Godmorgen
Forleden pegede politisk analytiker på Politiken Elisabet Svane på, at Socialdemokratiet i valgkampens slutspurt ville hamre løs på Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne, der synes at være eneste store forhindring for, at Mette Frederiksen kan fortsætte som statsminister efter folketingsvalget på tirsdag.
Og Socialdemokratiet kunne næppe have ønsket sig en bedre historie her i valgkamps slutspurt end historien om, at Løkkes parti vil afskaffe folkepensionen, som vi kender den i dag, og erstatte den med et rent opsparingsbaseret pensionssystem.
Det skal godt nok først ske i løbet en en årrække – 20-30-40 år – men ministre fra regeringen og flere partiledere fra Folketingets andre partier var hurtige til at slå til og lægge kraftigt afstand til forslaget.
»Som jeg læser det, er det en meget voldsom ændring af folkepensionen. Det er jeg ikke tilhænger af«, lyder det blandt andet fra statsminister Mette Frederiksen (S).
Løkke selv mener, at det er nødvendigt med en diskussion af pensionssystemets indretning:
Hvis ingen tør tage den, »risikerer vi, at vi får et kæmpe a- og b-pensionsliv, når mine ufødte børnebørn bliver voksne. Eller at vi får en service og levestandard, vi ikke kan være bekendt«, siger han i en længere interview-seance med Politiken og Altinget.
Støjberg misinformerer om partistøtte
Vi bliver i valgsporet, hvor flere valgforskere mener, at danskere, der vil støtte Danmarksdemokraterne økonomisk, bliver misinformeret på partiets hjemmeside. Her fremgår det nemlig i en video med Inger Støjberg, at partiet slet ikke har nogen økonomiske sponsorer eller pengemænd i ryggen.
Det passer bare ikke. Partiet har modtaget flere store beløb fra private donorer, skriver Politiken.
»Når Inger Støjberg giver udtryk for, at der ikke er nogen bidragydere i videoen, er det misvisende, når de får bidrag«, siger lektor på Københavns Universitet Karina Kosiara-Pedersen, som forsker i partistøtte.
Salg af nye benzin- og dieselbiler bliver forbudt i EU i 2035
Flere og flere har skiftet benzinslugeren ud med en elbil. Og flere kommer til det, hvis de vil køre bil. I hvert fald i EU, hvor der fra 2035 indføres et forbud om salg af nye benzin- og dieselbiler. EU-Parlamentet stemte for aftalen i sommer, og nu er den så blevet godkendt af EU-Kommissionen og EU’s medlemslande.
»Denne aftale er gode nyheder for bilister. Biler, som ikke udleder CO2, vil blive billigere, og det vil gøre dem nemmere at få råd til og adgang til«, siger EU-Parlamentets hovedforhandler, Jan Huitema.
I går kom endnu en ildevarslende rapport om klodens klima og fremtidsudsigterne i en verden med højere temperaturer som følge af den globale udledning af drivhusgasser. Den kan du læse mere om her.
Weekenden bliver usædvanlig varm
Vi slutter nyhedsoversigten med et kig på weekendvejret, som bliver usædvanlig lunt årstiden taget i betragtning. Danmarks Meteorologiske Institut forventer, at temperaturerne kan komme op omkring 18 grader både i dag og på søndag, mens lørdag bliver lidt køligere og omkring 13 grader.
Det hele skyldes, at der bliver sendt lun luft op over os sydfra.
»Jeg vil næsten sige, at hvis det havde været højsommer, kunne det have været over 30 grader med den her luftmasse«, siger meteorolog Klaus Larsen til Ritzau.
Husk i øvrigt, at det er natten til søndag, at vi overgår til vintertid, hvor urene skal stilles en time tilbage. Havemøblerne kan tilsyneladende godt blive stående udenfor.
’Du lytter til Politiken’
Når forældre dræber deres egne børn
Hvordan kan forældre, der burde elske og beskytte deres børn, finde på at slå dem ihjel? Det var det spørgsmål, der drev forskeren Mai Heide Ottosen, da hun, sammen med kolleger, begyndte at forske i forældres drab på mindreårige børn. Hvad går forud for, at en far, mor eller stedforælder slår et barn ihjel?
Og hvordan kan forskningen bruges, så vi i fremtiden måske kan forhindre de meningsløse drab på børn? Det fortæller Politikens journalist Line Vaaben i dette afsnit af ’Du lytter til Politiken’.
Det sker i dag
- Retten i Aarhus fortsætter sag mod seks mænd, der på forskellig vis er tiltalt for terrorstøtte. Sagen er berammet til flere dage i henover efteråret, og dommen ventes i november.
- Elbilmessen eCarExpo kommer til Bella Center i København. Her vil det hen over weekenden være muligt at opleve et bredt udvalg af elbilerne på markedet, samt prøvekøre mere end 50 forskellige nye bilmodeller.
- Den danske rapper Branco giver klokken 20 koncert kaldet The Black Box Show. I september 2021 landede Brancos nye album 10 Years, som udkom på rapperens fødselsdag, og som er en hyldest til det årti, Branco har rappet i.
Det skete på dagen i dag
- 1962: I hemmelighed mødes justitsminister Robert F. Kennedy med den sovjetiske ambassadør Dobrynin og indvilliger i, at amerikanerne fjerner missilerne i Tyrkiet i stilhed. Herefter offentliggør den sovjetiske leder Khrusjtjov i et brev, at missilerne på Cuba bliver trukket tilbage. Dermed afsluttes Cubakrisen og en potentiel Tredje Verdenskrig afværges.
- 1997: Royal Copenhagen fusionerer med det svenske selskab Orrefors Kosta Boda og bliver til Royal Scandinavia.
- 1997: Danske biskopper afviser Landsforeningen for Bøsser og Lesbiskes anmodning om et kirkeligt vielsesritual for homoseksuelle.