Foto: Lise Rønnebæk
Bagsiden

Alt stritter på drømmekagen fra Brovst

Brovtende mænd, der belærer kvinder og taler videre med lukkede øjne, skulle have en på bakkenbarten.

Bagsiden

Cinderella Mortadella ligger på sin Hästen, iført en slasket pølsepålægsansigtsmaske. Hun spekulerer over, om en kvinde ka’ være brovtende. Det tror Cindarella Mortadella ikke, at de kan. En brovtende mand er firkantet og uomgængelig. Han fremhæver gerne imponerende træk ved sig selv i bombastiske vendinger og fedt flæsk. Åh ja, påfuglehannen forsøger overdressed i sin farvepragt at gøre indtryk på femifasanen.

Hos mennesker er det helt omvendt, og det er her, den kedelige brovtende mand kommer brasende ind. Han kommer ofte fra Brovst, som er en bette windyweirdo by i Hanherred. Eller ... på en måde er det sletter æ en by, men bare en bakk, med en wai på, som man snegler sig opad på sin hugget knallert mæ’ en umanerligt falmet mælkekasse ba’ætter og så endelig: Når man toppen, og man glæder sig så weltig til nedturen, i frigear, åhåhh, for lissom å spare å a benzin.

Kan ikke snuppe det

Der er intet i verden, der rimer på Brovst. Eller brovten. Men jeg møder altså en af slagsen og sidder i saksen takket være en ufrivillig arbejdsrespireret usammenhæng. Han er pænt oppe i maxi-60’erne, og næsten alt stritter på ham: overskægget, næsehårene og de absurde bakkenbarter. Han stiller sig an, lige op i snotten på mig, med let spredte sumobryderben og armene over kors. Åhr, jeg ka’ bare ikke snuppe det og får lyst til at baldre ham en på bakkenbarten og begynder en råben op om, om han måske er klar over, at han lever i 2019, og at han ikke er en alfaabe, og hvorfor hævlede han taler ned til mig?

Han stiller sig an, lige op i snotten på mig, med let spredte sumobryderben og armene over kors

Han taler bare videre med basstemme og lukkede øjne. Hva’ sker der lissom i sjælens spejlsale? Er jeg måske halvgrim? »Se på mig, når jeg taler til dig«, råbte a mor. Javel ja, hvis det betyder så meget for dig. Så hidser hun sig selv, helt kogt krebserød i krebinetta, og man er ved at eksplodere af grin over synet. Så standser opdragelsesanstaltgestaltterapien mæ’ ét, da det går op for hende, hvor latterlig hun ser ud.

Den brovtenmand begynder at belære kvindeunderskrot. Han opfører sig som et levn fra fortiden, mæ’ hænderne begravet i fløjlsbukselommer, og snakker nu op i loftet for lige at demonstrere, hvem der har set et billede af Tordenskjold. Den går ikke, Granberg, for der er løbet for meget ligestilling i stranden siden, og der er stadig meget, mænd ikke ka’. Hviske for eksempel.

Det gælder om at få sig en ordentlig mand. Selv er jeg mest til grisehandler Buster Larsen-typen. En mand, der udmærket ved, at det i virkeligheden er Katrine, der er konge. O.k., Buster feder den lige lovlig meget mæ’ Røde og Fede, men han er en hyggespreder. Ja, jeg vil ha’ en hyggespreder.

Men så bliver man forelsket i brovten og flyver rundt på en lyserød sky i tre til seks måneder, hvorefter det store skulpturarbejde følger mæ’ at tilpasse manden, så han passer som fod i hose, og man en dag vågner op mæ’ en fuldfed psykose. Man er blevet en SkabeLone, et stift Giacometti-stativ.

Ude igen

Så er det ud af vagten, op på Hästen igen, til man møder en ny overdressed påfugl, der osse synes, at man ska’ slå pjalterne sammen. Osse selv om man er blevet en gammel falmet mælkekasse, som ikke så let forgår. Dig og mig for altid, ja og amen, fryd og gammen i tre til seks måneder, og man er på repeat og helt uegnet til tosomhed, men spicer lortet op mæ’ en ny Gubi-sofa, middagsgæster og fester og folder Robin Hoodhatte-servietter til den store guldmedalje og alt i en stritter og spjætter. Så er jeg igen ude.

Og Cinderella Mortadella er stadig bange for den brovtende mand.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden