Jul i Egedalsvænge: »Min datter skal giftes med Ibrahim«

Hva' så, Ibrahim, er du klar til at blive gift?«, spurgte damen. Hun, en veninde, en barnevogn og Ibrahim El-Faour stod ude foran Ibrahims cafe nede i centret og snakkede og grinede. »Skal I giftes?«, spurgte reporteren, der i det øjeblik indfandt sig sammen med praktikanten. Han var glad for at være dumpet lige ned i sådan en dejlig og også glædelig samtale. »Nej, min datter skal giftes med Ibrahim«, grinede damen og kiggede på caféejeren med et blik, man godt kunne se var for sjov. »I tager pis på mig, ikke?«, sagde reporteren, og jo, det var det, de gjorde. En travlt mand Ibrahim El-Faour grinede højt og rakte hånden frem. Han havde lidt travlt, fortalte han, for han skulle ind til et teater inde i København, fordi han var involveret i et projekt, som var nomineret til en integrationspris. Projektet gik ud på at skabe netværk mellem resursestærke indvandrere, som Ibrahim selv, så de ville få lettere ved at få lederstillinger hos Novo Nordisk og Falck og andre firmaer af samme skuffe. Nå, men selv om han altså havde lidt travlt, og hans bil i øvrigt var gået i stykker, satte Ibrahim El-Faour sig ned med journalisterne, og han gav endda kaffe, men det var selvfølgelig også ham, der ejede cafeen. 6. DECEMBERJul i Egedalsvænge: »Der er jo ikke noget juletræ i juleevangeliet« »Jeg havde egentlig aldrig set mig selv som ejer af en cafe«, sagde han. En rødmosset og lidt tyk mand kom ind på cafeen. »Hej, chef«, sagde Ibrahim El-Faour til ham. Det var ikke Ibrahim El-Faours chef, for sådan en havde han ikke, men det kaldte han mange af dem, der kom på cafeen. »Hej, gamle dreng. Hvordan går det så?«, svarede manden. Korps af frivillige Fotografen, som reporteren og praktikanten havde med til Egedalsvænge, begyndte at tage billeder af de to, der snakkede, og da den rødmossede mand blev overrasket, sagde Ibrahim El-Faour til ham, at det var, fordi han så meget moderne ud i dag. »Cafeen er et samlingssted for mange etniske danskere«, sagde han, da manden var gået, og fortalte, at der var flere, der kom og åbnede cafeen sammen med ham, selv om de ikke arbejdede der. Han pegede på et avisudklip på væggen, som var fra den lokale avis, og som handlede om en af hans tidligere stamkunder. »Grethe dér kom her for eksempel meget, men hun er desværre død nu«.
5. DECEMBERJul i Egedalsvænge: »Så skal du da snart pensioneres« Ibrahim El-Faour havde ikke købt cafeen for sin egen skyld. Han købte den til sine nevøer. »Deres far døde for nogle år siden, og de skal have et sted at være og en fremtid«, sagde han. »Jeg har et væddemål med de andre forretningsdrivende i centret. Hvis de en dag ser en af mine nevøer hænge ud sammen med rødderne hernede, giver jeg dem en tusse. Jeg har stadig de tusind kroner«.