Dronning Louises Bro i København på tærsklen til Nørrebro. Klokken er 22 efter en varm dag i København, og nu er det, som om heden stiger op fra asfalt og fliser, som når man bruger ovnens undervarme for at få porretærten sprød i bunden.
Festfolket driver frem og tilbage i skjorteærmer og T-shirts under kuppellamperne på de rillede smedejernssøjler. Mange med dåseøl eller vin i hånden.