Der er utallige gode grunde til at sove godt og nok. Vi bliver sundere, mere effektive og i bedre humør, når vi sørger for at prioritere vores søvn.
Derfor er der også rigtig mange gode grunde til at sørge for, at vores sovemiljø er i orden og indrettet, så vi giver os selv de bedste betingelser - ikke blot i form af en god seng, men også når det gælder temperaturen i soveværelset, pude og dyne og tilstrækkeligt med mørke.
Danskerne bruger i gennemsnit langt flere penge om året på eksempelvis biler end på deres seng- selv om bilerne tilbringer størstedelen af tiden i parkeret tilstand, mens vi typisk bruger en tredjedel af vores liv under dynen i sengen.
»Du skal ikke gå på kompromis med dit soveværelse, for det er det rum, du tilbringer allermest tid i. Mange vil hellere bruge penge på en dyr ferie end en dyr seng, men det er en virkelig dårlig investering, for søvn er altafgørende for dig«, siger Mikael Rasmussen, der er søvnekspert og er forfatter til bogen ’Sov godt hele natten’.