Med hurtige bevægelser lader Dennis Søderberg Jensen sine fingre hamre hen over skærmen på sin smartphone og sender beskeden til sin bedste veninde. Han har memoreret de datoer, hun skal til eksamen. Hver morgen sender han en sms, hvor han muntrer op og forsikrer hende, at hun vil klare det fantastisk.
»Jeg skriver bare det, som jeg selv godt ville høre, hvis det var mig, der skulle til eksamen«, forklarer Dennis.
Maria Krogh er hans bedste veninde. Det er hende, der med tungespidsen kysser Dennis på kinden på det fotografi, han har valgt som profilbillede på Facebook. En smuk ung kvinde på 28 år med langt lyst hår og strålende øjne. Hun bor få skridt fra Dennis’ lejlighed i Bredsten uden for Vejle.
Midtpunkt for vennerne
Billedet vækkede nysgerrigheden, fordi det ikke passede til min stereotype forestilling om, hvordan en svært overvægtig mand lever. Maria Krogh havde også fordomme. Svært overvægtige går næppe i bad så tit, og de isolerer sig nok i deres hjem.
Sådan tænkte hun. Indtil hun lærte 170 kilo tunge Dennis at kende og fandt ud af, at han samler vennerne til fest og får plukket øjenbryn.
»Han er en rigtig god kammerat og en loyal ven. Han er der altid. Han fortæller, at han er stolt af mig, og han snakker aldrig bag min ryg. Hvis jeg har brug for at komme lidt væk, så ved jeg, at jeg altid kan komme over til ham og sove. Selv er jeg genert. Han taler bare med folk og lærer dem hurtigt at kende. Så lærer jeg dem at kende gennem ham«, siger Maria.
De kan sidde og knevre i timevis
De blev nære venner i en svær periode af hendes liv. Hun var ved at komme sig over et hårdt brud med en kæreste og var lige flyttet tilbage til byen.
En dag mødte hun Dennis på gaden. Han kunne se, at hun havde det skidt, slog armene om hende og inviterede hende på middag. Endelig var der en, der lyttede til Maria. Han tog hende »ind under sine vinger«, da hun havde mest brug for en ven.
Hun tager med, når Dennis tager til Kolding for at købe nyt tøj i størrelse 5 gange XL i butikken All Size. Og Dennis er med, når hun shopper.
TV
Han ved, hvad hun kan lide, og foreslår hende bluser og bukser. Han mister ikke tålmodigheden, men sætter sig ind i, hvad Maria har brug for. Ligesom når han sender sms’er før eksamen.
»Det hjælper mig at vide, at der er én, som tænker på mig«, siger Maria.
Fast plads i hjørnesofaen
Nu sidder de i Dennis’ sofa. Han er lige kommet ud af badet og har taget en sort T-shirt med lyserøde stjerner på. Hun har sin faste plads i den ende af hjørnesofaen, hvor hun sidder med benene oppe og kører fingrene gennem håret, mens hun griner.
De taler om en bytur, hvor Dennis ikke var med. Han spørger, om der var gang i den. Ja, for det var først på måneden, svarer Maria. Hun fik en strawberry daiquiri, og Dennis driller hende med, at hun i sin brandert sendte sms’er fulde af stavefejl.
SKRIV
Skriv: Hvordan er vi endt i så kalorie-fikseret et samfund?Så griner de og ligner et par gamle veninder, der kan sidde og knevre i timer. Maria driller Dennis med, at han er vild med filmstjerner fra 1990’erne. På væggen bag ham hænger en plakat fra en af hans favoritter. Det er Mel Gibson fra ’Braveheart’, hvor han er en skotte, der ofrer sit liv i kampen mod den engelske overmagt.
»Jeg elsker film, hvor helten redder de andre til sidst. Måske fordi jeg selv gerne vil være en helt, der redder andres dag. Jeg elsker at hjælpe mine venner, for så betyder jeg noget for dem og får en plads i deres liv. Om jeg selv er en helt? Det ved jeg ikke«, siger Dennis.
Barndomsven har opgivet den sunde mad
Men én ting gør ondt på vennerne. De har uden held forsøgt at hjælpe Dennis til at tabe sig.
Blandt dem er barndomsvennen Anders Lindskjold, der bor sammen med sin hustru, Rikke, og deres toårige søn i et hvidt murstenshus fem minutters gang fra Dennis’ lejlighed. De har delt mange øl gennem årene, kan man se på de festvideoer, Anders har på sin hjemmeside.
En er filmet med natkamerafunktion i totalt mørke, hvor en svag pibelyd høres. Dennis er faldet i søvn. Rikke og Anders filmer ham, fniser og siger, at han lyder som den maskeklædte Darth Vader fra ’Star Wars’-filmene.
»Vi har tusind gange prøvet at få Dennis til at spise sundere. Især da vi var yngre. Da vi flyttede herud, begyndte vi at invitere Dennis over til kylling med pasta og salat, så han kunne få noget sundt. Men hans mave rumler, når han går herfra, og så går han hjem og spiser en pose chips. Når man har prøvet det for mange gange, giver man op«, siger Anders.
CHAT
Det er sidst på eftermiddagen, og Anders står på terrassen og vender bøffer til aftensmad. I køkkenet simrer to flasker favoritsauce fra Jensen’s Bøfhus i en kasserolle på komfuret. Der er flutes med smør, ovnstegte kartofler og salat til aftensmad sammen med entrecote-bøffer.
Parret inviterer tit Dennis på middag, og Dennis plejer at bestille kød, så det skal han have. For der er grænser for, hvad man kan gøre, når ens bedste ven er stor som Dennis. Som Anders siger, så kan han ikke bare låse Dennis nede i kælderen og smide nøglen væk.
Det er heller ikke til at holde ud, hvis alle samtaler skal handle om vægt, for der er andre ting i livet. Men Anders kan mærke, at Dennis skjuler, hvad han spiser. Dennis gider heller ikke altid tale om sin størrelse med vennerne. Det er nemmere at sige: Det går fint; jeg har ikke spist chips i tre måneder«.
»Men dagen efter møder jeg Dennis i supermarkedet, hvor han er ved at købe tre poser chips. Han fik lige lyst, siger han. Så finder jeg ud af, at han ikke fortæller mig hele sandheden«, siger Anders.
Selv om Dennis er tæt med sine venner, er der én ting, de ikke forstår. Hans trang til chips og junkfood er så stor, at den er ubegribelig for dem, og ligegyldigt hvor godt han prøver at forklare, at han krop kræver den slags mad, så går det aldrig helt op for vennerne, hvad der er på spil. De har ikke prøvet det på deres egen krop.
»Derfor kan jeg godt finde på at lyve, når vennerne spørger, hvordan det går med mine dårlige vaner«, siger Dennis.
De kalder ham Generalen
Men ét sted er Dennis fri for den slags spørgsmål. Her mærker han ikke de 170 kilo og bliver ikke forpustet, når det går op ad bakke. Det er sammen med vennerne i klanen.
De kommer fra hele verden. Fra Kina, Tyskland og New Zealand. De tager på missioner med nøje fordelte opgaver. Dennis er lederen, de kalder ham ’Generalen’. Kampene foregår i PlayStation-spillet ’Battlefield 2’, hvor Dennis via nettet spiller med sin klan på 25 mennesker.
Hjemme i sin lejlighed i Bredsten griber Dennis fat i controlleren, tænder for spillet fra sin plads i sofaen og styrer en lille adræt mand rundt i et vinterlandskab, mens kuglerne flyver over ham på den nattemørke himmel. Han spæner op ad en bakke, forcerer et hegn og sætter sprængladninger på nogle kasser og skynder sig væk, før de eksploderer. Dennis styrer en figur, der fysisk er den diametrale modsætning af ham selv. Soldaten er lille og adræt. Dennis er stor og besværet.
»Herinde er jeg kongen«
Men negative tanker om overvægt har ingen plads i dette univers. De forpurrer ikke hans chance for at blive dagens helt her, hvor hurtige fingre og taktisk snilde er vejen til succes. Dennis har begge dele efter at have spillet i sammenlagt 742 timer – 31 døgn. De andre i klanen ved, at han er stor, men i spillet ser de ham kun løbe og kæmpe sammen med dem.
»Herinde er jeg kongen. Jeg er mit eget hoved, men en anden krop«, siger Dennis.
Det er let at tænke, at det her er en flugt fra den virkelighed, der hele tiden minder Dennis om, at han skal ændre sit liv. Men Dennis ved godt, at det ikke dur at isolere sig. Det gjorde han for et par år siden, da hans vægt kravlede voldsomt i vejret, efter at han havde tabt sig. Han blev fyret, fik en depression og åd og sad sig til en vægt på 202 kilo.
Indtil en mand med en skiltefabrik gav ham en chance.
fortsæt med at læse
