Der blev dødstille i lokalet, da Dagmar Overby af to betjente blev ført ind i retsbygningen i København i marts 1921. Håret var sat op, og hun var iført en sort nederdel og en hvid silkebluse med en stor grøn sløjfe på brystet. Roligt gik hun hen til sin plads. På et bord midt i lokalet lå en høj stak papirer med alle sagens akter. På et andet bord lå pakker med knogledele, mens en kurvekuffert med børnetøj fra en række af ofrene stod på gulvet. Dagmar Overby stod tiltalt for otte drab på helt små børn.
Hvordan kunne det ske? Det spørgsmål gentog aviserne igen og igen i de dage. Samme spørgsmål hang i luften under retssagen, som strakte sig over flere dage. At der var noget galt med den sigtede, stod klart. Nok stemplede lægerne hende ikke som utilregnelig, men de afstumpede handlinger vidnede om et menneske, der ikke var rask. Et misbrug af æter, naftalin og morfin havde nok også spillet ind. Men det forklarede ikke alt, for de mange kvinder var jo ganske frivilligt kommet til Overby og havde afleveret deres nyfødte.
