Året begyndte med en EM-titel på hjemmebane i Aalborg og sluttede med bronze ved U21-VM 13.000 kilometer væk fra hjemmet i Frederiksværk – byen mellem Arresø og Roskilde Fjord, der huser meriterede kampsportsklubber i boksning og brydning.
16-årige Erika Batakujevic var omkring mange aktiviteter, før hun omsider erkendte, at det var kampsporten, hun brændte mest for. Men boksning og brydning? Nej, godt nok hedder forbilledet Rafael Aghayev og er fra Aserbajdsjan, men det er altså karate, der – ganske som for ikonet Aghayev – er Erikas metier.
»Jeg havde prøvet meget sport – dans, gymnastik og fodbold og håndbold – inden jeg lagde mig fast på karate. Det skete, da det på et tidspunkt blev lidt for meget med fem gange håndbold og fem gange karate per uge«, fortæller Erika Batakujevic, der er årgang 2003.
»Det var svært at vælge mellem det individuelle og en holdsport, hvor man var et team og gjorde tingene sammen«, siger kæmperen, som fysisk hører hjemme i klassen op til 53 kilo.
»Lige siden jeg var 13 år, har jeg trænet mindst 15 timer om ugen. Og dertil kommer så styrketræning«, siger Erika Batakujevic, der træner i klubben Bushi i Helsinge, »men er også ugentligt i Greve og Valby for at træne«, som 1.g-eleven tilføjer.
Karate har flere varianter; det medaljevindende stortalent dyrker kampversionen kumite.
»Kumite er lige mig. Jeg elsker kampen, men også det tekniske og det fine, markeringerne«, siger hun om aktiviteterne på den 8 gange 8 meter store måtte.
Her man må nemlig kun ramme sin modstander med begrænset kraft – en markering med fuld kontrol, som det ofte formuleres. Det er den måde, man scorer de nødvendige point i en kamp på.
Hun vil være spion
Med træning mindst tre forskellige steder kan fritiden måske synes lige kort nok. Erika Batakujevic er dog vant til at have travlt og mange jern i ilden.
»Jeg mener selv, at jeg har masser af tid til mine venner, for mine venner er der altid for mig. De hjælper mig, og jeg hjælper dem«, siger Erika Batakujevic.
Erika Batakujevic anslår, at hun ud over enorme mængder tid på en sæson måske også bruger 200.000 kroner på sin sport. Heldigvis er der lidt støttekroner at hente, da hun er A-kæmper på landsholdet. Og så kommer der også midler fra nogle karatefirmaer, så familiens økonomi ikke belastes mere end højst nødvendigt.
Sideløbende med en karriere i karate vil Erika Batakujevic satse på en uddannelse i politiet og senere gerne videre til efterretningstjenesten.
»Det er noget, jeg har snakket meget med min far meget om, lige siden jeg var barn. Han viste mig altid tricks til, hvordan man kunne overmande andre. Jeg har set mange træningsvideoer, og vi har set mange krimier og spionfilm sammen«, siger hun og nævner som noget af det første den franske instruktør Luc Bessons trilogi ’Taken’, der foregår i adskillige lande.
I 2019 har Erika Batakujevic besøgt Rusland, Kroatien, Østrig, Slovakiet, Polen, Tjekkiet, Ungarn, England og Chile med sin sport. Især U21-VM i Santiago i Chile i efteråret var specielt.
Der var voldsom uro og sammenstød i Chiles hovedstad under VM. De aktive blev skærmet og havde udgangsforbud fra hotellet. Og der var lidt tomt i hallen, fortæller pigen med de serbiske rødder.
Fejl fra VM skal rettes
Erika Batakujevic vandt bronze i et af de første stævner, hun stillede op i, i juniorklassen for 16-17-årige. EM-titlen i foråret blev vundet klassen for 14-15-årige.
»Der er stor forskel på klasserne, når man lige er rykket op. Man skal have en ekstremt god kondition, og har man en offday, så trækker det meget ned. Hende, der vandt guld i Chile, havde jeg slået et par måneder forinden, men mine ben var tunge. Så det har arbejdet med, lige siden vi kom hjem«.
»Det er sådan, jeg er. Hvis jeg får en idé, skal den omsættes hurtigst muligt. Det betyder, at man nogle gange også må stå op klokken meget tidligt om morgenen, fordi man ligger og spekulerer«, siger Erika.
»Trænerne siger altid, at jeg skal vise mit serbiske blod«, forklarer hun og beskriver det serbiske blods egenskaber: »Når du først er i gang, så er der ingen, der kan stoppe dig. Man skal være aggressiv fra starten«.
I 2020 vil hun allerhelst til Tokyo. Men OL-drømmen er en 2024-version.
»Jeg glæder mig så meget, jeg håber virkelig, at karate bliver ved OL, så jeg kan få mulighed for at prøve det. Jeg vil gøre alt for at komme med«, siger hun med reference til, at karate i 2020 er på OL-programmet for første gang, men ikke er sikret at være på plakaten i 2024.
fortsæt med at læse
