Hvert år bliver danskere ramt af alvorlige sygdomme, der slår ned som lyn fra en klar himmel.
De har fyldt sig med masser af grøntsager. De ryger ikke. Og de drikker med mådehold, som det hedder. Alligevel bliver de ramt. Sådan er sygdomme, siger lægerne. Det er umuligt at gardere sig, men man kan forbedre sine chancer ved at leve sundt.
Måske er det derfor, at det kan virke provokerende, når personer fortsætter en åbenlyst farlig livsstil. De bliver ved med at suge 40 smøger om dagen, selv om de udmærket godt ved, at de risikerer lungekræft, sygdomme i hjertet og andre dræbere. De bliver ved med at hælde vin og øl i sig i mængder, der overskrider de løftede pegefingre fra ekspertdanmark.
Og de bliver ved med at fylde sig med burgere, is og andre kaloriebomber, til trods for at de allerede er svært overvægtige og burde holde sig lige præcis fra den slags føde for at bevare helbredet. Hvorfor sætter de dog ikke mere pris på det liv, de har fået? Hvorfor lægger de ikke de skadelige vaner på hylden?
Dennis' kamp mod 100 overflødige kilo
Sådan er det med 32-årige Dennis Søderberg Jensen fra den lille by Bredsten uden for Vejle. Og derfor er det nemt at blive irriteret og skuffet, når han kommer gående tværs over Rådhuspladsen i København.
Han ligner sig selv alt for meget. Han er stor og rund og skiller sig med sin enorme vægt voldsomt ud fra de åleslanke asiater, der står ved pladsen og fotografer rådhustårnet. Men smilet er ligeså hjerteligt, og knuset er ligeså varmt som sidste sommer, da han fortalte Politiken om sin kamp mod de omkring 100 overflødige kilo, der har lagt sig på hans krop, siden han som ung voksen tabte kontrollen over, hvad han spiser.
»Hej, min ven«, siger han og dunker mig på ryggen.
Provokeret - men ikke vred
Det vil virke underligt at interviewe ham i flere timer uden at komme ind på det, så jeg fortæller ham om skuffelsen og irritationen over, at han ikke har tabt sig mere.
Når man ikke selv står midt i suppedasen, kan det være så uendeligt svært at sætte sig ind i, hvorfor han ikke kan vriste sig fri af trangen til dårlig mad, når livsstilen risikerer at tage livet af ham?
Dennis føler sig provokeret, da jeg siger det til ham, men han bliver ikke vred. Han forstår godt, at jeg tænker sådan. Og han respekterer ærlighed. Han havde også selv regnet med, at artikelserien ville få ham til at »tage sig sammen«, som han sagde for et år siden.
Men måske er han også for hård ved sig selv, for guderne skal vide, at han ikke bare lader stå til.
I 13 stive måneder har han holdt nallerne fra de salte og sprøde chips, der ellers har været en daglig følgesvend hele hans voksne liv. En ven, som han siger.
Det var sværest i begyndelsen, men nu kan han både lugte, se og røre ved de olierede kartoffelskiver uden at blive overmandet af trangen til at putte dem i munden. Men det har ikke flyttet vægten nok. Siger han selv.
Sidste år i juni fortalte han, at vægten var 170 kilo. Men da han kom til lægen to måneder senere i august, var den steget til 174 kilo. Nu er den igen gået ned. Da han for halvanden måned siden stillede sig på vægten på Vejle Sygehus, stoppede tælleren allerede ved 164 kilo. Så han har altså skilt sig af med ti kilo.
Dennis havde håbet på et langt større vægttab. Han ser programmerne på tv, hvor svært overvægtige får en personlig træner og en diætist stillet til rådighed, mens kameraet følger med. Pludselig er der gået et år, og de har til stor jubel smidt 40-50 kilo. Så tænker Dennis: »Gid, det var mig«.
LEDER
Vi kan ikke lukke øjnene for fedmeepidemien»Jeg er ked af, at jeg ikke har tabt mig mere. Jeg havde håbet, at jeg kunne smide mindst 25 kilo på det år, der er gået. Jeg prøver, men det er som om, mine instinkter tager over. Jeg har opbygget nogle faste rutiner i mit liv om, hvad jeg spiser«.
»En del af mig vil gerne lave dem om. Men en del af mig vil bare gerne have, at det hele skal være status quo, for det føles mest trygt og sikkert. Det er den del af mig, der bestemmer mest. Eller ville jeg nok være tynd«, forklarer Dennis.
Svømmehal en gang om ugen
Han er taget til København med sin veninde Mette Petersen og hendes to unger Maiken på 10 og Patrick på 9.
De er kørt den lange vej fra Vejle for at shoppe og hygge i hovedstaden. Mette og Dennis er ikke kærester eller noget, men de foretager sig nogle ting sammen, som er med til at skubbe Dennis i den rigtige retning.
En gang om ugen tager de i svømmehallen og svømmer 500-700 meter. Nu er planen at gøre det to-tre gange om ugen. Sidste gang var ungerne også med, og Dennis kastede rundt med dem i vandet. Han morede sig og tænkte ikke på mad hele tiden, som han ellers gør, når han hænger ud hjemme i lejligheden i murstenshuset på hovedvejen i Bredsten.
Mette og Dennis laver aftensmad sammen mindst en gang om ugen, og Dennis fortæller, hvordan han laver kødsovs med løg, hvidløg og peberfrugt. Peberfrugt? Det lyder ikke som Dennis.
»Sidste år sagde jeg, at det skal blive en kold dag i helvede, før jeg spiser grøntsager. Det er jeg altså nødt til at trække tilbage. Jeg elsker peberfrugt. Jeg køber de der pakker med tre forskellige farver i. De er gode i kødsovs. Jeg laver en stor portion, så jeg har til nogle dage«, siger Dennis.
Passionen for maden er intakt. Men hvor Dennis sidste år udelukkende talte om oksekød med chili fra Hong Kong grillen og den 40 centimeter lange nummer 14 fra Sandwichshoppen i Vejle, så taler han nu også om, at han godt kan lide peberfrugter, fuldkornspasta og fuldkornsris.
Og at han tager friske æbler og bananer med, når han om morgenen tager på arbejde hos Dansk Skilteproduktion. Der sker noget.
»Jeg har fundet ud af, at jeg simpelthen er nødt til at bryde ud af mine rutiner. For eksempel tog jeg hver torsdag til Vejle og købte tre store sandwich med hjem. Nu laver jeg mad med Mette om torsdagen. En dag skulle vi have hjemmelavede burgere, og jeg ville bare købe de der færdige boller. Men så er det jo ikke hjemmelavet, sagde hun. Så vi bagte dem selv».
»Og selv om jeg stadig er vild med tv-serier og med at spille ’Battlefield’ på min Play Station, har jeg skruet ned for det også. For jeg har fundet ud af, at tv og mad hører sammen. Hver gang jeg ser tv, skal jeg have noget mad. Jeg prøver at bryde ud af det«, fortæller Dennis og fortsætter:
»Jeg prøver faktisk også at spise mindre. Hvor jeg tidligere nemt spiste fire toast, nøjes jeg nu med to. Men nogle gange går jeg bare amok. Senest i lørdags, hvor jeg spiste tre store grillburgere og en sandwich. Jeg kan stadig mærke, at jeg er ræd for at miste de rutiner, jeg kender. Men i hvert fald erkender jeg nu åbent, hvad jeg spiser. Jeg står ved det. Tidligere løj jeg over for mine venner«, fortæller Dennis.
Knækkede sammen til sødselsdag
Men til trods for at han er skuffet over vægttabet, føler han, at han er blevet klogere på sig selv det seneste år. Han er begyndt at forstå, hvordan han bruger maden til at trøste sig selv med, når livet er svært.
Den erkendelse må være første skridt på vejen mod at ændre livet radikalt, mener han. I den forbindelse har han tænkt meget på sin far. Det begyndte, da Dennis i efteråret havde samlet 35 venner til fødselsdag.
Der var godt gang i den, men da en af vennerne begyndte at tale om Dennis’ forhold til faderen, knækkede han fuldstændig sammen og styrtede ud på badeværelset.
»Jeg stod bare og græd og tænkte på, at jeg aldrig har været god nok for min far. At jeg har svigtet min far, fordi jeg ikke blev tømrer, sådan som han ønskede sig. At jeg har svigtet ham ved at blive så stor«.
VOX-POP
Strandgæst om tykke: Det er en fælde at være fordømmende»Men nu er det ved at gå op for mig, at det nok i virkeligheden er omvendt. At det er ham, der har svigtet mig. Jeg elsker min far, men jeg fik ikke nok opmærksomhed som barn. Vi lavede ikke ret mange ting sammen. Min far siger til gengæld, at jeg kun husker de dårlige ting«.
»Men jeg kan mærke, at jeg den dag i dag er meget bange for at blive forladt. Jeg får det for eksempel elendigt, hvis jeg har en aftale med Mette, og hun melder afbud. Så tænker jeg: Hader hun mig? Er jeg ikke god nok? Jeg ved godt, at det ikke er hendes skyld. Det er mig, der er fucked i hovedet«, fortæller Dennis.
Levet gennem andre mennesker
Når han får det sådan, vender han tilbage til de vaner og rutiner, han kender. Han søger hen mod det liv, han føler sig tryg i. Med masser af fed mad, tv og timer på sofaen. Alene. Uden at nogen kigger.
Nu har han fået tid hos en psykiater for at tale tingene igennem, og det glæder han sig til.
»Når jeg går en tur på gågaden i Vejle, bliver jeg stoppet af mindst ti personer, der vil tale. Jeg fortæller ikke så meget om mig selv, men vil gerne vide alt om dem. Men hvad skal jeg bruge det til? Jeg har i årevis levet gennem andre mennesker for at undgå at tænke for meget på mine egne problemer. Det, jeg allerhelst selv vil, er at spise. Men jeg skal finde noget andet, det gør mig lykkelig. Jeg skal vågne mere op«, siger Dennis.
Røvrendt af kvinde
Dennis har fået 100 nye venner på Facebook, alene på grund af han sidste år fortalte sin historie i Politiken.
Mange overvægtige har skrevet og rost ham for at forklare læserne, hvordan det er at leve i en alt for stor krop, og skoleelever har interviewet ham og skrevet opgave om hans liv. Men han er ikke kommet så meget videre i jagten på kærligheden.
Sidste sommer var han sammen med en kvinde, og de skulle ses igen, sagde han i sidste afsnit af artikelserien. Men pludselig flyttede hun. Uden at fortælle ham noget om det.
Han følte sig røvrendt. Siden var han gennem en måned sammen med en anden kvinde – en stor person ligesom ham. De havde fantastisk sex, fortæller Dennis, men det var ikke kærlighed. Den lader vente på sig, men den kommer nok lige pludselig, som han siger.
Fyret fra skiltefabrikken
For tre uger siden blev Dennis kaldt ind på chefens kontor på Dansk Skilteproduktion. Dennis elsker sit arbejde, for i lagerhallen hvor han samler butiksskilte, er der ingen, der kigger skævt til ham på grund af vægten.
Selv om Vejle Kommune betaler en del af lønnen, da Dennis ikke har kræfter til at arbejde fuld tid, så føler han sig alligevel ligeværdig med sine kolleger. Lige indtil chefen kaldte ham ind. Den økonomiske krise har også ramt den lille familiedrevne virksomhed på Bommerhavevej i Skibet uden for Vejle, så ejeren Simon Stjernholm var nødt til at fyre Dennis.
Last hired, first fired, som Dennis siger. Han forstår beslutningen, men håber alligevel, at han kan blive.
»Jeg har tre måneders opsigelse og fortsætter med at arbejde indtil september. Jeg håber, at det vender, og der kommer flere ordrer ind, så jeg kan fortsætte. Jeg vil være helvedes ked af at skulle sige farvel til mit arbejde. Vi har det skægt, og det er sundt for mig at bruge kroppen«, siger Dennis.
SIMON EMILS BLOG
Vi er gået gennem Ørstedsparken og fortsætter nu ad gaderne mod Strøget. Dennis fortæller, at han kan mærke, at han har fået mere energi, efter at han har tabt sig ti kilo.
Til frokost spiser Dennis en burger med salat og håndskårne kartofler. Et stort og mættende måltid, men da Dennis er færdig, siger han noget, der viser, at trangen til mad stadig sidder i ham. At det at spise store mængder er en præstation.
»En del af mig er klar til omgang to nu. Jeg kunne godt gennemføre det, hvis du satte en ny burger foran mig. Jeg er mæt, men jeg garanterer dig, at jeg godt kunne klemme et par whoppere ned, hvis du sagde: ’nu går vi på Burger King’«, siger han.
Dennis: Det bliver et godt år
Dennis håber at få mere styr på den del af sig selv. Jeg spræller i nettet, men jeg mangler en kniv til at skære mig fri, siger han. Måske kan Dennis’ nye medicin mod diabetes hjælpe ham. Han får Victoza, der som bivirkning sænker appetitten.
Men Dennis har stadig masser af appetit på livet.
»Jeg tror, det bliver et godt år for mig«, siger han.
Vi går videre mod Nyhavn, hvor Dennis sætter sig ned i en af bådene, der sejler turister på rundfart i kanalerne. Mette og hendes to børn sidder allerede og venter. De har spærret en stolerække til ham. Dennis sætter sig foran Patrick, der hiver fat i hans nakke. Dennis smiler og griner, da båden sejler af sted.
fortsæt med at læse
