Mindst tre af de 23 romaer, som politiet sidste sommer administrativt udviste, er nu tilbage i København. Det oplyser European Roma Rights Center, som repræsenterer 10 af de udviste romaer.
14 af de 23 romaer fik deres udvisninger annulleret, fordi en kendelse fra Højesteret i marts 2011 fastsatte en bagatelgrænse for, hvornår EU-borgere kan udvises.
Det var ikke nok, at romaerne opholdt sig ulovligt i parker og nedlagte bygninger.
Politiken har været i kontakt med en af de udviste romaer, der nu er tilbage i København.
»Det var ikke retfærdigt, at vi blev udvist, men nu har vi ikke noget problem. Nu er vi frie«, siger den 22-årige rumænske roma, der udtaler sig på betingelse af anonymitet.
Overborgmesteren: Ikke underligt de er tilbage
Københavns overborgmester Frank Jensen (S) var en af dem, der sidste år pressede på, for at politiet skulle gribe ind over for romaerne, der kollektivt blev beskyldt for at stå bag en række tyverier og indbrud i blandt andet københavnske kolonihaver.
LÆS OGSÅ Romaer blev ulovligt smidt ud af Danmark
I dag accepterer Frank Jensen, at det kan blive svært at udvise de udenlandske hjemløse, selv om de sover ulovligt i københavnske parker og skove.
»Højesteretskendelsen viste, at der ikke var lovhjemmel til at udvise romaerne for mindre lovovertrædelser. Derfor er der ikke noget underligt i, at nogle af dem er vendt tilbage«, siger overborgmesteren.
Flere hundrede romaer om sommeren Han understreger, at politiet fortsat skal gribe ind over for kriminalitet begået af udenlandske hjemløse, som der bliver stadig flere af i København. Politiet mener, at der er mellem 200 og 400 romaer i København i sommerhalvåret. »Begår de kriminalitet, må politiet gribe ind – og er kriminaliteten alvorlig nok, er der grundlag for at udvise dem, og den mulighed skal efter min mening fortsat udnyttes. Det vil desuden have en præventiv effekt, hvis det bliver tydeligt, at politiet griber konsekvent ind over for tiggeri og berigelseskriminalitet i den mindre skala«, siger han.


























