du var vel et stort talent? Ellers bliver man vel ikke mester som 15-årig?«.
Anny ser på mig, inden hun svarer. »Jeg har altid været et beskedent menneske, så jeg havde lidt svært ved at forholde mig til alt det, der skete. Men jeg trivedes godt med det, må jeg indrømme«, smilede hun.
Og med bedriften på Østerbro Stadion var Anny Rytter pludselig blevet en verdensberømthed på Fyn.
»Det kunne jeg høre, når jeg gik på gaden. »Der går Anny Rytter«, hørte jeg folk sige. Men jeg var altså bare stadig en pige på 15 år, der ikke vidste noget om ret mange ting, men som havde et medfødt talent for at løbe, og som derfor nok kom lidt for let til tingene«.
LÆS OGSÅ
Ekstra Bladet skrev om Anny Rytter, at »hun kan blive et stort olympisk håb« – og i pressen blev den 15-årige pige også kaldt ’Fyens Fanny Blankers-Koen’, og der blev trukket dristige tråde til den hollandske superkvinde, der havde vundet fire guldmedaljer ved OL i London ’48. »Hun var mit store idol«.
Det overraskende mesterskabsgennembrud for den næsten ukendte fynske pige gjorde, at hun blev stemt ind som ’Årets Fund’ i et tæt kapløb med den fynske bokser Ebbe Kops. Og som synligt bevis på titlen fik Anny en pokal, som den dansk-amerikanske Hollywoodskuespiller, Jean Hersholt, havde indstiftet.
Pokalen blev overrakt før en håndboldkamp i hallen i Svendborg. »Der kom nogle høje herrer med redaktør Carl Ettrup i spidsen og sagde tillykke, og bagefter var der middag på Wandalls Hotel. Jeg var både ydmyg og stolt, og bagefter sendte jeg et takkebrev til Jean Hersholt i USA, og han kvitterede med et smukt, personligt brev og et signeret billede«, fortæller Anny Rytter. Og viser mig fotoet af den dengang så kendte danske filmskuespiller.
Højskoleophold ændrede alt
Da Jean Hersholt døde nogle år senere, sendte Anny Rytter, der i mellemtiden var blevet uddannet blomsterbinder, en buket til Hersholts enke, da hun var i landet og boede på Hotel d’Angleterre. Enken, Via Hersholt, skrev tilbage, at Anny Rytter var velkommen til at kigge indenfor, hvis hun kom til Beverly Hills.
Efter kåringen modtog Anny Rytter et brev fra Svend Aage Thomsen, der var forstander på Den Jyske Idrætshøjskole i Vejle. Han inviterede den nu 16-årige løber til et tre måneders gratis ophold på skolen. Og det blev nærmest en åbenbaring i hendes unge liv.
»Jeg blev grebet af højskolebevægelsen, det var fantastisk at møde så mange spændende mennesker og få så store oplevelser, og jeg har været på mange højskolekurser siden«.
Anny Rytter blev også dansk mester på 60 og 100 meter i ’51, men året efter var hun 1/10 sekunder fra at kvalificere sig til OL i Helsinki.
»Derefter var det som om, atletikken gled lidt i baggrunden. Jeg havde ingen træner, der kunne tage mig i nakken og holde mig i gang, og jeg brugte mere tid på håndboldholdet i Svendborg, hvor jeg var med til at vinde det fynske mesterskab«.
Her i de sene seniorår – 63 år efter at hun blev ’Årets Fund’ – er motionen koncentreret omkring arbejdet i haven, noget gymnastik og nogle ture i fitness-centret. »Jeg hader det, jeg hader alle de maskiner, jeg hader synet af alt det stål. Men jeg er nødt til at træne. Gigten sniger sig jo ind alle vegne«, siger hun.
Og ellers bruges tiden på familien, børnene og børnebørnene – og på bøger og avislæsning. »Man skal udvide sin horisont. Ellers bliver man jo komplet uinteressant«.
Vi skal til at sige farvel. Selv om der stadig er et par boller på tallerknen.
»Jeg har haft en del dumme oplevelser med journalister, så skriv nu ikke noget vrøvl«, siger Anny bestemt, da vi står i entreen – og det var næsten lige før hun satte en stanglorgnet fast på næsen og tilføjede et »unge mand«.
Jeg lovede at gøre mit bedste. Og så fik jeg ellers et håndtryk, der mindede mig om, at Anny Rytter også var blevet Fynsmester i kuglestød i ’52.
fortsæt med at læse
