Statsminister Mette Frederiksen (S) siger selv, at hun ikke vil blande sig i den igangværende retssag, hvor en svensk politibetjent i sommer døde efter vold på Islands Brygge. Men hun kommenterer den alligevel.
Hun siger torsdag på Marienborg, at den formodede gerningsmand har »udvist nærmest psykopatisk adfærd«, og at han bør straffes hårdere, end det anklagemyndigheden lægger op til.
»Når der er en konkret sag, så træder vi et skridt tilbage. Det bliver vi nødt til. Jeg er rasende over det. Jeg er indigneret over det«.
»Det skal ikke være sådan, at en mand fra Congo kan komme til Danmark, og så kan han stå nede på Bryggen i København og rette et knytnæveslag mod et andet menneske og så slippe med så mild en dom potentielt«.
»Han har et langt synderegister kun med dårligdomme, og derfor skal han straffes hårdere, end en mand eller en kvinde der kommer til - fordi det kan mennesker komme til - at gøre noget, der er forkert«, siger hun.
Onsdag sagde statsministeren på et pressemøde i Statsministeriet, at regeringen ønsker at øge straffen for dødsvold og henviste til sagen.
Den foreslåede strafskærpelse kobles direkte til episoden ved arrangementet med VM i fodbold på stormskærm. Men strafskærpelsen vil muligvis ikke påvirke den konkrete sag eller sager som den.
I hvert fald ikke hvis skærpelsen alene skal gælde for sager om dødsvold efter straffelovens paragraf 246. Dødsvold kaldes også grov vold med døden til følge. Den formodede gerningsmand er nemlig tiltalt efter en anden paragraf.
Mette Frederiksen svarer dog ikke på, hvilken paragraf skærpelsen skal gælde. Ritzau har også spurgt Statsministeriet, som henviser til Justitsministeriet, der endnu ikke er vendt tilbage med svar.
ritzau
fortsæt med at læse